Brev

Har jeg ret til at bestemme selv? Hvem kan hjælpe mig?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Det lyder som om, at du er et sted lige nu, hvor det er rigtig svært for dig at være. Og det forstår jeg godt. Det er naturligvis meget frustrerende, når man føler, at ens forældre eller andre ikke lytter til én, og særligt når de handler mod ens ønsker.

Har du talt med din far om, hvordan det påvirker dig, at han gør noget mod din vilje, og hvad det har af betydning for jeres relation?
Det er jo vigtigt for ham at vide, at du føler dig grænseoverskredet af ham, og at det påvirker jeres relation på en negativ måde. Du skriver så velformuleret og lyder enormt fornuftig, så hvis ikke han allerede er helt klar over det, så synes jeg helt sikkert, at du skal understrege det overfor ham.

Det kan godt være svært at få sådan noget sagt, så hvis du ikke kan lide at sige det direkte til ham, kunne du eventuelt skrive et brev til ham, eller du kan vise ham dit brev til os og mit svar til dig. Hvis han læser det, kan han i hvert fald ikke være i tvivl om, at hvis han fortæller det til din klasse, er det for hans egen skyld – og ikke for din. Tværtimod!

Ved du, hvorfor han synes, at din klasse skal vide det?
Ellers må du spørge ham, så han kan forklare, hvorfor han finder det nødvendigt.
Jeg kan godt forstå, hvis du synes det er krænkende og nærmest føler dig overrumplet i noget, hvor du selv er centrum. Det er ikke ok.

Jeg kunne forestille mig, at han tænker, at hvis klassen ved det, så vil de ikke undre sig eller dømme dig i situationer, hvor du måske har det svært eller kan reagere lidt anderledes, end de måske selv ville gøre i en lignende situation.
Jeg kunne forestille mig, at han tænker, at hvis de kender forklaringen på forhånd, så vil du blive mødt med større forståelse og accept i svære situationer. Giver det mening? Jeg siger ikke det her, fordi jeg er enig i hans beslutning, men bare for at vi i fællesskab kan prøve at se situationen fra begges perspektiv, og dermed måske forstå den anden bedre.

I forhold til Børnekonventionen synes jeg, at du skal anbefale din far at læse den, når du fortæller ham, hvor vigtigt det er for dig, at du ikke føler dig grænseoverskredet. Særligt artikel 12 er relevant – her står nemlig at du har ret til at udtrykke din mening og at denne skal respekteres. Det er ikke det samme som, at du selv må bestemme – men dine forældre skal lytte til dig og tage hensyn til det, du mener.

På den måde får han måske et klarere billede af, at selvom du er hans barn, så har du også ret til at blive respekteret, lyttet på og taget hensyn til. Hvis du føler dig grænseoverskredet, kan det ende med, at du får det endnu sværere, end du allerede har. Derfor er det vigtigt, at han tager alle nødvendige hensyn og har viden nok om eventuelle følelsesmæssige konsekvenser, når det handler om, hvordan han griber din situation an. Særligt fordi du jo er under 18, og han derfor kan tage valg som disse for dig. Desværre.

Når nu jeg ikke kan give en konkret rettighed, du kan bruge til at ‘bremse’ din far, så har jeg istedet listet en række spørgsmål op herunder, som jeg synes du selv først og fremmest skal overveje, men måske det også kunne være at din far og du kunne gøre jer de her overvejelser sammen? Det tror jeg kunne give en god snak om for og imod, og måske også få ham til at indse, hvor stor en betydning det her har for dig:

– Hvad er formålet med at fortælle?
– Hvad er fordele og ulemper ved at sige det og IKKE sige det?
– Hvad har det af betydning for dig og din far, hvis det siges? Og hvad hvis det ikke siges?
– Skal I overveje dette sammen med en anden, eventuelt en fagperson?
– Vil det være gavnligt eller unødvendigt at bruge ord som autisme eller diagnose, hvis I fortæller det?
– Hvad er formålet med at bruge eller undlade disse ord?
– Hvordan kan det at sige det, hjælpe barnet i dagligdagen?
– Hvad præcis har omgivelserne brug for at vide, og hvorfor?
– Er der noget, der er ikke skal fortælles?

Jeg ved ikke, om I i forvejen er i kontakt med PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i kommunen, men jeg tænker, at det kunne være en god idé at få en snak med dem, inden din far træffer den endelige beslutning om at fortælle skolen åbent om din diagnose. De kan findes ved at google PPR, eller ved at spørge på skolen.

PPR er et korps af bl.a. psykologer, der rådgiver børn/unge/familier i forhold til diagnoser, adfærd, trivsel og meget mere – i skoletiden og i fritiden, hvis ikke du kender konceptet i forvejen.

Jeg er sikker på, at de via deres viden og erfaringer kan yde rådgivning og give anbefalinger i forhold til om det giver mening med åbenhed, når man har fået tildelt en diagnose.

Jeg vil gerne afslutte med at sige, at uanset hvordan det går med at få overbevist din far om, at se det her fra dit perspektiv først og fremmest, så er det vigtigt at du står ved din mavefornemmelse. Du har ret til at have det godt, og det er jeg sikker på også er alt, hvad din far ønsker for dig. Lige nu ser I bare vejen hen til målet forskelligt, og det er virkelig vigtigt at få talt om.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat