Brev

Jeg er bange for at være social

Hej brevkassen

Jeg er en pige som fyldte 14 år her til jul. Jeg har altid været ret bange for at være sammen med andre. Jeg kan ikke lide at ringe til mine veninder og hvorfor ved jeg virkelig ikke. Hvis der er nogle der ringer til mig, ligger jeg på.

Selv hvis det er en af mine bedsteveninder. Jeg har snakket med hende før i telefon, hvor jeg har taget mig sammen og ringet, men andre gange kan jeg bare ikke. Jeg kan sagtens snakke med min bedsteveninde i telefon, og have det rigtig sjovt med hende og fortælle hende næsten alt. Men hun er den eneste. Hvis jeg skal i kontakt med nogle skriver jeg for det meste en besked på SMS eller facebook.

Jeg synes det er begyndt at blive rigtig flovt, for jeg går i 8. klasse. Jeg kan ikke lide at være sammen med andre, end min bedsteveninde alene. Jeg havde fortalt til en af mine bedsteveninder i min klasse at jeg ikke kunne lide være sammen med andre alene, og jeg synes at det var flovt. Hun har nemlig flere gange haft spurgt om jeg kunne være sammen med hende. Jeg er bange for at det bliver akavet, eller at der intet er at snakke om.

Hun fik mig en dag overtalt mig til at tage ud og shoppe med hende, og hun ville gøre alt hvad hun kunne for at få mig til at smile, grine og have det rart og trygt. Og hun fik det virkelig til at være perfekt. Vi havde det så sjovt sammen, prøvet tøj, grint og snakket. Det var rigtig rart og jeg var stolt af mig selv. Men alligevel tør jeg ikke at være sammen med hende alene igen. Og så lidt alligevel. Jeg tør ikke sige noget højt i klassen, og tør ikke sige fra til nogen.

Jeg har aldrig idrætstøj med i skole, fordi jeg er bange for hvad de andre tænker. Men jeg elsker idræt, for det meste. Jeg løber og træner i min fritid, og jeg elsker dyrke sport. Hvis det endelig er at jeg bliver spurgt om noget i klassen, svare jeg bare at det ved jeg ikke.

En gang da jeg skulle fremlægge begyndte jeg at ryste helt vildt og lige inden det blev min tur brød jeg ud i gråd midt inde i klassen foran dem alle sammen. Hvergang mine lærer nævner noget med fremlægge bliver jeg bange og ryster.

Jeg tror det hænger sammen med rigtig meget svigt fra min biologiske far. Han vil ikke snakke med mig, og behandlede mig rigtig dårligt dengang jeg så ham, da jeg var yngre. Han drikker og sendte mig engang beskeder til mig om at han ville begå selvmord. Sidst jeg talte med ham var på min fødselsdag for over et år siden, hvor han svinede mig til igennem telefonen. Jeg ved ikke hvorfor jeg er bange for at være social, men jeg synes det er flovt og ydmygende selvom der kun er 2 af mine bedsteveninder som ved det.

Jeg har haft en akt lærer og snakke med, og han siger det også hænger sammen med mit selvværd. Jeg haft været så langt nede efter alt det med min far, og de sexsuelle overgreb jeg også har været udsat for, at jeg skar i mig selv, havde spiseforstyrrelse, tænkte på selvmord, brændte mig selv, nev mig selv så jeg havde sår over alt på begge mine hænder. Jeg græd mig selv i søvn hverdag og hvergang jeg så mig selv i spejlet blev jeg ked af det og ville væk.

Jeg ved godt på en måde at jeg slet ikke er grim, for jeg er en høj, slank flot pige med lange brune krøller og flotte brune øjne. Jeg får tit komplimenter men tror samtidig ikke selv på det, selvom jeg måske inderst inde godt ved jeg er en pæn pige i forhold til så mange andre. Håber i kan hjælpe mig med hvad jeg skal gøre.

Min papfar og søster snakker også ned til mig, og kan sige nogle meget grimme ting, som f.eks. at jeg ikke fortjener noget godt (sagde min søster) og min papfar har f.eks. sagt jeg er dum, dovn og selvoptaget fordi jeg ikke gad vaske op, fordi jeg havde en masse lektier. Han har også slået mig før, men det troede min mor (min mor er døv) heller ikke på, fordi han svinet mig til bagefter og sagde jeg skulle sige til min mor det var løgn.

Jeg har snakket med min mor og også haft en kontaktperson, men det har bare ikke virket på mit selvværd overhovedet. Håber virkelig i kan få smilet tilbage på mine læber.

Pige, 14 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år,

Mange tak for dit brev til BørneBrevkassen, hvor du fortæller, at du er bange for at være sammen med andre mennesker på nær en nær veninde, som du føler dig tryg ved – Mon det er rigtig forstået..?

Du fortæller også, at du har svært ved at tale med dine veninder i telefonen, og at du f.eks. har svært ved at stille dig op foran dine klassekammerater og fremlægge forskelligt skolearbejde, men at du begynder at føle det pinligt, da du går i 8. klasse.

