Brev

Depersonalisation

Hej,
Jeg er en pige på 13 år, og jeg er bange for, at jeg lider af depersonalisation/derealisation. 
Efter at have haft nogen mærkelige oplevelser det sidste halve år, læste jeg noget om det på nettet, og alle symptomerne lod til at passe. Men for at forstå mit problem, skal du nok høre historien bag.
Jeg har elsket filosofi, siden jeg var ti år gammel og læste Sofies Verden for første gang. Da jeg læste om alle disse store spørgsmål, fik jeg det fuldstændig fantastisk. Jeg havde det som om jorden forsvandt under mine fødder, som om jeg opdagede det, der virkelig betød noget. Verden, universet, tiden… Som om det alt var det store billede, og at jeg kun var en lille, ubetydelig del af det. 
Det er jo i sig selv helt fint. Og følelsen er blevet der, men den er forandret. Jeg har det som om, alt er uvirkeligt. Jeg kigger udenfor vinduet, og jeg ser en masse ansigter, men de er ikke virkelige mennesker, de er blot travle myrer. 
Mine venner virker som tomme menneskeskaller, jeg kan ikke forestille mig, at de også skulle være tænkende og følende. Selv er jeg forsvundet ind i mit eget hoved. Jeg føler ikke, min krop er ægte, og den virker også unyttig. Jeg er ingenting, blot en tankemasse. ‘
Jeg er fanget inde i min egen krop, og jeg vil så gerne ud. Jeg vil se tingene, som de virkelig er. Nogengange er det som om, det hele er en drøm, eller at verden noget, jeg eller en eller anden anden har fundet på. 
Jeg ser mig i spejlet, og jeg ser en, der kunne have været hvem som helst. Det er et tilfælde, at jeg er mig. Jeg føler ingen genkendelse af mig selv.
Du skal vide, at jeg IKKE blot er en opmærksomhedskrævende teenager, der prøver at finde en diagnose til mig selv. Jeg er meget bekymret, og jeg vil gerne have hjælp. Hvad skal jeg gøre?
M

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære M
Tak for dit fine brev. Jeg synes, du skriver godt... Og jeg tænker faktisk, at du lyder som en meget særlig pige, men jeg kan også godt forstå, at du en gang imellem kunne ønske dig, at dine tanker ikke var så kringlede... Det er så fint, at du skriver her til BørneBrevkassen, for det kan virke rart at få prøvet sine spørgsmål og tanker af hos en voksen, som man ikke kender. Og her må man skrive om alt.
Jeg tænker, at mange piger (og drenge) på 13 år på mange måder gerne vil være 'ligesom de andre' - klæde sig ens, interessere sig for de samme ting, måske gå til den samme sport og så videre... Virkeligheden er bare tit den, at man i løbet af sine teenageår opdager, at vi mennesker er forskellige og kan have forskellige interesser, og at det faktisk også kan være rigtig rart. 
Det lyder rigtig spændende, at du interesserer dig for livets store spørgsmål, og jeg kan godt forstå, at du synes godt om Sofies Verden. Som jeg læser dit brev, tænker jeg, at du måske følte dig lidt tryllebundet. Er det mon rigtigt forstået...? Det kan være meget overvældende, når man som stor pige opdager, hvor stor verden og universet er - var det mon det, der var medvirkende til, at du følte, jorden forsvandt under dig?
En gang imellem kan man blive meget tiltrukket af særlige emner, og i en periode nærmest kun være optaget af lige netop det - lidt ligesom du måske har oplevet det? 
Hvis jeg siger, at du måske kunne have gavn af at dele nogle af dine tanker med nogen... Hvad tænker du så? Har du mon nogensinde forsøgt at fortælle om dine betragtninger til venner eller familie? Og hvis du har, kan du så huske, hvordan de reagerede? 
Nogle gange kan man godt føle, at man er den eneste, der nogensinde har tænkt i de baner... Måske er man...? Men det er min erfaring, at det kan være spændende at snakke med andre om ens tanker og overvejelser omkring et emne. Måske siger de andre noget, man slet ikke har tænkt på, og så kan man få en snak om det... Hvordan tror du, det ville være? Det kan jo være, din far eller en af dine venner har gjort sig nogle tanker om verden, som du aldrig har tænkt på før?
Når du skriver, du er bange for, at du lider af depersonalisation, så tænker jeg, at det ville være rigtig fint, hvis du måske kunne snakke lidt med skolens psykolog om det. Måske sidder psykologen altid på skolen, eller også er det muligt at tale med hende/ham en gang om ugen... Du kan eventuelt spørge din lærer, hvornår hun/han er der. Ville du have mod på det?
Jeg kan forstå på dig, at du har kigget lidt rundt på nettet... Det er både rart, men en gang imellem også lidt 'farligt' at sidde og læse. Jeg tænker, du kan fortælle psykologen lidt om, hvordan du oplever dine tanker, at du sommetider oplever at se ting, som ikke rigtig er der. Måske kan I få en rigtig god snak om, hvordan du kan få hjælp til at se lidt mere realistisk på virkeligheden... Ville det være rart? Samtidig tænker jeg også, at det ville være rigtig fint at fortælle en skolepsykolog lidt om de ting, du har læst om på nettet... Du er så dygtig til at sætte ord på, og jeg kan også læse i dit brev, at du kan reflektere over dine egne måder at reagere på.
Som du måske kan læse på mit svar, så kan jeg ikke hjælpe dig med en diagnose, men jeg tænker, at det ville være en god idé at dele med nogen, at du er blevet utryg og ønsker hjælp. Og som sagt, så synes jeg, det var helt rigtigt at skrive til BørneBrevkassen. 
Jeg håber, du kan bruge mine tanker og forslag til at finde en voksen og/eller en ven, der kan hjælpe dig med at fokusere mere på virkeligheden i din dagligdag, så du måske igen kan opleve glæden ved din (fritids)interesse for filosofiske spørgsmål. 
Mange hilsner Børnebrevkassen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat