Har jeg ret til at bestemme selv? Hvem kan hjælpe mig?
Kære Børnetelefonen.
Jeg hedder O., jeg er 15 år gammel og går i 9. klasse.
Jeg har et længere spørgsmål, jeg gerne vil have professionel hjælp til:
For tre år siden startede jeg til psykolog, på grund af en mistanke om OCD. Siden da, er mit humør gået ned af, og det står rigtig slemt til på nuværende tidspunkt. Ja, jeg havde OCD, men fik derudover også bekræftet seks andre diagnoser – ikke på en gang, men over de sidste 2 1/2 år.
For cirka et halvt år siden – tilbage i maj måned – fik jeg diagnoseret Aspergers Syndrom, den mildeste form af autisme.
Det har været nogle rigtig hårde år, både for mig og min far (jeg bor alene med min far). Jeg har fået det værre og værre gennem de tre år, og har inde for det sidste år i perioder mistet lysten til at leve. Lige nu går det bestemt ikke godt, men jeg er nogenlunde stabil.
Men mit problem er, at min far gerne vil have, at alle skal vide at jeg er autist. Det har jeg det rigtig svært med. Jeg er med på at det skal fortælles til nogen, men at fortælle alle det, vil jeg ikke.
Han krævede at familien fik det at vide, hvilket jeg var med på, så længe det blev fortalt når jeg var klar. Det gjorde det ikke. Det sårede mig og forholdet mellem min far og jeg blev endnu mere anspændt end det var i forvejen – jeg ligger rigtig meget betydning og vægt i tryghed, og har det med at fryse folk ude, hvis jeg føler den mindste form for utryghed.
Nu kræver han også at min klasse skal have det at vide, og der er jeg fuldstændig uenig. Jeg bryder mig overhovedet ikke om min klasse, og er kørt helt skoletræt. Lige for tiden går jeg heller ikke i skole – det er der styr på, så det skal der ikke lægges fokus på.
Jeg ved godt at han prøver at hjælpe, og jeg kan godt se at familien har godt af at vide det, men jeg kan simpelthen ikke se logikken bag at min klasse skal have det at vide. Det er en grænse der bliver overskredet, det er for privat og personligt, det kommer simpelthen for tæt på og det er grænseoverskridende at tænke på.
Men min far lytter ikke. Han har besluttet at det er det der er bedst for mig, så sådan skal det blive. Jeg føler mig overset, og jeg føler ikke at jeg lever mit liv længere. Beslutningerne bliver taget for mig, alting foregår over hovedet på mig og jeg får ikke længere lov til at være mig selv.
Jeg er meget konfliktsky, men det her er for meget. Jeg vil ikke gå med til, at min diagnose bliver fortalt til alt og alle. Men min far stopper ikke, medmindre en højere magt sætter ham på plads.
Det vil sige, jeg har ingen mulighed for at snakke ham fra det, men hvis jeg kan få bevis på, at han ikke kan fortælle det, eller kan få en med viden inde for børns rettigheder, eller noget i den stil, til at fortælle ham at det ikke er i orden, vil han holde mund.
Jeg vil gå hele vejen med det her. Mine meninger og holdninger skal ikke undertrykkes længere.
Hvem kan jeg kontakte? Er det overhovedet noget jeg kan tage op, eller er det min far der bestemmer på dette punkt?
Jeg har læst FN’s Børnekonvention, men ved ikke om det er materiale nok til at stoppe ham.
Jeg håber at det var til at forstå.
Med venlig hilsen O.
Andre der Hjælper
Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.
Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.