Fortvivlet og forvirret
Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Mine tanker flyver rundt, og hvis jeg ikke skriver dem ned, ender de med at overvinde mig. Sidste år var jeg hende den glade, som altid var sammen med nogen efter skole. Jeg var hende, der snakkede i timerne og kunne få enhver til at le. Nu er det hele bare væk. Jeg føler, at alt det, jeg var, er væk. Jeg prøvede ikke at være den person. For det var ikke mig.
De fleste kender nok det, at de gerne vil være en anden og opføre sig som en anden. Jeg VAR en anden. Jeg prøvede at være det, de andre var. Deres liv var bare perfekt. De er pæne i modsætning til mig, de klarer sig fint i skolen og de opfører sig bare så perfekt. Det var derfor, jeg besluttede mig for at stoppe. Stoppe med at leve som dem, og prøve at være mig selv. Men nu er det gået op for mig, at hvis jeg prøver at være mig selv, kommer der en hel masse ubehagelige, klæbende og skræmmende tanker op. Jeg prøver at fortælle mig selv, at det er lige meget. Men det er det jo ikke, forhelvede?! Nu er jeg så mig selv hele tiden.
Jeg er en rigtig københavnertøs i jylland. Jeg hader Jylland. De fatter mig bare ikke! Mine forældre er begge uddannede på universitetet og de er akademikere… Alle de andres forældre er pædagoger, sygeplejersker eller landmænd. Jeg er rigtig stolt af at havde sådanne forældre. Jeg mangler bare at få den glæde igen, som jeg havde sidste år.Den forsvandt sammen med det gamle jeg.
Der er ingen der har sagt til mig, at jeg er forandret. De er sikkert ligeglade….. Jeg bliver så sur, når det går op for mig, hvor dårligt jeg har det. Mine veninder har nogle små skænderier, som jeg ikke er en del af. Nogle af deres skænderier er ikke små… Pigerne fra min klasse og parallelklasse havde mobbet en af dem, jeg holder rigtig meget af. Jeg er bare “underdog”. Jeg prøver at holde mig udenfor. Det går fint! Men hvis jeg så siger til dem, at de skal lade de andre være, begynder de at bitche helt vildt på mig. De kalder mig ting som kælling, luder, dingse og de siger, at jeg burde leve i helvede.
Oveni det… Jeg har lidt svært med min vægt. Jeg vejer omkring de 45 kilo. Jeg siger til mine veninder at jeg vejer 40… Jeg synes simpelthen 45 kg. er at være direkte fed når det er mig. Jeg HADER min vægt og hvis jeg havde pengene til det så havde jeg fået en fedtsugning. Jeg er så langt ude med det, og mine allerbedste venner lytter ikke!
Der er én der hjælper og lytter. Jeg elsker ham vildt meget, men jeg tør selvfølgelig ikke sige det til ham. Men han er en dreng, og han ved ikke hvilket pres der ligger på mig. Jeg bliver presset på det yderste. Tre af pigerne fra min klasse sagde for lidt tid siden til mig, at mine lår så fede ud i de shorts, jeg havde på i en idrætstime. Jeg svarede bare igen og deres svar var noget i retning af “Tsk, hvor er hun latterlig…”
Dette er et RÅB om hjælp. Jeg mangler at samle mine tanker. Jeg mangler et svar på, hvad jeg skal gøre. Jeg er så ked af det og bange hele tiden. Jeg ville sætte et svar rigtig højt på min prioritetsliste. I SKAL svare mig.
Knus, jeg – eller den jeg var.
Andre der Hjælper
Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.
Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.
