Hvilket emne er det? Don’t know.

Hej.

Jeg står i den situation, hvor livet er simpelthen er noget lort – og det har jeg stået på i mange år.

Jeg har ikke været rigtigt glad for livet siden jeg var et barn – jeg kan ikke huske hvorfor, men det startede allerede da jeg var lille og gik i børnehaveklassen.

Jeg var utryg ved mit forhold med familien, og jeg var meget asocial – men jeg var meget klog i forhold til matematik og dansk, jeg lå på tredje klasses niveau da jeg gik i 1 første klasse så jeg fik meget ros i de små klasser.

Jeg begyndte allerede at bruge computer i 2 klasse, og lige siden har jeg været meget fascinereret at spille såsom Habbo, goSupermodel og de andre typisk spil for de unge fordi jeg følte at hvis jeg fortalte mine problemer til andre, blev jeg forstået for jeg var bare en hemmelig person – ingen vidste jo hvem jeg var.
 
Imens jeg var afhængig af at spille, havde jeg familieproblemer –

min far var en alkoholiker, og min mor var så stresset men hun viste det aldrig men hun kunne finde på at klage over det ene ting og det andet.

Hun brokkede altid over at jeg aldrig sagde at jeg elskede hende, og hun spurgte altid om jeg var verdens bedste mor og at hun var en dårlig mor – Hun talte nedsættende om sig selv, hvilket jeg blev ked af for det var hun jo ikke og det var jo endnu værre med en alkoholisk far.

Min far sad ved computeren døgnet rundt, værre end jeg og jeg tror at jeg har fået det fra ham – han spillede al det lort, hvor det handlede om landbrug, biler, mekaniker osv – samtidlig var han også en arbejds-narkoman. Så jeg vil sige at han levede i to verdener, hvor den ene var han bare arbejds-narkoman og det andet var han en alkoholisk far som spillede computer.

Så han var aldrig en rigtig far for mig i hverdagen, og når han hentede mig i børnehaven var jeg meget utryg ved at være sammen med ham. Noglegange sagde han højt foran pædagogerne om jeg ikke skulle sove ved siden af ham i nat, hvilket jeg ikke brød om det.
 
Jeg hadede hvert nat, jeg skulle sove ved ham – for jeg var så utryg, og jeg kunne ikke lide det.
 
Jeg ved ikke rigtigt om jeg er blevet misbrugt, men det er sådan at idag har jeg et problem med mit sexliv fordi jeg føler mig beskidt og ulækker – jeg er jomfru, men når folk begynder at flirte med mig, røre ved mig, tage fat på mig og meget mere – går jeg et skridt væk, og prøve at glemme det hele.

Så enkelt er det ikke, det ved jeg jo godt.

Der var også på et tidspunkt, hvor jeg gik i fjerde klasse og jeg mødte to drenge som jeg syntes at de var ret flotte på nabo-skolen. De havde diagnosen autisme – så de var ikke specielt dygtige til dansk, og det andet. Men jeg syntes ihvertfald at de var rigtig lækre, og de var gode til sport så de faldt i min smag. Men jeg flirtede ikke med dem, for det brød jeg jo stortset ikke om men de ville jo gerne have lidt mere kørende med mig fordi de ved at jeg ikke kan sige stop da jeg har utrolig svært ved at sige stop og nej.

Så de begyndte at tage fat på mig, tage sin hånd ned i min bluse – holde mig helt tæt på dem, eller tage sin hånd ned i mine bukser. Der var så meget, at jeg følte mig ret chikaneret og om jeg er blevet misbrugt ved jeg ikke helt. Men jeg har aldrig nogensinde fortalt et ord om det til nogle, aldrig nogensinde.

I det samme år blev mine forældre skilt, og på en måde blev jeg lettet fordi jeg håbede at min far ville blive en bedre far for mig da jeg savnede at have en far i hverdagen.
 
Min mor fandt kort tid efter en ny kæreste, og ham var jeg ikke særlig glad for – men min mor var glad for ham, så jeg sagde ikke noget til. Han gjorde ikke noget ondt, men det var tydeligt at han ikke kunne lide børn.

To år senere slog de op, og min mor fandt et år efter en kæreste – og ham er jeg helt vild med. Han var som en far for mig, da han kunne gøre alt med mig såsom at kilde mine fødder, drille mig, og meget mere men da han også har børn og jeg kender følelsen at blive holdt udenfor så jeg vil ikke helst blandes for meget.
 
Idag er de stadigvæk sammen, men jeg føler et eller andet sted at der er noget galt – men de vil bare ikke sige noget.

Jeg kom til at skrive lidt for hurtigt, så jeg kom til at undlade noget vigtigt. –
 
I begyndelsen af 11 år blev jeg mere stædig, sur, prokerevende, flabet og meget mere at jeg lavede ballade i skolen og på det tidspunkt var jeg meget asocial for jeg var ikke sammen med nogle efter skolen. Faktisk kan jeg ikke huske en eneste gang, jeg har inviteret nogle hjem til mig fra skolen – for det mener jeg, at jeg aldrig har gjort.
 
