Brev

hjælper det?

Jeg egentlig tit undret mig over noget. Jeg har gennemgået mobning siden jeg var 5 år eller sådan noget, jeg kom på efterskole i 8. klasse og går i 9. nu. Jeg ringede aldrig til børnetelefonen fordi at jeg ikke turde, jeg var bange for at folk skulle opsagde at jeg ringede til børnetelefonen og den var virkelig ucool på min skole. (hvis man kan sige det sådan). så jeg var bange for at få endnu flere tæsk end jeg fik eller blive kaldt noget grimt.

Men de børn der ringer til børnetelefonen ved i nogensinde, om i virkelig hjælper dem og mener i at i hjælper dem, ligesom jeg måske kunne have haft fået hjælp af den gang jeg var meget mere udsat end jeg er i dag. For jeg havde det tit som om at der ikke var nogen der holdt af mig og det resulterede i at jeg prøvede at begå selvmord.

Jeg er kommet over alt det der selvmord men har meget lidt selvtillid og har været ved at komme ud i en spiseforstyrelse for nogle måneder siden. Men jeg har ikke kastet op hele vinterferien så jeg er begyndt at komme ud af det og er lige begyndt til psykolog.

Men jeg kunne bare godt tænke mig at vide om det virkelig hjælper børn og unge til at komme ud med sine problemer og måske får hjælp til at sige til deres forældre? og hjælper det på dem at snakke med jer ?

kærlig hilsen C…….. S

Pige, 16 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære C........ S

Tusind tak for dit brev og dit spørgsmål. Jeg er ked af at høre, at du har været udsat for mobning så længe og virkelig ked af at høre, at du har følt, at der ikke var nogen, der holdt af dig, og at du derfor prøvede at begå selvmord.

Det lyder dog som om, det har været godt for dig at komme på efterskole, og hvor er det godt at høre, at du nu søger hjælp hos en voksen (en psykolog), når du har det svært (din spiseforstyrrelse). Måske kan psykologen også give dig mulighed for at fortælle om den mobning, du har været udsat for, så du måske kan komme af med nogle af dine tanker omkring det?

Nogle gange kan det godt komme til at lyde som om, det bare er en mirakelkur mod alt at tale om det, som er svært. Sådan tror jeg ikke, det er. Men alligevel er det ofte hjælpsomt, fordi man får lejlighed til at kunne sparre med andre om ens situation. På den måde er det tit lettere at få øje på nye muligheder; det kan godt være svært, hvis man er alene om at tænke/ bekymre sig.

Du spørger, om det hjælper de børn, der ringer til BørneTelefonen at tale om deres problemer, om vi virkelig hjælper dem... og det er jo svært at svare entydigt på, da langt de fleste børn vælger at være anonyme. Ind i mellem er der dog børn, der skriver til os, at vi virkelig har hjulpet dem og ind i mellem er der også børn, der ringer for tredje, fjerde eller femte gang til BørneTelefonen for at få hjælp, fordi vi har hjulpet dem før... så nogen børn hjælper vi i hvert fald :-)

Generelt ringer børn og unge ind for at tale med en voksen, der ikke kender noget til problemet, og som derfor lytter åbent til, hvad de har at sige. Samtidig kan der også være børn eller unge, som faktisk rigtig gerne vil tale med fx deres forældre om problemerne. De ved bare ikke, hvordan... Det hjælper vi rigtig tit med, og det er vores indtryk, at mange børn og unge efterfølgende får talt med deres forældre.

Du er selvfølgelig altid meget velkommen til at prøve at ringe til BørneTelefonen på 116 111 nu, hvor du ikke går på en skole, hvor det er ucool... Måske det er rart at tale med en anden voksne end psykologen, og måske vi kan hjælpe dig?

Med venlig hilsen
BørneBrevkassen