Jeg tænker ikke lige umiddelbart, at det er pinligt at have svært ved at stille sig op foran en større forsamling. Jeg ved fra mange andre børn og unge (og voksne), som jeg har talt med, at det er helt normalt at blive nervøs og utilpas...

Nogen mennesker har ingen problemer med det, mens andre (som du måske) føler det grænseoverskridende. Det ene er ikke mere rigtig end det andet.

Men det er nogen man kan arbejde med. Du kunne f.eks. prøve at skrive ned fordele og ulemper ved at være mere aktiv i timerne (række hånden op, fremlægge mv.). Hvad er det værste, der kan ske? Hvad er det bedste? Måske du også kunne overveje, hvordan dine lærere bedst kan støtte dig i at føle dig mere tryg i timerne. Måske I sammen kunne lave en aftale om, hvornår de tager dig (altså beder dig om at besvare spørgsmål), og hvornår de ikke gør.

På den måde kunne du lidt efter lidt få nogen succesoplevelser og forhåbentlig opleve, at det ikke er farligt, eller at dine klassekammerater f.eks. ikke griner af dig (hvis det er det, du er bange for?). Kan du følge mig?

Når det er sagt, synes jeg faktisk, at du virker som en meget modig pige, der har turde at være åben og ærlig over for både dine veninder og AKT lærer omkring, det du synes er svært.

Og jeg synes også, at det lyder som om, at du har nogen rigtig dejlige veninder, der gerne vil dig, støtte dig og hjælpe dig. Det må være dejligt for dig at mærke.

Du skriver, at du aldrig har idræts tøj med til idrætstimerne, fordi du er bange for, hvad de andre tænker – dette til trods for, at det er et fag, du er glad for. Jeg tænker på, hvad det mon er, du er bange for. Er du mon bange for, at du er for tyk eller for tynd i forhold til de andre piger..? Eller har du måske nogen ar på kroppen, du er bange for at de andre piger skal få øje på? Eller måske er du bange for ikke at kunne gøre tingene godt nok?

Mon du kan prøve at vende tingene på hovedet (?) og forsøge at skrive de ting ned, som gør dig glad. F.eks. idræt, bytur med veninderne, dit lange flotte hår osv. Og måske skrive ned, hvad der skal til for, at du sætter pris på eller får gjort nogen af de ting...

For jeg tror nemlig, at alle unge piger på den ene eller anden måde har et ømt punkt, som de f.eks. i idrætstimerne har svært ved at vise. Måske du i din klasse ikke er alene om at have det sådan..? Måske det 'blot' kræver – selvom det er svært – at du bare springer ud i det.

I dit brev til mig fortæller du, også om flere mere alvorlige former for svigt, der er sket i dit liv. Du fortæller om, en alkoholiseret far og om trusler om selvmord fra hans side. Du fortæller om seksuelle overgreb (begået af din far?), vold (begået af din papfar), svigt fra din mors side, fordi hun måske ikke lytter til dig, forstår dig eller passer godt nok på dig. Reaktioner hos dig på det du har været udsat for som spiseforstyrrelse og selvskade.

Når jeg læser din historie kan jeg ikke lade være med at blive bekymret for dig, og jeg tænker, at du skal have noget hjælp og støtte til at blive tryg og glad. Hjælp til at få styr på de mange uacceptable ting du har været udsat for – ting som ikke er i orden, og som også er ulovlige (at du er blevet seksuelt misbrugt og at din papfar slår dig (også selvom det kun er sket en gang)).

Når børn og unge ikke trives derhjemme (og måske også i skolen) skal ens kommune hjælpe én. Men som barn eller ung kan det være svært at vide, hvordan man får eller tager kontakt til ens sagsbehandler på kommunen.

Tror du, at du kender en voksen, du har tillid til, og som vil støtte og hjælpe dig. En voksen der vil lytte til dig, og som måske vil tage med dig til møder i din kommune..? Det kan måske være din venindes mor, din AKT lærer eller måske en god nabo...

Jeg tænker nemlig, at mange af de ting, du har fortalt mig om kræver, at du får hjælp fra en voksen til at løse.

En mulighed kunne også være, at du fik hjælp fra Børns Vilkår. Vi har noget der hedder en bisidderordning. En børnebisidder er en voksen, som du kan stole på, og som ser tingene fra dit ståsted. Det er en voksen, der kender til børn og unges rettigheder og som kender lovgivningen - de vil kunne støtte dig og bl.a. tage med dig til møder i din kommune.

Måske det kunne være en mulighed for dig at tale med en af vores bisiddere..?

Du kan komme i kontakt med dem ved at ringe mandag-torsdag kl. 9-16 og fredag kl. 9-15 på 3555 5559. Du kan læse mere om Børns Vilkårs bisidderordning ved at trykke >her

Hvis du synes, det er en svær beslutning (?) kan det også være en mulighed, at du ringer til BørneTelefonen på 116 111 eller logger på UngeChatten og taler med én af vores dygtige rådgivere der. De vil både lytte til og hjælpe dig.

Mange kærlige hilsner

BørneBrevkassen