Hvad skal jeg gøre?
Hej børnetelefonen!
Jeg er en pige på 17 år, som er godt træt af livet.
Ikke på selvmordsmåden, jeg er simpelthen bare træt!
Jeg havde et fantastisk år sidste år (jeg gik på efterskole, og jeg fik nogle fantastiske roomies og venner, som jeg er meget tæt med den dag idag.)..
Jeg bor alene sammen med min mor, som mistede sit job sidste efterår. Hun var klog, sjov, venlig, sød og rar, men de seneste år har hun ikke kunne fokusere på andet end sine problemer.
Hun havde kræft for nogle år siden, en forfærdelig tid, som jeg aldrig rigtigt er kommet over. Jeg fik ingen hjælp, snakkede ike med nogen psykolog og der var absolut ingen voksne, der tog sig den tid at snakke med mig om det.
Jeg var 13 år, og også den gang en meget usikker pige. Jeg stod helt alene med det, og jeg græd mig selv i søvn hver nat, fordi jeg troede hun skulle dø.
Jeg havde en fantastisk veninde, der støttede mig hele vejen igennem, og uden hende sad jeg nok ikke her idag,.
Jeg fik dengang en udiagnostiseret depression, som har fulgt mig i perioder igennem de sidste 4 år.
Jeg var helt grå, kunne ikke smile, og jeg tror ikke at jeg grinte i 3-4 måneder (hvilket var virkelig unormalt for mig). Jeg havde en konstant uro indeni, og hele tiden havde jeg en spænding i brystet. Jeg følte mig SÅ alene, og jeg kunne ikke se nogen form for lys.
Siden jeg er kommet hjem fra efterskole har jeg haft det på den måde.
Der skal intet til at ødelægge min dag, og når jeg vågner om morgnen, tænker jeg “Hvordan skal jeg dog overleve denne dag?! Jeg burde nok bare blive liggende, for det eneste jeg kan se frem til er at ligge i min seng igen!”
Lige pt. går jeg i gymnasiet, og jeg HADER det.
Jeg har en drøm om at uddanne mig til skuespiller, og jeg søger ind på skolerne. Skuespil er den eneste vej for mig, og jeg ved at jeg er god! Jeg har spillet i 11 år og de sidste 5 år har mit største ønske været at komme ind på teaterskolerne. Jeg fik mig derfor et job i et supermarket, for at tjene penge til evt. at flytte, hvis jeg kommer ind på århus teater eller odense teater.
Derudover læser jeg hos en skuespiller 1-2 gange om ugen, og jeg ELSKER det!!!
Det er det eneste jeg vil med mit liv, og jeg skal ikke bruge min stx til en skid!.. Jeg ønsker derfor bare at gå ud af gymnasiet.
Jeg søger ind på teaterskolerne til januar, men der kommer kun 12 ind, og der er over 500 ansøgere…
Har aftalt med mig selv at jeg går ud af gymnasiet, hvis jeg kommer ind, men jeg vil bare så gerne gå ud nu.. Jeg har ikke rigtigt nogle venner derovre, og de er allesammen et år yngre end mig, og meget mere umodne. Jeg kan virkelig ikke holde dem ud!.
I starten var jeg med i en klike sammen med fire andre, men blev skubbet mere og mere ud for hver dag der går. Forleden sagde en pige til mig” EJ er du ikke lige sød at flytte dig.. Jeg skal altså lige snakke privat med C****” Jeg gjorde ikke engang andet end at sidde ned.
En anden gang, gik hele klassen fra mig efter idræt, så jeg måtte sidde alene ude i gården i en time!
Jeg savner mine venner, og jeg vil bare gerne ende mit helvede! De andre bliver også ved med at antyde at jeg er mærkelig (MEN DET ER JEG IKKE!!!! DE ER BARE SÅ F***ING UMODNE,OG SELVCENTREREDE!!!!!)
Jeg overvejer også lidt at starte på en produktionsskole, men jeg ved ikke om jeg kan starte nu..
Jeg har det så dårligt, og jeg er hele tiden stresset… Jeg arbejder meget, og det er det eneste lyspunkt jeg har.. Jeg elsker mine kollegaer, og jeg gør mit job godt.. Overvejer derfor også at blive fuldtidsservicemedarbejder, men det kunne så først blive efter jul, og jeg ved heller ikke om min chef vil have mig…..
I de seneste par år har jeg brændende ønsket mig at snakke med en psykolog. Jeg tror at jeg bliver nød til at tale med nogle for at komme ud af mine problemer, og væk med mine dårlige, negative tanker.. Jeg vil bare så gerne have hjælp, men fordi vi er så fattige, har vi ikke råd, og jeg har heller ikke lyst til at bede min mor om penge til det…
Jeg vil egentlig bare gerne flytte hjemmefra, være glad, uddanne mig til skuespiller og være blandt venner, men ved selv godt at det er for meget at forlange…
Jeg er aldrig blevet tilbudt rådgivning, eller “pårørendesamtaler i forbindelse med min mors sygdom. En ting jeg først har tænkt over senere, og det syntes jeg ikke rigtig er okay, men nu er det vel for sent??
Håber i vil komme med nogle idéer, tanker og råd omkring min situation, for jeg vil gerne nyde min ungdom.
På forhånd mange tak fordi i læste mit brev 🙂 Det betyder meget for mig!
KH den forvirrede, og depremerede teen.
Andre der Hjælper
Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.
Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.
