Hjælp mig – mange problemer – depression?

Hej.
Jeg har mange problemer der fylder rigtig meget i min hverdag. Mit selvværd er rigtig lavt og flere gange har jeg overvejet selvmord, men jeg tør ikke. I ca. et år har det været længere nede end før. Jeg synes selv jeg er tyk og grim. Og efterhånden bliver jeg mere og mere ensom i skolen. I frikvartererne skjuler jeg mig på toilettet eller i kælderen. Dem der går over jeg snakker med mig, vil jeg helst undgå, for de spørger hele tiden om der er noget galt, fordi jeg ser meget nedtrykt og ensom ud (som jeg også er:/)

Så jeg skynder mig væk når det ringer til frikvarter. Så sidder jeg ellers bare på toilettet – låst inde – og venter + skriver med min kæreste. Isolerer jeg mig? Det er først rigtigt blevet sådan, efter jeg mistede en af mine bedste veninder fra min klasse. Vi kom op og skændes om nogle ting. Og nu snakker vi OVERHOVEDET ikke sammen – selvom vi går i klasse sammen. Men min kæreste bor på Sjælland, og jeg i Nordjylland, så vi ses ikke så frygteligt tit (som vi gerne ville).

Vi har begge to brug for hinanden, da vi begge har mange problemer. Jeg har flere problemer, men kan skrive en roman om det, så burde nok gøre det lidt kort (skal nok prøve). Men mit problem lige nu, er at jeg vejer 64 kg og er 161 cm høj. Og jeg ved det er ret meget, så vil gerne tabe mig. Derfor spiser jeg ikke så meget, og cykler eller går de 2,5 km hjem fra skole hver dag.

Min kæreste vil have jeg spiser mere normalt, bare de tre måltider om dagen – morgen, middag og aften. Men der ligger problemer under det. Han prøver selvfølgelig at overbevise mig om jeg er smuk osv. – som jeg ikke kan se. Kun når vi er sammen. Og hvis jeg spiser morgenmad, bliver jeg ved med at være sulten. Og hvis jeg lader være, er jeg ikke rigtig sulten før aften – aftensmad.
 
”Morgenmad er det vigtigste måltid på dagen”, hænger fast i mit hoved. Men vil ikke spise morgenmad, så overspiser jeg resten af dagen, som resulterer i, at jeg vil tage på. Og hvis jeg lader være, vil jeg tabe mig for meget, som jeg heller ikke ønsker. Jeg vil gerne op, hvor jeg kan spise morgenmad, middagsmad og aftensmad, uden at blive sygt sulten indimellem. I dag har jeg spist morgenmad, og efter det har jeg bare spist og spist – føler jeg.

Men eftersom jeg spiste super meget i går (VIRKELIG MEGET efter min mening), synes jeg ikke, at jeg fortjener mad i dag. Det lyder sindssygt når man siger det. Sådan er det overhovedet ikke i mit hoved. Men tilbage til det med, at jeg gerne vil tabe mig. Min kæreste argumenterer så godt. Livmoderen er lavet af fedt, så hvis jeg bliver ved med at tabe mig, når jeg er begyndt, vil jeg ende med ikke at kunne få børn. Og mange andre gode argumenter.

Jeg har nu lavet en aftale med ham om, at jeg skal lære at spise morgen, middag, eftermiddag og aften. Han vil hjælpe mig med at huske mig på det. Så det hele burde jo snart være på plads. Bare ikke min selvtillid. Men der er mange flere problemer, som jeg gerne ville skrive, men så bliver den for lang, også svarer I mig nok ikke, (frygter jeg). Jeg er kommet bagud i skolen.

Ikke meget, men dog stadig noget. Der har min kæreste og jeg også lavet en aftale. Jeg skal op igen, indhente de andre. Men det er bare så svært. Jeg er rigtig bange for jeg ikke kan nå det. Nu er der snart sommerferie, og efter sommerferien vil jeg være 100 % med fra start (siger jeg altid, men ender bagud:/) Men nu vil jeg virkelig! På trods af min manglende viljestyrke og selvsikkerhed. Jeg har ikke nok tro på mig selv.

Tanken om at jeg har en depression skræmmer mig. Jeg har tænkt på det mange tusinde gange. For mange af de symptomer som man kan læse om, synes jeg selv, jeg har. Men jeg vil ikke fortælle nogen om alle mine oplevelser. Altså dem med selvmordstanker, sulte, kaste op, overspise, er ensom osv. Jeg bor med min far og storebror. Min mor bor på Grønland, så ser hende ikke så tit, da økonomien ikke rækker til det. Og når vi så er sammen, vil jeg ikke snakke med min mor om mine problemer, så hellere hygge sig hele tiden, når det er så sjældent og kort tid vi har sammen.

Det lyder dumt, for jeg ved min mor interesserer sig om mig, men vil bare godt have en masse gode oplevelser med hende når vi har mulighed for det. Jeg burde nok stoppe nu, da jeg ikke tror i svarer på sådan en lang besked eller indlæg, så skrot bare det her, hvis I ikke regner med at svare alligevel. Det er nok for indviklet for, at nogen vil forstå det hele, så bare glem det hele. I skal vide, at jeg går ind for hvad i gør.
Hilsen Anonym Pige