Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Depression

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Hvor er det godt, at du skriver til os. Jeg kan se, at du går og synes, det hele virker meningsløst. Det er en rigtig ubehagelig følelse at gå rundt med, og jeg kan godt forstå, at det gør dig i tvivl om, hvad du skal gøre. Jeg vil gerne give dig et par råd med på vejen.

Du skriver, at du græder over ting, som “normale mennesker” ikke græder over. Jeg har lyst til bare kort at fortælle, at mennesker reagerer forskelligt på forskellige ting. Nogle – som du – har lettere til tårer end andre. Det gør, at man græder over ting, som andre ikke nødvendigvis ville græde over.

Det kan være, at man græder mere i nogle perioder end i andre, hvis man for eksempel er i en lidt følsom periode. Det er altså helt normalt at græde mere end andre nødvendigvis gør det. Det behøver ikke at betyde, at man er mærkelig eller meget mere ked af det end andre er. Giver det mon mening for dig?

Når det så er sagt, så er det selvfølgelig ikke meningen, at du skal gå rundt og være ked af det hele tiden og føle, at alting er meningsløst. Du skriver, at du tror, at du har en depression. Jeg tænker selvfølgelig straks på, om du mon har fået konstateret en depression hos din læge eller din psykolog?

Det er sådan, at ens læge eller psykolog kan give én en test og finde ud af, om man er deprimeret. Derfor tænker jeg, at du kunne snakke med din læge eller psykolog om det. Du kan fortælle ham/hende de samme ting, som du fortæller os i dit brev. Er det måske en mulighed for dig?

Det er heldigvis sådan, at en depression kan man komme ud af igen og få det godt igen. Men det kræver noget hjælp og noget arbejde. Derfor lyder det for mig også som en god ting, at du går til en psykolog. Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er dyrt. Jeg kommer til at tænke på, om du er henvist til psykologen af din læge?

Hvis du er det, kan du få tilskud til psykologen. Det betyder, at staten betaler en stor del af dine psykologtimer, og du skal så betale et mindre beløb. Det kan du også snakke med din læge om. Giver det mon mening for dig?

Jeg kan godt forstå, at du kan tænke, at det ville være rarere, hvis du ikke fandtes, når tingene virker meningsløse. Jeg tror, at langt de fleste mennesker på et tidspunkt i deres liv har tænkt den tanke. Jeg ved i hvert fald, at rigtig mange børn og unge skriver til os med de tanker. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du ikke overvejer at begå selvmord.

Jeg ved nemlig også fra rigtig mange andre børn og unge, at det hjælper at snakke med andre om, hvordan man har det. Derfor tænker jeg på, om du mon snakker med andre end din psykolog om, hvordan du går og har det? Det kunne være dine forældre, en af dine lærere eller en på rideskolen?

Du kan fortælle de samme ting, som du har fortalt os i dit brev eller måske vise dit brev og mit svar, hvis det er nemmere. På den måde er der andre der ved, hvordan du har det og måske kan hjælpe dig med at få talt om det og få gjort hverdagene lidt nemmere. Giver det mon mening for dig?

Du har været virkelig god til at fortælle os om dine tanker og om din situation. Jeg håber, at du har lyst til at snakke med endnu flere om det og søge mere hjælp, så du kan føle dig løftet og støttet og få lettet lidt på de svære tanker.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd. Ellers er du altid velkommen til at skrive til os igen. Du er også altid velkommen til at ringe ind til os på 116111. Vi vil altid gerne snakke med dig om de svære tanker.

De bedste ønsker

BørneTelefonen

 

 

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat