Brev

følelser?

Hej,
Jeg er en pige på 14 år, jeg er sikkert ikke den eneste og nok heller ikke en af de personer som er hårdest ramt, men som sagt er jeg 14 år og lige kommet ud af min deprimation :/ du får lige min historie.. Siden 1. Klasse er jeg blevet mobbet med jeg er tyk og lad os bare sige at jeg havde et stort temperament, hvor jeg har slået nogen tænder ud på mine klassekammerater og kastet en mursten i hovedet, men temperamentet forsvandt i 6. Klasse (fuldstændigt) så nu står jeg i en situation hvor jeg ikke kan hade nogen eller noget uanset hvor onde de er..

det er faktisk så slemt at jeg helst vil hades end at blive elsket.. Men uanset hvad så i starten af 8. Begyndte min deprimation eller det tror jeg i hvert fald, jeg prøvede inden for 14 dage at begå selvmord 5 gange.. (overdosis, kvælning falde og slå hovedet så hårdt, med en kniv og gå ud på en motorvej) men ingen af tingene lykkedes da jeg fx ikke kunne gå ud på motorvejen, for hvad ville bilisten dog tro?

Men i hvert fald begyndte jeg at gå til skolepsykolog som der bae fik mig til at få det værre.. det skal lige siges at jeg i sommerferien i 7. Klasse fik revet mit tøj af af 4 klassekammerater (som jeg stadig føler dårligt over jeg har oplevet) og jeg har også været udsat for en pædofil som kyssede og sådan på mig, men holder mig væk fra ham (han er min nabo i vores sommerhus så jeg lever i frygt for han en dag kommer ind Til mig)

nå.. det skal så også siges, at jeg for ikke så lang tid siden (1-2 måneder siden) stod med en køkken kniv og prikkede min mor med den og jeg var tæt på at stikke hende ned, men min far kom og tog den fra mig..

jeg bliver slået af mine forældre når de bliver sure, for 2 dage siden blev jeg kylet ind i dørkanten med hovedet af min far, men det plejer dog at være min mor som gør det.. mit problem i forhold til andres er faktisk at jeg syntes jeg bliver alt for forkælet, men står i det dilemma: skal jeg stoppe med at blive forkælet? Nej… Skal jeg blive ved med at blive forkælet? Nej..

Så alt er meget forvirrende for mig, jeg tror jeg er sindsyg pga de mange ting jeg har gjort.. Du skal vide at jeg har snakket med min mor om alt det jeg har skrevet så det er okay.. Nå det var så for historien så du lige kunne lære mig at kende. Nå.. det jeg vil have hjælp om er at jeg ikke elsker nogen.. der er 2 drenge som inden for 1 måned har spurgt om vi skulle være kærester men har afvist..

jeg ELSKER ikke nogen? Jeg ser hellere folk døde, jeg vil heller ikke selv elskes? Er det normalt? Føler intet for nogen, jeg er ligeglad hvad der sker med dem? For altid at vide jeg er sådan en god ven og alt sådan noget men jeg prøver at gøre alt for mine venner for at se om jeg kan “opleve” hvordan det er at føle for andre, sjovt nok får jeg altid at vide af andre jeg er forstående. Desuden efter jeg kom ud af min deprimation så glæder jeg mig ikke til noget.. Håbet virkelig du kan hjælpe mig.. Tak,

hilsen Den sindsyge..

Pige, 14 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på 14 år
Tak for dit brev, hvor du beskriver nogle episoder fra dit liv, som nu får dig til at tænke på, om dine tanker mon er normale eller om du er sindsyg. Som jeg forstår det, undrer du dig allermest over, at du ikke elsker nogen - og du tvivler på, at det er normalt. - Det, håber jeg, er rigtig forstået..?

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at du er en pige, der i en lang periode af dit liv har haft det svært. Og derfor er det heller ikke så underligt, hvis du nu er i en periode i dit liv, hvor tankerne kører rundt i dit hoved. Det er også naturligt, at man efter lang tids pres slet ikke har overskud til at elske nogen.

Jeg tror ikke, det betyder, at du aldrig kan komme til at elske nogen. Til gengæld tror jeg, at du har brug for noget ro og for at få det bedre selv, før der bliver plads til forelskelse og plads til at engagere dig følelsmæssigt i andre. Og måske har du brug for noget hjælp til det..?

De fleste mennesker ændrer og udvikler sig gennem deres liv. Da du var mindre, var temperamentet voldsomt, når du blev presset, men det har du sidenhen fået styr på. I dag reagerer du på andre måder, og om 5 år har du sikkert andre strategier til at klare dig, når du er i svære situationer.

Jeg kan forstå på dig, at du tidligere har gået hos en psykolog, men at det ikke var brugbart for dig. Vi er jo alle forskellige og der er ikke noget underligt i, at den første psykolog du har talt med, ikke var i stand til at hjælpe dig. Det sker faktisk ikke så sjældent.

Måske kunne du overveje, om ikke det ville give mening at prøve en anden psykolog? Psykologer er jo forskellige, og det er vigtigt, at man har tillid til sin psykolog - ellers så virker det sjældent særlig godt. (Forskningen viser, at forholdet til psykologen er vigtigt, hvis man skal udvikle sig af terapien.)

Jeg tænker, at en pige som dig, som faktisk har klaret at holde sit temperament nede (selvom det engang var voldsomt, og som har kæmpet mod en depression), har en indre styrke, som er ganske stor. - Også selvom det måske ikke altid føles sådan.?

Jeg går ud fra, at du skrev til BørneBrevkassen, fordi du har et ønske og et håb om, at dit liv kan forandre sig, så du får det bedre. Og det tror jeg, godt det kan.

Men jeg tror ikke, det vil være nok for dig bare at få et svar fra vores BørneBrevkasse... Jeg tror, det vil være en rigtig god ide, hvis du også prøver at søge noget hjælp, som er lidt mere direkte end den hjælp, vi kan give dig i et brevkassesvar. Kan du mon finde mod og styrke til det?

Jeg synes, det lyder som om, at du og din familie måske kunne have brug for at få kommunen til at undersøge, hvordan den kan hjælpe dig/ jer. Hvis du er enig i det, så kan du - hvis du har lyst - få en bisidder fra Børns Vilkår, som kan hjælpe dig med at tage kontakt til kommunen ,og som kan hjælpe dig med at sikre, at kommunen giver dig den støtte, som du har brug for. (Læs evt. mere om muligheden for at få en bisidder her >> eller ring evt. til til BørneTelefonen på 116 111, hvor du anonymt kan tale med en rådgiver om det - og din situation i øvrigt.)

Knus fra BørneBrevkassen