Er jeg blevet paranoid?

Hej Brevkasse
Jeg har et mærkeligt problem som jeg ikke vil snakke om med nogen jeg kender, for hvis jeg gør, kommer jeg sikkert til psykolog eller på psykiatrisk afdeling for skizofrene. Jeg tror på magi og (næsten) hver aften når jeg er gået i seng, digter jeg små historier om at jeg finder ud af at jeg har skjulte magiske evner. Det lyder åndssvagt, men det at tro på magi er vel det samme som at tro på en eller anden gud. 
Men nu synes jeg det er gået lidt for vidt – på min skole er der et rum hvor væggen ud til gangen stort set bare er et stort vindue. Jeg var på vej ud til frikvarter og skævede ind i rummet for at se hvorfor der var helt mørkt. Jeg synes jeg så to par ben i spejlbilledet, og vente hovedet for at se hvem der gik ved siden af mig. Men de eneste der var der var flere meter væk. Blev jeg forfulgt af en eller anden usynlig? 
Jeg skubbede tanken fra mig fordi jeg synes det lød dumt. Det er et par måneder siden nu, og der er ikke sket noget lignende. Men i går aftes lå jeg på min seng og læste. Jeg var begyndt at få lidt ondt i nakken, så jeg drejede hovedet. Jeg synes jeg så en skikkelse ved vinduet bag mig, men der var ikke nogen da jeg kiggede anden gang. Jeg prøvede at mærke rundt i luften, under mit skivebord over stolen ved mit klædeskab, men der var ikke nogen usynlige mennesker eller ikke-mennesker, for den sags skyld.
 Resten af aftenen havde jeg en følelse af at blive iagttaget, og bare lyden af min mobil der vibrerede ved siden af mig kunne give mig et kæmpe chok, og jeg kiggede hele tiden nervøst efter om der var noget der bevægede sig bare den mindst smule. Da jeg synes at lampen svingede lidt som om noget forsigtigt havde sat luften i bevægelse rundt om, hviskede jeg: “Lad være at gemme dig for mig. Jeg ved du er her, og jeg skal nok finde ud af hvem du er før eller senere”. 
Jeg opdagede dog hurtigt at det med lampen bare var ren indbildning, sikkert fordi jeg var lidt svimmel. Så her til morgen da jeg gik ud i køkkenet for at lave morgenmad, synes jeg et kvart sekund at jeg så nogen sidde i lænestolen som det ellers kun er min mor der plejer at sidde i. Min mor var i køkkenet og min far sov stadig. Da jeg var færdig med at spise havde jeg ikke længere den stressende følelse af at blive iagttaget, men til gengæld have jeg en ubehagelig følelse af at der var noget i nærheden som ikke burde være der. Noget ondt, som ventede på en eller anden bestemt handling fra mig.
Jeg føler mig ikke bange, bare lidt anspændt. Det lyder som et kapitel fra en bog, men det er også lidt såden jeg har haft det de sidste to dage. Jeg håber virkelig ikke der er noget galt med mig, at det bare er en “fase” i livet jeg er ved at gennemgå, og at det bare er harmløse fantasier fordi mit liv er rimelig kedeligt og en smule ensomt. Men på den anden side håber jeg også at der ER et eller andet magisk ved det. Jeg kan godt høre hvor dumt det lyder, det er lige til at grine ad. Der er ikke nogen jeg er uvenner med, i hvert fald ikke hvad jeg ved af, så det kan ikke være frygt for et eller andet der udløser alle de her mærkelige indbildninger….