Kære du,
Jeg kan sandelig godt forstå, at du finder det frustrerende at være i en krop, som du ikke føler dig hjemme i. Vi kan godt have perioder, hvor vi er mere kritiske overfor vores udseende og har lidt sværere ved at synes vi er ok, men som du beskriver det, tænker jeg, at det er mere end bare en periode eller en tanke du har fået. Du beskriver, at du har haft det sådan i flere år – og så er det væsentligt at tage det alvorligt. Du lyder også til at have et behov for, at dine omgivelser tager dig mere alvorligt i forhold til den følelse, du har af din krop.
Jeg bliver nysgerrig på hvor den følelse af at være dreng i en pigekrop stammer fra? Har du mon været særlig knyttet til din far som lille eller har det, at du har været tidlig udviklet som pige givet dig en fremmed følelse af din krop? Der findes nok ikke et entydigt svar på det, men det kan nogle gange være en hjælp til at forstå sig selv, at gå lidt på opdagelse i hvorfor jeg egentlig tænker og føler som jeg gør – gad vide hvad der kan ligge til grund for, at jeg har de her tanker eller fornemmelser, kan du følge mig i det? Der kan være sider af os selv, som bliver nemmere at rumme eller have med at gøre, hvis vi føler en forståelse for hvorfor vi lige er sådan..
Det lyder til, at du har du været god til at prøve at give udtryk for det du føler – du fortæller, at du har fortalt din mor, hvordan det opleves at være dig i din krop, men du føler ikke, at hun tog dig seriøst nok. Det er jo bare rigtig ærgerligt, for når vi først åbner os med noget, der kan være svært eller følsomt at tale om, så er det helt afgørende, hvilken reaktion vi får på det vi siger. Der kan være flere grunde til, at din mor reagerede som hun gjorde, men måske kunne det være en idé at bruge det som udgangspunkt... At du ikke kan vide hvorfor hun reagerer som hun gør, men at du fornemmede at hun ikke tog dig så seriøst, som du havde brug for og derfor kunne du godt tænke dig, at I taler sammen om det igen – hvis du altså har lyst til det..
Du fortæller, at du brugte samtalerne med psykologen til nogle andre emner... Måske kan man sige, at du har været god til at snyde psykologen, men måske har du egentlig samtidig snydt dig selv for muligheden for at tale med én om det? Jeg siger det ikke for at dunke dig oven i hovedet, men mere for at tydeliggøre for dig, at selvom det kan være møgsvært at sige noget så følsomt, som jeg forestiller mig, at det er for dig, så kan du have et stort behov for at dele det med nogen og få noget tilbage du kan tænke videre over. Når du samtidig fortæller, at du har gjort skade på dig selv i en lang periode, tænker jeg, at du lige nu har brug for hjælp til dels at forstå dig selv og dels til at komme til en form for accept af, hvem du er inden i din krop! Det er ikke sikkert, at det er den krop og det køn, du skal bære resten af livet, men når man er 15 år er man for ung til at få lavet kønsskifteoperationer, så jeg tænker, at du lige nu har nogle år foran dig, som helst skal være gode, lykkelige og glade år hvor du skal føle dig godt tilpas, som den du er.
De spørgsmål, som du selv stiller sidst i dit brev, tror jeg kan være det allervigtigste for dig at forsøge at finde et svar på sammen med en dygtig psykolog. Måske opnår du et svar, måske opnår du forskellige tanker på det, men jeg tror, at det kan være med til at give dig en ro og glæde ved dig selv, at du sammen med en psykolog beskæftiger dig med det spørgsmål – det lyder som om det fylder rigtig meget i dit liv lige nu og har gjort det i lang tid...
Til dit spørgsmål om, hvor man skal starte henne, hvis man ønsker sig en kønsskifteoperation vil mit svar være, at gå til din egen læge. Fortæl hvordan du har det og hvor længe du har haft det sådan. Jeg mener, at man skal være myndig, og over 18 år for at blive opereret...men det vil din læge kunne svare på og andre spørgsmål. Det kan være, at lægen henviser dig til sexologisk klinik i den region du bor, for det vil være en proces bl.a. med samtaler på sexologisk klinik. Du har også mulighed for selv at kigge på hjemmesiden for sexologiske klinikker, der er tilknyttet hospitalerne rundt om i landet. Fx er der sexologisk klinik under Region Hovedstaden, her har du mulighed for at ringe ind, også anonymt, torsdage 10 - 11 på 38647171. Måske vil det være et godt sted at begynde?
Jeg tænker også på, om du kender radioprogrammet Tværs? Der er mange gode udsendelser og på deres hjemmeside kan man høre dem igen, og læse på deres hjemmeside. Der har bl.a.været radioudsendelser omkring at skifte køn. Hvis du har mod på det, så kan du klikke dig ind på http://www.dr.dk/tvaers/ og kigge i udsendelser på tværs, i deres arkiv og de artikler der er om seksualitet. Jeg tænker det vil hjælpe dig, at høre hvordan det har været for andre, og hvordan deres proces har været.
Jeg håber, at du kan finde en motivation frem til at tage et par samtaler mere hos psykologen og så måske fra starten af fortælle, hvad der fylder allermest hos dig! Så får jeg lyst til at sige til dig, at selvom man ikke kan sammenligne mennesker, så findes der andre som har det præcist som dig – nogle får med tiden lavet en kønsskifteoperation når de er ”voksne” nok og andre finder ud af at det egentlig var nogle helt andre ting, som gjorde at de havde det sådan med sig selv. Så da de først fik talt om og bearbejdet de ting, der var sket, så havde de ikke den fornemmelse af sig selv mere.. Det er bare for at sige til dig, at der kan være mange forskellige retninger dit liv tager selvom du har det som du har det nu. Men lige nu handler det om at få styrket dig og dit forhold til din krop, at du finder ro ved, at det er ok at være 'både og', tænke og føle som gør - så du igen kan lide at få ros og kram!
De bedste hilsner til dig
BørneBrevkassen