På det tidspunkt var jeg helt ligeglad med mig selv, selv hvordan jeg så ud. Jeg gik ikke op i udseendet, men det gjorde jeg – jeg forandrede mig lige pludseligt, og den by jeg bor i er jo et lille samfund. Så næsten alle kender mig og min familie, da vi bor i centrum.

De kunne se at der var altså noget galt, og de har altid vidst det men de har bare aldrig tænkt over om de kunne gøre noget ved det. Hvis jeg skulle være ærlig, tror jeg at jeg ville have fået hjælp hvis jeg blev lagt mærke som barn men det er jeg så ikke.

Jeg gik fra den pige som var ingenting til pigen som var ligeglad med livet, familien og det hele.
 
Jeg brugte flere timer på computeren end barn, så det kunne være en hel dag og nogle gange fik jeg ikke sovet fordi det var altid noget spændende.

Jeg begyndte på en hjemmeside, som jeg allerede begyndte i 2009 men brugte mere tid på det tidspunkt – jeg mødte mange, og jeg fortalte mange om hvordan jeg havde det.

Faktisk var jeg blevet så opmærksomkrævende, fordi jeg følte at alle forstod mig så jeg lagde billeder af mine ar som jeg havde skåret i. Dog ikke med vilje, men jeg ville bare “vise” at jeg havde det dårligt – nok et råb for hjælp.

Der var også mange pædofile, eller klamme stodder – hvad kan jeg nu kalde det? En af dem udgav sig for en Kasper, og han var admin for et hotel hvilket jeg syntes at han var ret sej så han skrev til mig og alt det muligt. Lidt efterhånden spørger han om jeg ikke vil vise mine patter, og det andet – men jeg siger nej, og da han truer mig med at ddose min bærbar siger jeg ja.

Jeg kender godt ham, og hans hacker-program var ret hårdt så han kunne ødelægge en hel computer på 10 minutter så jeg opgav og gjorde det.

Til sidst vidste mange det, og de “professionelle” hackere truede også mig med det så jeg gjorde det igen og igen. Jeg følte mig ret beskidt, og en klam luder men hvad jeg ikke vidste var det blevet filmet.

Senere begyndte jeg at blive hård i attituden, og kropsproget så jeg svinede andre til og var ekstremt hardcore. Ingen skulle kende den rigtige mig. Så jeg fik nogle pik-billeder af en ven, som kendte personen på det – så med det samme udnyttede jeg muligheden, og lagde det op på Facebook på den falske profil og hans egen profil. Jeg følte at mange gav mig highfive, men også mange var sure – så det var 50/50.
 
Lad os kalde ham Daniel, som jeg gjorde det mod – jeg havde gemt billeder af alle vegne, og jeg lagde det op på YouTube og skrev “En smølfe-pik” og meget mere. Hvergang videoen blev slettet, lavede jeg en ny til. Igen og igen, indtil brugeren blev fjernet – så lavede jeg flere og flere. Til sidst stoppede jeg, for det var ondt – det kunne jeg se. Men jeg slettede ikke billeder, før det blev anmeldt til Facebook.
 
Hvad jeg ikke ved, var der nogle der skrev til mig på Skype og truede mig med at sende billeder af mine patter. Jeg gør nar af personen, og siger at han intet kan gøre noget for jeg “benægter” at have gjort det. Så sender han mig et link, og truer med at lægge det ud på YouTube og Facebook – Så jeg skriver til en, og forklare ham det hele og ham stoler jeg 100p så han gik ind på min computer for at finde frem til profilen. Han hackede sig ind på hans profil, og ind på hans computer hvor han slettede det hele. Også alle de klamme billeder, som han muligvis havde – men han fik set det video, men det var han også nødt til.

Efter det var jeg meget bange, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre – men jeg beholdt stadigvæk den hårde facade.

Jeg begyndte at skære i mig selv igen, efter en lille pause (to måneder – sådan cirka.) – og jeg begyndte på at sluge piller flere gange om dagen, fordi jeg ville forbedre mit næste selvmordsforsøg – så jeg kunne sluge op til 8 piller om dagen.
 
Samtidligt havde jeg endnu flere problemer med min mor, så jeg blev slået og jeg nægtede at komme i skole. Jeg blev i sengen, for jeg orkede ikke mere – for jeg ville bare helst sove dagen væk. Det var en kamp for mig at stå op, for jeg ville sove mit liv væk – livet var blevet værre end nogensinde.

Men på det tidspunkt begyndte jeg at skrive med en pige på nettet, som viste sig at komme fra det lokalområdet som jeg også bor – og hun boede under 2 km fra mit hus så vi aftalte at være sammen næste dag. Det gjorde vi så, og siden da har vi været meget sammen – men jeg mødte også hendes veninde, og hendes veninde blev min bedsteveninde. Hun forandrede mit liv på en kort tid, og jeg blev lykkeligere ved at være sammen med hende.

Men på en anden side begyndte jeg at lave alvorlig kriminalitet, og uheldigvis kom jeg til at blande hende med til en af dem så vi begge blev anholdt og da jeg var under den kriminelle lavalder – så blev hun sigtet.

Vi mistede kontakten før halvt år senere, og vi har kun været sammen en gang siden det. Vi har aftalt at være sammen til nytårsaften, og måske evt. juleferien.

Jeg føler at jeg springer lidt for hurtigt, så jeg vil lige nå at sige noget før jeg går videre igen.
 
I August 2012 forsøgte jeg at tage mit eget liv, ved at tage en overdosis piller af Pinex – jeg tog op til xx (bortredigeret af BørneTelefonen) piller, så pilleglasset var næsten tømt. Jeg lå i halvanden uge, og brækkede mig og jeg kan love at det var noget af det værste.

Jeg var kun 13 år – kun 13, og det var første gang jeg turde at tage mit eget liv.

Jeg havde jo i mange år skåret i mig selv, tanker om selvmord og meget mere så det var den skridt, jeg var klar til at tage imod.

Men jeg blev aldrig indlagt, eller kom på hospitalet til en udpumpning.

Jeg troede også at min mor ville før eller senere opdage det, men det gjorde hun aldrig – og jeg bad hende at komme op til værelset, men det gjorde hun ikke før jeg bad om at få noget at drikke så kom hun. Men allerede to sekunder efter gik hun. Så jeg følte mig igen svigtet.

På det tidspunkt var der allerede møder med kommunen, jeg var under kommunens opsyn – pågrund af skolen, og det slags. Mine lærerne sendte også et brev hvor det stod at jeg kom tit til skade med foden, hånden og meget mere – og der var også en dag i forbindelse med idræt hvor jeg kom til skade i venstre side af ansigtet hvor jeg også klagede over nakkesmerter samt at jeg havde muligvis brækket mit kindben – så skulle jeg til skadestuen, hvor jeg skulle først hentes af mine forældre men da mine forældre kom – så mødte mine lærerne dem hvor de grinte af mig, og dagen efter fortalte *navn* (mig) at hun aldrig var kommet til skadestue fordi hendes mor mente at det var ligemeget for det var ikke så slemt.

Efter det kom jeg til masser af møder, hvor jeg skulle snakke med sagsbehandleren osv.

Efter det fratog min mor mig fra skolen, og lagde mig ovre på en ny skole. Det var ret hårdt, men også lettet fordi jeg troede at den nye skole ville blive bedre. Men det var så ikke.

Jeg blev anbragt i en plejefamilie, hvor jeg stak af og så kom jeg på et opholdssted og der er jeg også stukket af. Så nu er jeg placeret i et opholdssted, hvor det nærmest er umuligt at stikke af. Her har jeg boet i et års tid, så jeg har endnu ikke åbent mig selv.
 
Men kort tid efter anbringelse valgte jeg frivilligt til at starte hos en psykolog, og hun har hjulpet mig med at åbne sig mere – faktisk kender hun det halve af historien, hun mangler bare det sidste.

Men da hun har ikke pligt til at fortælle kommunen eller pædagogerne om hvad jeg siger, medmindre jeg er i fare for mig selv eller andre så det er faktisk godt for mig men da jeg valgte for nylig til at fortælle min kontaktpædagog at jeg skar i mig selv, og at jeg var afhængig af at spise piller for at holde smerten væk. Fordi jeg havde brug for det, og jeg følte at jeg var klar til det men da hun fik at vide så skulle jeg holdes øje om jeg ikke gør noget dumt, og tjekke om jeg er død om morgen og alt det andet

så måtte jeg heller ikke få piller. Jeg måtte heller ikke skære i mig selv, og alt muligt – og han har ringet til min mor for at fortælle det, og jeg føler mig sådan set … sur og frustrereret. Jeg troede jo at det ville hjælpe mig, men nu er jeg sådan set sur og føler at det var en dum ide så jeg er ret sur over at jeg har “sagt” det.
 
Fordi det jeg har lige fortalt hende det, har lige ødelagt den tillid som jeg havde lige begyndt 100p. Nu kan jeg ikke stole på nogle, selv min psykolog fordi jeg er bange for om hun også siger det videre. Så rent faktisk stoler jeg ikke på noget mere, pågrund af det. Så lige siden det er det blevet dobbelt gange værre med selvmordstanker – og jeg har siddet på mit værelse med en kniv, og tænkt over om jeg skulle gøre det eller ej.

Jeg føler at det er på tide at gøre det nu, men samtidlig har jeg også sagt til mig selv at hvis jeg bare skære i mig selv ved pulsåren og kommer til at fortryde så kan jeg jo altid gå hen til den pædagog, som har nattevagt – og så bliver jeg jo indlagt, og får hjælp? så enkelt er det, men samtidlig er det jo også svært. Der er jo meget i livet, man jo egentlig gerne vil få svaret på – om hvorfor mit liv er endt sådan. Så grusomt.

Det er utrolig svært for mig at træffe et valg, men jeg ved at jeg har et lille håb indeni mig selv – helt inderst i, bare gemt i et sted. Håbet er at få det bedre. Så jeg tænkte på om hvordan jeg kan gøre for at få det bedre?

Da jeg samtidlig også har brug for at få noget støtte, hjælp og at kunne stole på. Der er så meget, jeg har manglet i mit liv – alt for meget.

Knus