Kære du,
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du synes, du har meget at tænke på lige nu. Du beskriver både ulykkelig kærlighed og bekymringer for din fars sygdom – og begge dele er store ting at skulle håndtere...
Faktisk synes jeg, det er ret stærkt, du selv kan mærke, at du ”er meget ked af det lidt for tit”. – Det er en god evne at have, altså at kunne mærke sig selv og kunne reagere på, når noget ikke føles okay.. For som du selv skriver, kan man godt opleve lidt flere humørsvingninger, når man er teenager, men helst ikke så man i lange perioder er mere ked af det end glad.
Og ja, det lyder godt nok til, at du er GIGA fan af Justin Bieber – han er da også en pragtfuld ung mand! Jeg synes, det er nogle meget fine tanker, du gør dig, om det at være betaget af en kendt.. Nogle gange kan vi næsten synes, at vi kender de kendte rigtig godt, når vi kan følge med i deres liv og se mange billeder af dem i forskellige situationer. Men når vi så samtidig tænker på, at de slet ikke ved vi eksisterer... Hvordan hænger det så sammen med, at vi synes, vi kender dem godt?
Min pointe er, at du faktisk ikke kender personen Justin Bieber særlig godt? Måske er det figuren som bliver fremstillet i pressen, som du synes er rigtig skøn og som du næsten er besat af..? Hmm.. det bliver vist lidt filosofisk, og det ændrer desværre nok heller ikke meget på din situation...
Der findes jo ikke noget rigtig og forkert i forhold til følelser. Følelserne opstår og de følger ikke fornuften. - Og derfor kan vi heller ikke altid helt styre dem. Når jeg læser dit brev, tænker jeg du lige nu er meget forelsket. Derudover har du erkendt, at du sikkert aldrig kommer til at møde Justin i virkeligheden. Når en forelskelse ikke bliver gengældt er det en naturlig reaktion at blive ked af det og frustreret, så jeg tænker din reaktion er ret naturlig!
Jeg synes, det lyder som om, du selv har godt fat i, hvad der ikke er hjælpsomt for dig. Du er selv nået frem til at pille plakaterne ned, fordi de får dig til at græde, så måske skulle du prøve at gøre mere af den slags..? I hvert fald ved jeg fra andre, at det har hjulpet, hvis de har fundet en måde at få tankerne over på noget andet. Ingen af os kan holde ud at være kede af det hele tiden, så måske er tiden kommet til, at du prøver at undgå ham..?
Det er nok svært helt at undgå at høre eller se ham, men måske kan du lade være med at opsøge det selv? Og måske kunne du bede nogle af dine veninder om at hjælpe dig med at lave nogle ting sammen, som intet har med Justin Bieber at gøre..? Så du får tankerne hen på noget andet... Eller du kunne løbe dig en tur/ dyrke noget andet motion, så din krop bliver udmattet, det er der faktisk en del, som synes kan lindre ens følelser...
Jeg tror ikke, det er noget, du bare kan ændre på en enkelt dag, men jeg tror, du med tiden nå til et punkt, hvor du kan nyde hans musik og se på ham i medierne, hvis du passer på dig selv fx ved ikke at følge ham på Twitter hver aften og den slags..?
Du fortæller også i brevet, at din far har fået konstateret kræft, og det medfører nogle svære perioder derhjemme. Det kan være utrolig svært at være familiemedlem til én, der kæmper mod en sygdom. Sygdomme kan medføre, at de har deres gode og dårlige dage, men det kan være svært at følge med i de udsving og ikke lade sig påvirke af at både det psykiske og det fysiske ændrer sig på den person, som er syg.
Som du selv siger, er det hårdt for dig at se din far blive tynd. Det kan være forskellige ting og symptomer, vi reagerer på som pårørende til én, der er syg, men oplevelsen af at det slider og kan være rigtig svært, tror jeg mange pårørende deler med dig.
Jeg ved at Kræftens Bekæmpelse har nogle forskellige tilbud til de familier som bliver ramt af at én i familien er blevet syg.. Er du mon blevet spurgt om du har lyst til at deltage i en gruppe med andre børn, hvis mor eller far også er syg af kræft? Hvis du ikke er og er interesseret i det, kunne det måske være en idé at spørge din mor om hjælp eller en anden voksen, som har overskuddet til at hjælpe dig med at få kontakt.
Jeg ved fra andre børn, som også har oplevet deres far eller mor være syg, at det kan være en utrolig støtte at være en del af gruppen og have en fast base, hvor man kan dele sine sorger og glæder, men også tale om alle mulige andre ting, der betyder noget for én.
Samtidig tænker jeg på, om du har fået hjælp fra din lærer til at tale om det i klassen, hvis du altså har lyst til det? Det kan nemlig også være en hjælp i din situation hvis ens klassekammerater ved hvorfor du måske er lidt ked af det eller bliver hurtigere træt eller frustreret. For nogle børn er det rart ikke at skulle forklare det hele i klassen og for andre er det betydningsfuldt at få lov at sige det selv.. Måske har du allerede talt om det i klassen - men hvis ikke kan det måske være en god idé..?
Jeg synes, det er vigtigt at du tager dig selv alvorligt og lytter til de bekymringer du har – hvad enten andre synes det er fjollet eller ej. Der er ingen, som kan sige at nogle tanker eller bekymringer er mere værd end andre, det bestemmer vi heldigvis selv.. Og måske kan en måde at tage dig selv alvorligt på være at bede om hjælp? – Ligesom du er startet på ved at skrive til os, – så kan det måske være rart for dig at tale med dine forældre eller en anden voksen om, hvordan du oplever det er at være dig lige nu. Hvis du synes det er lidt svært at komme i gang, kan du eventuelt ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale med en af rådgiverne der om hvordan du kommer videre..
Så kære du, som hverken er fjollet eller skør, men en 13-årig som er god til at mærke sig selv – jeg håber, at du snart føler dig bare lidt gladere...
Bedste ønsker fra BørneBrevkassen
