Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvorfor har jeg ikke lyst til at sove?

Hej.

Jeg har længe døjet med rigtig dårlig søvn. Dvs 2 timers søvn eller slet ingen.

Jeg har meget ubehag i kroppen, og har haft ekstrem hovedpine hver dag de sidste 2 uger, som jeg tænker kommer af at min krop er rigtig stresset og ikke får ro. Derimod har jeg svært ved at sove igennem. Jeg vågner tit om natten eller tidligt om morgenen, og det er rigtig frustrerende for jeg kan aldrig sove igen.

Problemerne kommer af at jeg, af en eller anden årsag, “ikke vil sove”. Jeg ved det er nødvendigt og jeg virkelig har brug for det, men jeg har ikke lyst. Især ikke når jeg tænker på de ting, jeg skal stå op og lave i morgen. Fx. nætter hvor jeg skal tidligt op på arbejde dagen efter, får jeg ofte slet ingen søvn.

Fordi jeg ligger vågen om natten og ikke har lyst til at sove, da der jo så er “kortere” tid til jeg skal stå op igen. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg kan gøre, for det føles virkelig som en tvangshandling. At jeg ikke skal sove?

Min krop er desperat for søvn, men mit hoved er ikke. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg ikke har lyst eller hvordan jeg gør det bedre. Og jeg vil også gerne vide hvorvidt det er normalt at have det sådan her eller ej, og om jeg eventuelt kan gøre noget ved det.

Jeg håber i kan hjælpe.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år,

Tusind tak for dit brev til BørneTelefonen. Hvor er det godt, at du skriver og deler dine tanker om din søvnmangel. Det lyder til, du virkelig forsøger at finde frem til, hvad der mon kan være grunden til, at du ikke kan sove.

Jeg kan så godt forstå, at du er enormt frustreret over, hvorfor du mon døjer med disse søvnproblemer. Det er nemlig et naturligt, menneskeligt behov at få sin søvn. Jeg sidder i den forbindelse og bliver nysgerrig om, hvordan din hverdag mon ser ud? Gad vide, om der er sket noget det seneste stykke tid, som har gjort, at du finder det svært at finde ro og falde i søvn?

Nogle vil nemlig opleve at søvnproblemer udløses af for mange arbejdsopgaver, aftaler eller nye situationer der kræver tilvænning.

Du spørger om det er normalt at have det lige præcis sådan som du har det. Det er slet ikke unaturligt at opleve perioder, hvor man har svært ved at falde i søvn. Det kan nemlig skyldes, at man har meget om ørerne netop i form af mange opgaver, aftaler eller lignende. Søvnløshed er altså noget som stort set alle mennesker vil opleve.

Men du fortæller dog i brevet, at du har meget ubehag i kroppen og at du tror, at det kommer sig af, at din krop er stresset og ikke får ro. Det tænker jeg, at du har helt ret i. Man kan forestille sig, at din krop er på overarbejde fordi den ikke får lov til at komme ned i gear og slappe af. Kan du mon følge mig i det?

Derfor vil jeg vurdere, at det kan være hjælpsomt for dig at kontakte din læge og tage en snak med vedkommende om, hvad du kan gøre, for at få en bedre nattesøvn. Din læge har højst sandsynligt snakket med andre, som også har døjet med søvnproblemer.

Jeg kan derfor kun forestille mig, at det vil være rart for dig at snakke med en person, som genkender dine bekymringer og frustrationer. Det vil også være en god idé at fortælle din læge om, at du har ondt i hovedet og ubehag i kroppen, så din læge ved, hvordan du har det. Hvad tænker du om, at få lavet en aftale med din læge?

Gad vide, om dine forældre om ved, hvordan du har det? Har du mon snakket med dem om, hvordan du døjer med at falde i søvn?

Hvis du ikke har, tænker jeg at det vil være rigtig hjælpsomt at række ud efter nogle voksne i dit netværk, som du kan snakke med. Måske de kan aflaste dig med nogle opgaver derhjemme – og have forståelse for, at du har brug for ro og afslapning. Du fortjener nemlig at trives derhjemme, og du fortjener at få tryghed og omsorg.

Når jeg læser dit brev bliver jeg så enormt nysgerrig på, hvordan dine dage i ugen ser ud. Derfor vil jeg fortælle dig, at du også har mulighed for at henvende dig på chatten eller kontakte BørneTelefonen på 116111. Der kan vi gå mere i dybden med, hvordan dit liv ser ud og det kan gøre det nemmere at hjælpe dig, hvis vi ved noget mere om din situation.

Du kan overveje om det er noget du har lyst til gøre, hvis du ønsker mere hjælp end hvad jeg kan give dig i dette svar. Jeg håber dog, at du får taget kontakt til din læge og at I sammen kan snakke om, hvad du kan gøre for at få en bedre nattesøvn. Jeg ønsker dig al held og lykke!

Med venlig hilsen

BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat