Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvad skal jeg gøre?

Hej børnetelefonen!

Jeg er en pige på 17 år, som er godt træt af livet.

Ikke på selvmordsmåden, jeg er simpelthen bare træt!

Jeg havde et fantastisk år sidste år (jeg gik på efterskole, og jeg fik nogle fantastiske roomies og venner, som jeg er meget tæt med den dag idag.)..

Jeg bor alene sammen med min mor, som mistede sit job sidste efterår. Hun var klog, sjov, venlig, sød og rar, men de seneste år har hun ikke kunne fokusere på andet end sine problemer.

Hun havde kræft for nogle år siden, en forfærdelig tid, som jeg aldrig rigtigt er kommet over. Jeg fik ingen hjælp, snakkede ike med nogen psykolog og der var absolut ingen voksne, der tog sig den tid at snakke med mig om det.

Jeg var 13 år, og også den gang en meget usikker pige. Jeg stod helt alene med det, og jeg græd mig selv i søvn hver nat, fordi jeg troede hun skulle dø.

Jeg havde en fantastisk veninde, der støttede mig hele vejen igennem, og uden hende sad jeg nok ikke her idag,.

Jeg fik dengang en udiagnostiseret depression, som har fulgt mig i perioder igennem de sidste 4 år.

Jeg var helt grå, kunne ikke smile, og jeg tror ikke at jeg grinte i 3-4 måneder (hvilket var virkelig unormalt for mig). Jeg havde en konstant uro indeni, og hele tiden havde jeg en spænding i brystet. Jeg følte mig SÅ alene, og jeg kunne ikke se nogen form for lys.

Siden jeg er kommet hjem fra efterskole har jeg haft det på den måde.

Der skal intet til at ødelægge min dag, og når jeg vågner om morgnen, tænker jeg “Hvordan skal jeg dog overleve denne dag?! Jeg burde nok bare blive liggende, for det eneste jeg kan se frem til er at ligge i min seng igen!”

Lige pt. går jeg i gymnasiet, og jeg HADER det.

Jeg har en drøm om at uddanne mig til skuespiller, og jeg søger ind på skolerne. Skuespil er den eneste vej for mig, og jeg ved at jeg er god! Jeg har spillet i 11 år og de sidste 5 år har mit største ønske været at komme ind på teaterskolerne. Jeg fik mig derfor et job i et supermarket, for at tjene penge til evt. at flytte, hvis jeg kommer ind på århus teater eller odense teater.

Derudover læser jeg hos en skuespiller 1-2 gange om ugen, og jeg ELSKER det!!!

Det er det eneste jeg vil med mit liv, og jeg skal ikke bruge min stx til en skid!.. Jeg ønsker derfor bare at gå ud af gymnasiet.

Jeg søger ind på teaterskolerne til januar, men der kommer kun 12 ind, og der er over 500 ansøgere…

Har aftalt med mig selv at jeg går ud af gymnasiet, hvis jeg kommer ind, men jeg vil bare så gerne gå ud nu.. Jeg har ikke rigtigt nogle venner derovre, og de er allesammen et år yngre end mig, og meget mere umodne. Jeg kan virkelig ikke holde dem ud!.

I starten var jeg med i en klike sammen med fire andre, men blev skubbet mere og mere ud for hver dag der går. Forleden sagde en pige til mig” EJ er du ikke lige sød at flytte dig.. Jeg skal altså lige snakke privat med C****” Jeg gjorde ikke engang andet end at sidde ned.

En anden gang, gik hele klassen fra mig efter idræt, så jeg måtte sidde alene ude i gården i en time!

Jeg savner mine venner, og jeg vil bare gerne ende mit helvede! De andre bliver også ved med at antyde at jeg er mærkelig (MEN DET ER JEG IKKE!!!! DE ER BARE SÅ F***ING UMODNE,OG SELVCENTREREDE!!!!!)

Jeg overvejer også lidt at starte på en produktionsskole, men jeg ved ikke om jeg kan starte nu..

Jeg har det så dårligt, og jeg er hele tiden stresset… Jeg arbejder meget, og det er det eneste lyspunkt jeg har.. Jeg elsker mine kollegaer, og jeg gør mit job godt.. Overvejer derfor også at blive fuldtidsservicemedarbejder, men det kunne så først blive efter jul, og jeg ved heller ikke om min chef vil have mig…..

I de seneste par år har jeg brændende ønsket mig at snakke med en psykolog. Jeg tror at jeg bliver nød til at tale med nogle for at komme ud af mine problemer, og væk med mine dårlige, negative tanker.. Jeg vil bare så gerne have hjælp, men fordi vi er så fattige, har vi ikke råd, og jeg har heller ikke lyst til at bede min mor om penge til det…

Jeg vil egentlig bare gerne flytte hjemmefra, være glad, uddanne mig til skuespiller og være blandt venner, men ved selv godt at det er for meget at forlange…

Jeg er aldrig blevet tilbudt rådgivning, eller “pårørendesamtaler i forbindelse med min mors sygdom. En ting jeg først har tænkt over senere, og det syntes jeg ikke rigtig er okay, men nu er det vel for sent??

Håber i vil komme med nogle idéer, tanker og råd omkring min situation, for jeg vil gerne nyde min ungdom.

På forhånd mange tak fordi i læste mit brev 🙂 Det betyder meget for mig!

KH den forvirrede, og depremerede teen.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 17 årige pigeTusind tak for dit lange brev, hvor du meget fint gør rede for din situation. Det er rigtig godt, at du har skrevet til BørneBrevkassen, når du har det, som du har; - og jeg vil gøre mit bedste for at forsøge at hjælpe dig bedst muligt.Allerførst vil jeg sige til dig, at det er rigtig dejligt at høre, at du har haft et fantastisk dejligt efterskoleår, hvor du har fået nogle fantastiske roomies og venner, som du også stadig har kontakt med. Det må være rigtig dejligt for dig, og jeg tænker, at dem må du passe godt på …. altså gøre dit til, at jeres venskab kan fortsætte, da det jo betyder rigtig meget for ens livsglæde, at man har gode venner. Du skriver også, at du havde en fantastisk veninde, som støttede dig i den periode, hvor din mor var syg. Har du mon stadig hende som veninde …..? Det håber jeg selvfølgelig for dig.Og så vil du være skuespiller …. Og det er du bare GOD til, skriver du. Hvor er det godt! Flot og godt at du ved noget om, hvilken vej du gerne vil i dit liv. Og ligeså godt at du kan mærke at skuespil – det er du bare god til! Det er flot at have så klar en fornemmelse af sig selv. Jeg synes helt sikkert, at du fortsat skal gå den vej ….. og måske kan du fortsætte med at øge din teatererfaring, indtil du kommer ind på en af teaterskolerne ?Du skriver, at du nu bor alene sammen med din mor, som ikke kan fokusere på andet end sine egne problemer. Det er meget bekymrende, synes jeg, fordi hun jo er din mor og meget gerne skulle kunne være der for dig, når du har brug for hende. Men det lyder det ikke til, at hun kan, og derfor bliver jeg nysgerrig på, om der mon er en anden voksen i dit netværk, som du kan betro dig til…..? Det kunne måske være en lærer fra din efterskole, som du havde tillid til, da du selv var elev på skolen. Det kunne også være en lærer på dit gymnasium eller en helt tredje voksen. Det vigtigste er, at det er en voksen, som du har tillid til gerne vil hjælpe dig.Du fortæller, at du hader at gå i gymnasiet …. og det lyder bestemt heller ikke rart, at du føler dig mere og mere skubbet ud af klassekammeraterne. Du har besluttet dig for, at du vil gå ud af gymnasiet, hvis du kommer ind på en af teaterskolerne. Men for mig lyder det som om, du helst vil stoppe nu på gymnasiet…?! Og i mine ører kunne det godt lyde som en god ide, for jeg tror ikke, du får ret meget ud af det faglige stof, når du oplever gymnasiet, som du gør.En produktionsskole kunne måske være en god ide…? Eller en anden form for skole …? Det tænker jeg, at din uddannelsesvejleder fra Folkeskolen eller studievejlederen på gymnasiet ville kunne hjælpe dig med. Der er faktisk mange andre muligheder end lige gymnasiet. Og vigtigst er det, at du trives i hverdagen med det, du foretager dig – det fortjener du ligesom alle andre unge mennesker.Du skriver også, at du har et fritidsjob i et supermarked – et job, som du både er glad for og god til. Måske kunne du spørge din chef, om det ville være en mulighed for dig at blive fuldtids servicemedarbejder i butikken….? Det kunne jo også være et alternativ til at gå i skole lige nu, når du har det, som du har det…? Når du er god til jobbet, tænker jeg, at han sikkert også er glad for at have dig ansat ….. og måske vil han så også gerne hjælpe dig, hvis du tør betro ham din situation….?Du fortæller, at du de senere år brændende har ønsket at komme til at snakke med en psykolog, men at du ikke har lyst til at bede din mor om penge til det, fordi I er fattige. Du fik ingen "pårørendesamtaler" i forbindelse med din mors sygdom og spørger, om det er for sent nu.? Jeg tænker ikke, det er for sent, fordi du jo udtrykker behov for nogle samtaler. Men jeg tænker, at der kan være flere muligheder…? Hvis du har mod på det, kunne du fx bestille tid hos din egen læge og betro ham, hvordan du har det….? Han vil vide, hvilke muligheder der er, for at du kan få bevilget psykologsamtaler via det offentlige system. Det er også muligt, at studievejlederen på gymnasiet kan hjælpe dig, hvis du har mod på at betro dig til ham/hende…? Både læge og studievejleder har tavshedspligt, så du behøver ikke være bange for, at de fortæller det videre til fx din mor. Kære pige – det blev til et langt svar, som jeg jo slet ikke ved, om du kan bruge….? Måske er der noget jeg ikke har forstået helt rigtigt ….. og derfor vil jeg opfordre dig til, hvis ikke du føler dig nok hjulpet af mig, til at kontakte os på BørneTelefonen på 116 111, hvor der hver dag sidder professionelle rådgivere klar til at snakke med dig. Hvis du hellere vil skrive kan du logge dig på chatten eller sms’e på 116 111. Du er anonym, når du ringer eller skriver, og du skal vide, at vi rigtig gerne vil hjælpe dig.De bedste hilsener fraBørneBrevkassen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat