Kære pige på 15 år.
Tak for dit brev. Hvor er du mega sej, at du skriver herind og deler dine tanker. Jeg vil prøve at hjælpe dig så godt, som jeg kan.
Når jeg læser dit brev, får jeg en følelse af, at du er en pige, som tænker over mange ting og ofte på andre. Du skriver nemlig, at du allerede har talt med dine forældre om, at du synes, at de skal snakke ordentligt til hinanden.
Det er en stor styrke at kunne det, men det kan samtidig være sårbart, fordi man nogen gange kan komme til “at glemme sig selv” og sine egne behov.
Når man har det svært i sin familie kan det for mange hjælpe at snakke med nogen om det – akkurat som du skriver. Det får mig til at tænke på, at du ER god til at mærke dine egne behov, hvilket er enormt sejt!
Du virker i det hele taget meget omsorgsfuld. Du tænker på dine andre søskende og du selv skal have det godt.
Når man skal snakke med andre om sine følelser og tanker, er det i første omgang vigtigt, at man finder én, som man føler sig tryg ved og har tillid til.
Du skriver selv, at du ikke har mod til at snakke med en ven. Måske er der en af dine venners forældre, en lærer, en ven af familien, som du i stedet har lyst til at betro dig til. Hvis du synes, at det stadig er svært, kan du fx vise mit svar og evt. dit brev. Så tænker jeg, at snakken fx kan begynde derfra.
Det er nemlig sådan, at alle har ret til trygt at kunne være derhjemme. Dine forældre skal passe godt på dig. Det betyder at, at de skal sørge for at du har det godt og at du kan slappe af. Hvis dine forældre har svært ved det, så har I ret til at få hjælp.
Kommunen skal hjælpe børn og familier, der ikke har det godt.
Kommunen hjælper hele familien. Og det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er til lige præcis dig og din familie. Det gør de ved at tale med dig og med din familie – og måske også med andre, der kender til dig og din situation, så de kan få et godt billede af problemerne.
Når de har undersøgt det, beslutter de, hvordan de kan hjælpe bedst. Jeg kan derfor ikke fortælle dig præcis, hvordan de vil hjælpe dig. Men jeg ved, at du har ret til at blive passet på og beskyttet, så du kan få det godt. Og at du har ret til at blive hørt og sige din mening.
Måske er du bange for, at tingene vil blive værre, når kommunen får det at vide. Det kan fx være, at du er bange for, at dine forældre vil blive meget sure. Fortæl den voksne fra kommunen, hvis du er bange. Så skal de finde en måde at passe på dig på. Så der ikke sker dig noget.
Man har nemlig ret til at blive hørt uanset alder.
Hvis du tænker, at du ikke lige ved, hvem du skal betro dig til, så er du altid velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen på tlf. 116111. Det er gratis og der er åbent hele døgnet. Der sidder altid en voksen klar til at lytte.
Her vil de også kunne hjælpe dig, hvis du har flere spørgsmål og fortælle dig om din mulighed for at få en bisidder, hvis du har brug for det. En bisidder fra BørneTelefonen er en voksen, som kan gå med dig til møder i kommunen, når du skal fortælle om, hvordan du har det. Du kan læse mere om det her, hvis du har lyst.
Når det så er sagt, er det vigtigt, at du ved, at det ikke er dit ansvar, hverken at dine forældre skændes eller at du ikke føler dig 100% afslappet derhjemme. Det er dine forældres ansvar. Og så selvom det måske godt kan føles sådan, når du nu selv skal opsøge hjælp.
Vi har flere, der skriver herind til BørneTelefonen med mange af de samme tanker, som du så fint beskriver i dit brev. Måske du kunne have lyst til at læse, hvad de tænker og hvilke svar, de har fået. Jeg linker til brevene her.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar og at du har modet til at snakke med en voksen eller ringe herind til BørneTelefonen. Du har i hvert fald vist mig, at du har modet, selvom du selv skriver det modsatte. Det kræver nemlig mod at skrive herind.
De bedste hilsner fra
BørneTelefonen.
