Brev

Hvor meget må et menneske egentlig blive udsat for?

Kære BøreBrevkasse Jeg har tænkt meget på hvor meget et meneske egentlig kan klare?Jeg har en periode i mit liv som for mange lyder ret hård, men jeg står jo her og klare mig udemærket.Fra børnehaveklassen til 4. klasse, har jeg været mobbet, voldtaget, slået, inorede, overset og en masse andre ting. Det var jo normalt for mig, såda havde det altid været. I starten prøvede jeg at sige det til de voksende på skolen, men de lydtetde ikke, de sagde jeg havde en god fatasi. Jeg sagde ikke noget til mine forældre, jeg føldte det, som om det var min egen skyld og at jeg var beskidt. Jeg havde spidseforstyrrelser, mest fordi de tog min mad. Jeg lavede nogle fantasi venner, fik flere personligheder, glemte ting, fortrangte ting. Jeg kan faktisk ikke huske så meget, det virker som en drøm, men mine sår og sammengroede ribben siger noget andet. Det kommer bare nogle gange tilbage til mig, jeg kan slet ikke styre det. Jeg hader at miste kontrol, jeg vil ikke vise folk hvor såbar jeg er, det kommer jo ikke dem ved og det er jo ovre, jeg kom ud næsten uden skrammer og jeg har fået et nyt liv.Jeg blev opdaget en dag af pedellen på skolen, jeg var meget gode venner med ham, det var ham der hev mig op af mossen, når de havde prøvet at drukne mig eller fiske mig op at skole kontanieren med gammel mælk ud over mig. Det var altid ham der kørte mig på skadestuen, jeg spurgte aldrig til mine dårlige underskyldninger med at jeg var faldet og havde flækket læben og fået en masse blåmærker. Jeg lærte selv at sætte mine skuldre og kæbe på plads, det værste var når jeg besvimmet, så kom jeg forsendt til undervisningen og fik skæld ud, lige meget hvor ilde tilræt jeg var. Men en dag besvimmede jeg, min kæbe var gået af led, min håd og ankel forstuet, jeg var blevet sparket i maven så det blødte ud af min mund og jeg var også blevet voldtaget. Det var min fødselsdag, så skulle jeg jo ha’ det hele, jeg har fødselsdag i december, så jeg låg i sneen med nissehue på, da pedellens datter fandt mig. Hun hentede sin far og de kørte mig bevistløs på hospitalet. Jeg plagede at være vågen når jeg blev kørt og normalt var der ingen der fant mig, jeg kom altid efter skole og bad om plaster og gasse, så da jeg vågnede i deres bil blev jeg meget forskrækket. De blev meget forundret da jeg satte mig kæbe på plads og da jeg bad om at blive kørt tilbage til skolen, for det var ikke sket noget med mig, men det ville de ikke hører på og det endte med at de fik det hele ud af mig og jeg kom på skadestuen, men jeg fik dem til at love at de ikke måtte sige noget til mine forældre og det gjorde de ikke, men min far hentede mig på skadestuen, det var første gange en af mine forældre gjorde det. Normalt blev jeg kørt tilbage til skolen, hvor jeg sat ved vejen og ventede eller tog toget hjem. Min far var så bange, han græd, det havde jeg adrig set før. På vej hjem fortalte jeg ham det og midt på vejen vendte han bilen og kørte en anden vej og viste mig en gul bugning og sagde at det var den skole jeg skulle gå på efter sommerferien og jeg græd.Alle de her ting kommer nogen gange tilbage til mig og selvfølgelig har jeg en masse skader fysisk og psykisk, men jeg synes jeg har det fint, jeg tænker altid på at der er andre der har det værre, men jeg er faktisk blevet usikker på hvor slemt jeg engentlig har haft det, mine venners problemer kan nogen gange virke menningsløse og de mener de skal ha’ alvorligt hjælp, jeg er kommet ud af alt uden hjælp, uden psukoloer, læger, medicin. Hvad er der/det egentlig med mig? er det normalt? Hvor slemt har jeg egetlig haft det?På forhånd tak for hjælpen, hvis i/du fortår hvad jeg skriverPs. det er en af de første gange jeg skriver ind til jer

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på 16 år.

Tak for dit brev til BørneBrevkassen. Jeg er meget glad for, at du er nået dertil, hvor du har fået taget mod til dig og skrevet ind til os. Jeg bliver meget bekymret for dig, når jeg læser dit lange brev. Min bekymring for dig er både for det, der er sket for dig, men også for hvordan du har det nu..?

Jeg spekulerer på, om du nogle gange kan have svært ved helt at huske detaljerne ved dine oplevelser, fordi du ubevidst prøver at beskytte dig selv imod at tænke på de oplevelser? Selv om du måske kan fortrænge nogle af dine meget ubehagelige og voldsomme oplevelser, ligger de stadig gemt indeni dig. Det er ikke rart eller sundt for dig at gå med sådanne oplevelser, og derfor tænker jeg, du har brug for hjælp til at få tingene bearbejdet.

Som jeg læser dit brev, kender dine forældre heldigvis nu til dine oplevelser. Kan du mon tale med dem om, at det naturligvis stadig fylder i dine tanker? Hvis dine forældre har svært ved at finde hoved og hale i, hvad de skal gøre, kan de prøve at ringe til Børns Vilkårs Forældretelefon på 35 55 55 57. Der kan de få vejledning og hjælp til, hvordan de skal forholde sig.

Du har i dit unge liv været udsat for massive overgreb, du fortæller om vold og voldtægt. Dette er oplevelser, der er ulovlige, og derfor er noget du kan vælge at få anmeldt til politiet. Det er måske allerede blevet gjort, da du fortalte det hele på skadestuen, og din far kom og hentede dig?

Når du skriver, det er svært for dig at huske detaljerne, kan jeg godt forstå, at du har det sådan. Det får mig til at spekulere på, om der er ting der er sket som du ikke har beskrevet. Det kan også være at der står noget i brevet, som du har haft svært ved at huske detaljerne i.

Derfor tænker jeg på, om det er noget du kan tale med din læge omkring? Din læge har modtaget alle data om dine besøg på skadestuen, og vil derfor automatisk være lidt inde i din sag. Din læge vil måske have mulighed for at hjælpe dig til, hvordan du eventuelt kan få hjælp til at bearbejde alle de grusomme oplevelser, du har været ude for.

Når du skriver, at du har det okay nu, er jeg alligevel bekymret for dig. Det må have været meget voldsomt at gennemleve de ting du beskriver. Det er hverken i orden at skulle finde sig i, og heller ikke godt at skulle gennemleve. Jeg er glad for, at du nu har det bedre og er fri for alle de forfærdelige oplevelser, du har haft. Alligevel bekymrer det mig og gør mig ondt at læse om dine oplevelser i dit brev.

Jeg spekulerer på, om det kunne være en god ide for dig at kontakte BørneTelefonen på 116 111, hvor rådgiverne kan lytte mere til, hvordan du har det nu og måske hjælpe dig med at finde den rigtige hjælp og støtte til dig
.

Mange kærlige hilsener

BørneBrevkassen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat