Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

hvad skal jeg gøre af mig selv

hej børnetelefonen,

jeg er en pige på 14 år som virkelig har brug for en der kan fortælle mig hvad jeg skal gøre. jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv her fortiden, jeg har skubbet rigtig mange af mine venner væk og føler ingen gider mig.

jeg havde en bedste veninde (vi er ikke veninder mere) hun havde rigtig mange venner og jeg lærte folk at kende igennem hende, hver gang vi har været sammen med nogen af hendes venner har jeg haft det virkelig dårligt, jeg er ikke ligesom dem jeg går i stort tøj fordi jeg virkelig virkelig ikke kan lide min krop, de går i stramme jeans og crop-tops, jeg føler virkelg ikke jeg er god nok og væmmes ved at se mig selv i spejlet.

jeg ville så gerne flytte skole men når min mor spørge hvorfor kan jeg ikke forklare det, det er bare alt der er for meget. jeg har lyst til at gemme mig væk igennem noget af år 2020 har jeg været rigtig meget nede og kunne ikke tage i skole uden at knække fuldstændig sammen. så jeg stoppede med at komme i skole i 1-2 måneder og begyndte så småt at starte op igen.

ingen forstår mig rigtigt jeg har super super svært at snakke om mine følelser og snakker ikke rigtig med nogen om hvordan jeg har det. jeg var på julemærkehjem i 2019 og savner det utrolig meget.

jeg ville virkelig gerne bare væk fra alt og har spurgt min mor og far indtil fx efterskole de siger ja men det bliver ikke til noget som sædvanligt. jeg laver ikke rigtig noget mere og mine dage bliver for det meste bare brugt på at ligge i min seng og se Netflix. vær gang jeg prøver at gøre noget ud af mig selv føler jeg mig virkelig grim, jeg ville sygt gerne tabe mig for jeg er ret overvægtig. jeg føler ikke jeg er god nok til nogen jeg ser tit på de sociale medier at folk lægger op at de har det dårligt eller er kede af det, jeg ville ikke selv lægge sådan noget op for jeg ved folk ville være ligeglad.

jeg føler mig ikke ked af det men jeg har det dårligt, min familie har det heller ikke godt sammen min mor og far har det ikke godt med hinanden og min mor taler med mig om hende og min far hvor latterlig hun syntes han er, selvfølgelig kan hun godt komme til mig med det jeg ville jo ikke have hun har det dårligt jeg ville bare ønske det var en anden end mig hun kom til med hvordan hun har det, jeg har nok tanker i forvejen.

jeg føler alle forventer noget af mig jeg ikke kan give. jeg kan heller ikke gå nogen steder uden jeg føler folk kigger på mig, taler om mig eller andet. jeg har prøvet at snakke med min læge min hun sagde det virkede som om jeg har det fint. folk ser mig altid grine og smile og alle tror jeg har det fantastisk.

jeg har ville ønske folk vidste hvordan jeg har det men folk ville nok se det som om jeg bare ville have opmærksomhed. nu hvor vi ikke må komme i skole pga corona har vi online undervisning jeg er ikke med til det og laver ingen lektier, jeg kan ikke finde ud af havdelen af hvad vi laver og har lyst til bare at græde når jeg får en aflevering for. hvad kan jeg gøre?

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14.

Tak for dit gode brev. Hvor er det godt at du skriver herind til BørneTelefonen, så vi kan hjælpe dig.

Selvom de ting du beskriver så godt i dit brev, er meget personlige for dig, så er der mange unge som vil kunne nikke genkendende til det du skriver om…

Der er rigtig mange ting som fylder hos dig og jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at overskue.

Ofte, når der er mange ting som fylder  på en gang, så kan man slet ikke overskue hvordan man skal komme videre og hvor man skal begynde med at fokusere. Det hele kan nærmest føles som et stort pløre. Måske kan du også genkende den følelse?

Når jeg læser dit brev, så synes jeg faktisk at du gør rigtigt meget for at ændre på din situation og komme med gode forslag, og det at du har søgt hjælp hos både dine forældre og din læge, viser mig at du tager ansvar og er god til at bede om hjælp.

Det er en vigtig og god evne at have, som du kan være meget stolt af…

Desværre lyder det ikke til, at du helt har fået den hjælp og forståelse du har brug for. Det kan jeg godt forstå er frustrerende og kan føles lidt opgivende. Men det at du skriver herind viser mig, at du er vedholdende. Det er godt!

