Kære pige 12 år.
Mange tak for dit brev her til BørneTelefonen. Det at lege er en helt naturlig og menneskelig ting at gøre. Det er noget alle mennesker i alle aldre gør. Faktisk er leg helt afgørende for vores udvikling, læring og sociale liv.
Alligevel er det ofte sådan når folk taler om at ‘lege’, at det er noget man forbinder med børn. De betyder ikke at man er forkert fordi man stadig leger, selvom man er teenager eller voksen.
Heldigvis er det blevet mere og mere normalt at tale højt om at voksne leger – fx. er det blevet meget populært blandt unge og voksne med puslespil, malebøger og brætspil.
Du skriver at du stadig nyder at lege med lego. Det synes jeg lyder både sjovt og skønt. Lego er lidt ligesom fx. malebøger noget, hvor man kan udfolde sig kreativt. Samtidig er det også noget man kan fordybe sig i og som kan give en ro på – det er sundt og godt for unge såvel som gamle.
Du finder ro og fordybelse i lego, andre gør det måske i computerspil, det at se tv-serier sammen eller noget helt tredje. Men fordi computerspil, TV, iPads osv. tit er noget som vi introduceres for senere i livet, så kan det måske af nogen opfattes som mere “voksent” end fx det at lege med lego. Måske det er dét, du oplever?
Men i virkeligheden opnår man præcis det samme – interessen er bare forskellig. Giver det mening? Derfor synes jeg bestemt heller ikke, at du skal føle dig forkert eller skamme dig over, at du stadig nyder at bruge tid på lego.
Jeg håber du kan bruge mit svar, ellers er du velkommen på 116 111 – vi vil altid gerne hjælpe dig.
De bedste hilsner
BørneTelefonen