Brev

Giver snart op

Hej.

Jeg skriver, fordi jeg ikke længere ved, hvad jeg skal gøre. Selvom jeg ikke på den måde har nogen problemer, har jeg bare lyst til at synke ned i jorden. Jeg ved godt, det nok lyder ret utaknemmeligt, men jeg føler ikke, der er så meget tilbage at leve for, selvom jeg udadtil lever det perfekte liv.

Jeg har ikke nogen, jeg kan tale om det med. Jeg har prøvet at fortælle min familie om, hvordan jeg har det, men de lyttede ikke og efterlod mig egentlig bare med en følelse af, at jeg var helt forkert. Jeg kan heller ikke snakke med min bedste veninde, for hun har en depression, og jeg vil ikke have, hun skal bekymre sig om mig. Mine andre “veninder” er heller ikke en mulighed, da det virker som om, de er blevet trætte af mig, hvilket jeg egentlig godt kan forstå, da jeg slet ikke er mig selv for tiden. Det er som om, jeg er blevet en helt anden person.

Jeg er på efterskole, og jeg har altid haft let ved at finde venner, men jeg er pludselig blevet vildt usikker og tør slet ikke sige noget, og når jeg så endelig gør, føler jeg bare, det lyder dumt (hvilket de andre også giver udtryk for, at det gør). Jeg vil mega gerne have nogle rigtige venner her på efterskolen, men det er bare svært, for jeg har simpelthen ikke energien til at snakke med nye mennesker, fordi jeg bruger så mange kræfter på at tænke over, om jeg gør det *rigtigt”.

Et andet problem jeg også har på efterskolen er, at alt gør mig utryg. Jeg ved virkelig ikke hvorfor. Sådan har jeg heller aldrig haft det før. Jeg er vist blevet det, man kalder tryghedsnarkoman, efter jeg er startet her.

Det frustrerer mig så meget, at jeg ikke bare kan nyde efterskole og være taknemmelig! Jeg har virkelig dårlig samvittighed.
Jeg føler efterhånden kun, jeg er fri, når jeg skriver sange, men det kan jeg jo ikke hele tiden.

Dette var kun nogle få af mine “problemer”. De lyder nok ret små, men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Min lyst til at dø bliver større hver dag, og jeg tror snart, den overtager mig helt. Jeg har det som om, jeg er fanget i en boble af tomhed, der er umulig at bryde.

Når jeg kigger rundt, ser jeg kun gode ting, men det er som om, min hjerne bare ikke vil fatte det. Jeg ved, jeg burde være glad, og at de fleste af mine problemer ville forsvinde, hvis jeg var det, men jeg kan ikke. Jeg prøver og prøver og prøver og prøver, men det er som om, det er fysisk umuligt for mig.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventer at få ud af det her, men tak på forhånd alligevel! Hvis I vælger ikke at skrive tilbage, så tak fordi I tog jer tid til at læse mit brev, selvom jeg tvivler på, det gav nogen som helst mening.

Pige, 14 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år,

Tusind tak for dit brev, som giver rigtig meget mening! Jeg ved, at det ikke kun giver mening for mig, men også for mange andre unge.

Måske føler du, at du burde have meget store og gode grunde til at have det sådan, som du har det? Som du selv skriver, virker det som om, du lever det perfekte liv: Alle steder, du kigger hen, sker der noget godt. Du er på efterskole, og måske tænker du, at du burde have det så meget bedre end så mange andre – for hvad er det egentlig helt præcist, du går og er så ked af?

Men sådan noget som nedtrykthed, ensomhed og håbløshed kan komme af mange forskellige ting – og nogle gange kan det være rigtig svært at finde en grund til det. Man har måske en følelse af, at det bare kommer snigende. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at du har det, som du har det lige nu. Du behøver ikke at kunne pege på én stor grund, som kan forklare det hele.

Når man er 14 år som dig, er man tit godt i gang med puberteten – og dét i sig selv kan sætte gang i rigtig mange følelser og tanker. Når man kommer i pubterten begynder kroppen at udvikle sig, og forskellige hormoner rutsjer rundt i kroppen på én. De kan f.eks. gøre en meget trist, meget vred eller meget glad. Nogle gange kommer de store følelser lige efter hinanden: Ked af det, rasende og så glad igen.

Man kan også bare mest af alt føle sig nedtrykt – og måske “forkert”, usikker og utjekket. Når man har det sådan, er det allerbedste, man kan gøre, at snakke med nogen. Præcis som du allerede har prøvet – det er stærkt gået! Det lyder bare ikke som om, dine forældre helt har forstået, hvordan du egentlig har det?

Måske har de også tænkt, at det jo virker som om, alt burde være helt ok – fordi du har mulighed for at komme på efterskole, og fordi du har altid haft let ved at få venner. Så måske tror dine forældre, at det bare var en overgang?

Det er ikke altid, at man kan få ens forældre til at forstå, hvordan man har det, men det er virkelig godt, du prøvede. Men i stedet for at tale med dine forældre, kunne du så forestille dig, at du kunne snakke med en lærer på efterskolen? Selvom det kan virke lidt svært at skulle snakke med én, man måske ikke kender særlig godt endnu, kan det alligevel være rigtig godt at tale med en voksen, der er tæt på én i hverdagen – og især en voksen, der er vant til at være sammen med en masse unge mennesker.

Det vil helt sikkert ikke være første gang læreren har talt med én, der har følt sig meget ked af det. Læreren vil kunne hjælpe dig med at få det bedre – både med dig selv og på efterskolen. Måske kan læreren endda hjælpe dig med at tale med dine forældre, så de får en lidt bedre idé om, hvad du går igennem lige nu.

Det er i hvert fald rigtig vigtigt, at du kan tale med nogen, som kan støtte og forstå dig, for du er ikke forkert – og det er ikke din skyld, at du har det, som du har det lige nu. Det er ikke noget, man selv kan styre – heller ikke selvom man har fået lov til at komme på efterskole. Der er mange unge som får de samme tanker og følelser, når de starter et nyt sted med mange nye mennesker. Jeg gætter på, at der også er andre på din efterskole, der kan genkende det, som du står i nu.

Måske føler du, at du skylder dine forældre at være glad, fordi de har givet dig meget og hele tiden prøver at sørge for, at du skal have det godt? Men de fleste mennesker oplever perioder i livet, hvor man har det svært, og hvor man bare er trist – og det kan et efterskoleophold eller lignende ikke altid ændre på. Det kræver, at man får hjælp, og at man har nogen at snakke med.

Hvis du ikke helt ved, hvordan du skal få hul på samtalen med en lærer, kan du måske vise vedkommende det brev, du har sendt til os, sammen med vores svar? I det brev forklarer du nemlig rigtig godt, hvordan du faktisk har det.

Hvis du ikke synes, at du kan tale med en lærer, må du meget gerne ringe eller smse til os på nummer 116 111 eller skrive til os på chatten. Vi vil gerne hjælpe dig med at finde ud af, hvem du så kan snakke med, og hvordan du kan åbne samtalen.

Tusind tak for dit brev! Jeg tror på, du er klar til at tage næste skridt og tale med én tæt på dig – f.eks. en lærer på din efterskole, eller ringe til os.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Onani problem

Narcisisme

Flere breve om Øvrigt

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Se vores liste

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.