Brev

Det æder mig op indefra

Hej Brevkasse.

Som i nok kan se på overskriften, æder det her mig op.

Hvor deprimerende det end lyder kan jeg ikke lade være med at tænke på døden. Der går ikke en dag uden jeg sidder og tænker om det alt sammen overhovedet er det værd.

Hver eneste “god” tanke jeg har bliver tvistet til noget om død og hvor ubetydeligt mit liv er. Ved godt det ikke er sandt, men jeg kan ikke lade være med at tænke på det.

Det er ikke tit, at jeg er rigtig glad og selv når jeg er, så varer det ikke ret længe før det er slut.

Jeg er personligt et meget lukket menneske og fortæller aldrig nogle hvad der virkelig sker i mit liv.

Jeg er ikke engang åben over for mine forældre. Jeg kan bare ikke klarer at skulle fortælle dem at jeg ikke “har det godt” og jeg selv føler der er noget galt.

Det er blevet så slemt at jeg nogle aftner bare ligger og tænker på det…

Jeg tror muligvis at jeg vil have godt af at snakke med en professionel om det, men har ingen ide om hvordan jeg skal sige det til mine forældre uden at fortælle dem hvorfor.

Håber i kan give mig et godt råd.

Dreng, 16 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 16 år.

Det er godt, at du har skrevet brev hertil og bedt om hjælp. Det er allerede første skridt til, at du kan komme videre.

Og sommetider kan det første skridt være det sværeste! Så du er allerede på vej.

Jeg kan læse, at du lider under dine tanker om døden. Det kan jeg godt forstå, for det er tunge tanker at gå med alene. Det føles sikkert ensomt for dig.

Du har allerede selv tænkt på, at du ville have godt af at snakke med en professionel. Det lyder som et fornuftigt forslag, og jeg synes bestemt, at du skulle prøve den mulighed. Selv om det er svært at lukke op, kan det også føles som en stor befrielse at gøre det.

Jeg tænker på, hvorfor dine forældre ikke må vide, at du har det svært? Er du bange for at gøre dem kede af det eller bekymrede? Eller måske tænker du, at de ikke vil kunne forstå det, fordi du også selv har svært ved at forstå hvorfor, du har så mange triste tanker?

Mit gæt er dog, at dine forældre allerede kan mærke, at du ikke trives. Og at de sikkert meget gerne vil hjælpe dig. Jeg vil derfor forslå, at du finder dit mod frem én gang til - det mod, du fandt frem, da du skrev dit brev til mig. Denne gang skal du bruge det til dine forældre. Måske kan du simpelthen vise dem (eller en af dem) dit brev hertil, hvor du klart og præcist beskriver dit problem. Og du kan vise dem mit svar også.

Eller du kan skrive et brev mere, der er stilet til dine forældre.

Hvis du får det gjort, tror jeg, at du vil føle dig lettet, og du vil føle dig lidt mindre alene med dine tanker.

Hvis du alligevel ikke synes, du kan involvere dine forældre, kan du tænke over, om der måske er en anden voksen, der kunne hjælpe dig. En god lærer måske?

Hvis ikke vil jeg råde dig til at henvende dig til Åben anonym rådgivning i din kommune. Her kan du komme til at snakke med en sagsbehandler, der sammen med dig kan vurdere, hvordan du bedst bliver hjulpet. Du kan finde Rådgivningen på kommunens hjemmeside.

Du kan også kontakte din læge. Lægen kan henvise dig til samtaler med en psykolog eller selv tilbyde dig nogle samtaler.

Jeg håber, du kan bruge mine råd, så du kan komme videre med dit liv. Det fortjener du.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen