Brev

Hvad er jeg?

Jeg er en pige på snart 15 år.

Lige siden jeg startede i skole er jeg blevet mobbet af både børn og voksne primært pga. min vægt og fordi jeg er “mærkelig”. Jeg er efterhånden blevet meget indadvendt, har ingen og har aldrig haft nogle rigtige venner. Der er dog nogen der kan bruge mig en gang imellem som reserve, hvis nu dem de helst ville være sammen med er syge eller lign. Det gider jeg self. ikke, og holder mig derfor for mig selv.

Men de egentlige problemer startede for et par år tilbage. I starten vidste jeg ikke hvem jeg var, så jeg kopierede andre, fordi jeg måske ville få et godt liv som dem. Det gjorde jeg ved flere personer, og det var ikke bare nogle enkelte ting, jeg gik helt over gevind. Hvis den jeg ville være skar i sig selv, skulle jeg også skære i mig selv, hvis personen stjal skulle jeg også, og lign. I den periode var jeg også meget deprimeret. Jeg ved stadig ikke hvem jeg er, men kopier ikke folk mere, og har jeg heller ikke tænkt mig, det var bare dumt.

På det tidspunkt begyndte det også at gå helt ned ad bakke mht. lektier og skole. Jeg passede ikke mine ting og pjækkede. Den dag idag laver jeg stadig ikke nogen lektier, laver ikke noget i timen, og er provokerende overfor lærere. Så snart jeg kommer i skole lever jeg mig ind i min egen verden, for at få tiden til at gå hurtigere. Jeg kan ikke konsentrere mig og mister hurtigt interessen. Har aldrig gået op i det, men alligevel altid fået topkaraktere, mener også selv jeg er forholdsvis intelligent, men jeg viser det sjældent.

I sommerferien blev mine forældre skilt og var nødt til at flytte fra det hus jeg altid har kendt og elsket. Desuden var der en i familien der fik hjertestop, grunden til jeg var ude af det var fordi jeg slet ikke reagerede på det, jeg var mere eller mindre ligeglad, jeg følte ihvertfald ikke noget.

Efter nogle uger begyndte jeg at se ting, kunne fx. være ansigter eller dyr. Hver eneste aften lå jeg og var angst fordi jeg troede der sad nogen i mit værelse. Jeg har altid kunnet huske ting jeg har set meget tydeligt, også ting fra mange år tilbage. I denne her periode så jeg alle de dårlige ting jeg har oplevet for mig, hver en detalje. Det var som at opleve det hele igen. Så også familiemedlemmer blive dræbt, eller mig selv der gjorde andre ondt. Efter et par uger gik det ligeså stille væk af sig selv, men har haft 5-6 “tilbagefald” siden, og tror jeg er ved det igen. For hver gang bliver det kun værre.

En del af mig hader andre mennesker, og tænker konstant på at skade eller slå ihjel. Jeg forestiller mig tit hvordan jeg kunne lave det perfekte mord. De er allesammen så utaknemmelige og udnytter mig bare. Jeg har de sidste nætter drømt at jeg kvalte bla. min lærer og klassekammerater, hvilket er meget underligt da jeg altid har været både langsom og svag i dem. Jeg er sommetider aggressiv, da jeg ikke kan klare at folk rører mig eller mine ting. Det irriterer mig også når folk siger de kender mig eller ikke tror på mig. Jeg lyver tit og er falsk for at få andre til at stole på mig. Når jeg møder en person er de interessante lige indtil de har fortalt mig deres hemmeligheder, bagefter keder de mig og jeg gider ikke bruge tid på dem.

Tilgengæld elsker jeg dyr og natur, og gør alt for at beskytte det. Jeg har altid følt at jeg på en eller anden måde kunne kommunikere med det, og til tider føler jeg mig selv som et dyr. Jeg bruger meget tid nede i en nærliggende skov, hvor jeg lister mig rundt om aftenen og studerer menneskenes adfærd. Det er næsten som om jeg er 3 forskellige personer eller væsener.

Jeg skriver fordi jeg er bange for at de slemme dele af mig er ved at tage over, lige nu kan jeg styre det, men ved ikke hvor meget længere. Hvad er der galt med mig? Hvem, eller hvad er jeg?

Pige, 14 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Hvor er det godt, at du skriver her til, og jeg kan godt se, at du har det rigtig svært. Det er bestemt ikke rart at føle sig anderledes, alene og ensom.

Jeg er ked af at høre, at du har været udsat for mobning så længe og virkelig ked af, at der ikke blev gjort noget ved det. Blev det mon forsøgt? Når man har været udsat for mobning igennem længere tid, så påvirkes ens selvfølelse. Måske er det derfor, du oplever dig selv og verden, som du beskriver det?

Det er meget nemt at føle, at det er ens egen skyld, hvis man bliver holdt udenfor, ikke har venner, bliver mobbet. Jeg tænker, det måske er derfor, du beskriver dig selv som mærkelig, uden venner, ligeglad med andre? Måske er det netop fordi, du er blevet mobbet, at du isolerer dig, og i perioder er provokerende og aggressiv?

Jeg tænker, det giver rigtig god mening, at du i en periode i dit liv prøvede på at være ligesom dem, du gerne ville være venner med. Det er en ok strategi, hvis man gerne vil accepteres i gruppen/klassen. Det lykkedes ikke for dig, og nu oplever du i stigende grad mistro, foragt og had til dine omgivelser. Det tænker jeg er forståeligt, men absolut ikke hensigtsmæssigt og konstruktivt i forhold til dit liv.

Du spørger, hvad der er galt med dig, når du har det så svært i forhold til dine medmennesker. Du føler dig spaltet i flere personligheder, og du føler, du har svært ved at styre dig. Jeg ved ikke, hvad der er galt med dig, men jeg kan se, du har det rigtig svært og jeg tænker, du har brug for hjælp, til at komme videre i dit liv. Hjælp til at få din verden til at fremstå mere positiv og konstruktiv.

Du skriver ikke noget om, du tidligere har betroet dig til nogen, fx dine forældre? Ville det være en mulighed nu? Jeg kan forstå, at dine forældre er skilt, og at dit forhold til dine lærere er meget anstrengt, men måske du kunne gå til din praktiserende læge? Du kunne vise dit brev til lægen, så behøver du ikke at forklare så mange ting, for i dit brev har du beskrevet din situation rigtig tydeligt. Jeg tænker det vil være et godt udgangspunkt for en samtale.

Jeg kan godt forstå, at det kan være vanskeligt for dig at overskue at tage kontakt, når du er vant til at holde dig for dig selv… Men måske kan du alligevel finde mod til at kontakte din læge? Din sagsbehandler i kommunen vil måske også kunne hjælpe dig. Din kommune har pligt til at hjælpe dig, hvis du har det svært. Børn/unge under 18 år kan anonymt henvende sig til kommunen, hvis de har behov for rådgivning og hjælp. I nogle kommuner har man oprettet et særligt rådgivningscenter for børn og deres forældre. I nogle tilfælde kan du være nødt til at ophæve din anonymitet. Måske har din kommune en hjemmeside, hvor de skriver om deres unge rådgivning. Spørg/søg efter børn + familieafdelingen.

Hvis ingen af forslagene er en mulighed, eller hvis du har brug for at snakke med andre om det, er du altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen (tlf 116 111), hvor der sidder rådgivere, der kan spørge lidt mere ind til din situation for bedre at kunne hjælpe dig. Hvis du evt. har brug for støtte til at mødes med kommunen, så kunne Børns Vilkårs bisidderordning måske være noget for dig? Den kan du læse videre om ved at klikke her >>

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke.

Kærlige hilsner BørneBrevkassen