Hvor er jeg glad for at høre, at du havde en god tid på Julemærkehjemmet. Det er vigtigt at have et godt minde og gode oplevelser når det hele føles lidt svært. Derudover er det også med til at huske dig på en periode i dit liv hvor du havde det godt og hvor du følte dig godt tilpas. Det skal være din drivkraft videre frem.

Du har nemlig ret til at være glad og føle dig tryg. Det har alle børn og unge! Det er de voksne som skal sørge for at du har det godt og hvis dine forældre har svært ved at hjælpe dig i den rigtige retning, så kan de få hjælp til det.

Når jeg læser dit brev, så er jeg enig med dig i, at det ville være godt hvis din mor kunne dele sine tanker og følelser med en anden end dig. Det er helt okay at fortælle din mor, at det ikke føles så rart at høre om dine forældres problemer.

Det, at hun vælger at dele sine problemer med dig, giver mig en fornemmelse af, at I faktisk er gode til at tale om mange ting, men at det er svært for dine forældre at være nærværende og lyttende i øjeblikket. Har jeg ret i det?

Rigtig mange af os, både børn, unge og voksne, har det hårdt her under Corona. Mange af os oplever nogle følelser som kan være svære at sætte ord på, fordi de handler om så mange ting på en gang, men også fordi vi måske ikke rigtigt har haft det sådan før… Det påvirker os alle på forskellige måder og vi reagerer også forskelligt på situtationen.

For mange unge er det enormt svært at holde fast i online undervisningen og finde motivation og energi ved at sidde foran en skærm, alene. Den manglende energi og motivation bliver i mange tilfælde overført til andre følelser.

Det kunne f.eks være lysten til at stå op, gå ud, være sammen med sine venner, dyrke motion eller hvad man nu brugte tiden på, da vi ikke var ramt af Corona.

Alle I unge skal, oveni Corona, også forholde jer til at være helt almindelige unge med alt, hvad det nu indebærer. Det er for mange unge et kæmpe pres og kan nemt give en følelse af tomhed og opgivenhed. Mange unge oplever at deres selvværd og selvtillid bliver meget mindre eller næsten helt forsvinder.

Man kan føle, at man ikke er pæn nok, slank nok, god nok, sjov nok, dygtig nok osv… Jeg tænker, om det mon også er sådan du har det, når du skriver om dine følelser omkring venner, udseende, forventninger og skole?

Jeg tror, at du vil være godt for dig, at tale med nogen som helt sikkert vil kunne genkende dine følelser og tanker. Det kunne f.eks være en psykolog eller en anden voksen som er vant til at tale med unge som bokser med hverdagen. Der nogle forskellige muligheder.

Du kan kontakte noget der hedder Headspace.

Headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud (telefon, mail, sms, chat og ansigt-til-ansigt) for unge mellem 12 og 25. Der er ingen ventetid og gennem linket kan du enten skrive, ringe eller få en tid til samtale.

Headspace tilbyder også samtaleforløb og har mulighed for at gå med dig til en aftale hos læge, kommune eller andre relevante steder.

https://www.headspace.dk/

Selvom du ikke helt føler, at du kan forklare din mor helt præcist hvordan du har det, så tænker jeg på om du skulle prøve igen? Som jeg mærker det, så vil hun meget gerne hjælpe dig, men ved ikke helt hvordan.

Du er god til at skrive, så måske kunne det være en mulighed at skrive et brev til dine forældre lige som du har gjort til BørneTelefonen? Nogle gange er det nemmere at skrive sine følelser og tanker i et brev end at skulle forklare dem…Jeg ved ikke hvad du tænker om den mulighed?

Hvis du har mod på det, så kunne du også kontakte din lærer på skolen, evt. sammen med din mor. Skolen har flere muligheder for at hjælpe dig videre til f.eks en psykolog. Du skriver at du i en periode slet ikke var i skole, så jeg tænker at din lærer godt ved at du har det svært og gerne vil hjælpe.

Når jeg læser dit brev så fornemmer jeg en moden, ansvarsbevidst og omsorgsfuld ung pige og som jeg skrev i starten af mit svar, så er du god til at bede om hjælp. Det er gode og vigtige værdier, som du skal holde fast i!

Du er altid velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen igen.

Mange kærlige hilsner fra BørneTelefonen.

 

 

 

 

 

 

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat