humørsvingninger

hej,
jeg vil først gerne sige tak for denne mulighed i har givet til os der vil tale, men ikke har mulighed derhjemme. jeg er en pige på 15 år og går i 9. klasse. jeg er muslim, og jeg har aldrig haft nogle problemer med det, og har aldrig mødt andre som har været racistiske over for mig. mine forældre er meget åbne og slører aldrig sandheden. jeg føler at vi har et meget godt forhold til hinanden i forhold til alle andre jeg kender, der altid siger at deres forældre ikke forstår dem.
 
jeg har aldrig haft de typiske “teenager problemer” og jeg har heller ingen problemer med min krop. kort sagt har jeg et dejligt liv, og har altid været meget heldig. men på det sidste har jeg bemærket at jeg har meget kraftige humørsvingninger. jeg har haft dem hele mit liv og har ikke rigtigt tænkt over det så meget. jeg troede det bare var sådan alle havde det.

men min bror har tit kommenteret over at jeg nogle gange bare går ned og ser så trist ud og det påvirker hele min familie. det begyndte først at blive et problem da det begyndte at påvirke min indsats i skolen. det kunne ske at jeg bare midt i timen gik ned og blev helt deprimeret. som om alt mister farve og jeg bliver træt, langsom, pessimistisk, snapper efter alle der prøver at tale med mig og det gør bare ondt indeni.

jeg krøller mig bare sammen på stolen og lægger hovedet mellem benene og håber at det bare stopper. andre gange er jeg helt hyper og kreativ, som om verden bare er for langsom og jeg skal bare lave noget. for 2 uger siden havde jeg en fremlæggelse for og det gik helt fantastisk, jeg var helt motiveret og fik nye ideer hele tiden. intet gik mig på jeg lagde alt min tid på den opgave, også derhjemme, og fik 12. (hurrah) men lige efter var det som mit humør bare styrtede. og i de sidste 2 uger har jeg haft det sådan, det er den længste tid jeg har været nede nogensinde.
 
jeg kan ikke gå i skole, få mig selv til at gå udenfor eller bare ud af sengen. jeg har pjækket de sidste 2 uger og har bare utrolig skyldfølelse fordi vi er i 9 klasse og min forældre siger altid at det er den tid man skal tage sig sammen. jeg har altid haft gode karakterer og mine forældre er stolte af dem. jeg er så bange for at de skal opdage jeg ikke har været skole og at mine karaktere er blevet være. jeg vil ikke skuffe dem. jeg har snart ikke flere undskyldninger tilbage. og jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. vær’ sød og hjælp mig!