Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

De vil ikke det gode for mig.

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du på 12 år

Hvor er det fedt at du drømmer om at blive sanger. Jeg synes at det er mega sejt, at du allerede har skrevet dine egne sange og har tanker om, hvordan det kan lykkes for dig at nå dit mål, når du engang finder en producer.

Jeg tænker at det er vigtigt at have ønsker og håb om, hvad man skal bruge sit liv på. Jeg hører fra andre, at det kan give en god følelse i kroppen, fordi det kan føles som om man glæder sig til noget. Mon det også er sådan for dig?

Jeg forstår godt, at det kan være svært, når du føler at dine forældre ikke lytter og tror på dig. Jeg tænker nemlig, at det måske føles som om de ikke lytter, når de bare siger at du skal have en uddannelse? Det er bare ret ufedt ikke at blive taget alvorlig.

Mon de har sagt direkte at de ikke synes, at du skal være sanger? Eller om det er sådan du oplever det, fordi de ikke vil hjælpe dig med det?

Mange forældre ønsker at deres børn får et trygt og godt liv. Jeg tror faktisk også, at det er derfor dine forældre vil have at du skal have en uddannelse. De ved, at en uddannelse kan være med til at sikre, at du kommer til at tjene penge og komme til at klare dig godt.

Måske ved du allerede godt at det er derfor? Men jeg tænker at de måske kan være nervøse for din fremtid hvis IKKE du har en uddannelse?  Når man er musiker, så svinger det meget hvor meget man tjener, fordi det jo afhænger af ens spillejobs og de numre man får udgivet.

I dette år med Corona ved jeg, at rigtig mange musikere har tjent meget lidt. Nogle er blevet arbejdsløse fordi der har været lukket ned for festivaler og koncerter.  Jeg tænker at det har været rigtig svært, når man skal købe mad og så videre. Måske er det også sådanne tanker dine forældre har?

Det kan også være at dine forældre kan være bekymrede for, hvordan det vil være for dig at være et kendt ansigt? Jeg ved fra forskellige interviews med kendte sangere, at det ikke altid er helt let eller rart. Eksempelvis kan det være svært at blive genkendt på gaden, og man ikke kan gå i fred. Mange mennesker vil følge med i ens liv, så det er svært at være privat og sig selv.

Mon I har snakket om den slags? Ellers synes jeg du skal prøve at spørge dem. Du kunne sige: “Jeg føler ikke, at I tror at jeg kan blive sanger? Hvorfor synes I, at jeg skal have en uddannelse, når I ved at jeg drømmer om musikken?”  Du kan eventuelt også vise dem dit brev til os og vores svar? Det kan være at det kan hjælpe med at få en snak om det.

Ser du mon X-factor? De mennesker drømmer også om en karriere som dig. I starten er det sjovt og fantastisk, men senere fortæller mange om at det kan være svært. Mon du kender udtrykket: “Bagsiden af medaljen?” – Det er ment som at forsiden af en medalje skinner, men ingen ser hvad der gemmer sig på bagsiden, hvor den tit er mindre skinnende og mindre sjov.

Jeg tror at dine forældre har flere af sådanne tanker, når de vil have at du skal have en uddannelse. De tænker mere over det, fordi de bare ønsker at passe på dig.

Men selvom du får en uddannelse, så er det vel også muligt fortsat at skrive sange og forsøge at leve dine drømme ud? Jeg håber, at du kan tænke på, at du har hele livet foran dig og har masser af tid til at nå begge dele.

Hvem ved, måske bliver det din tur til at stille op i X-factor, når du er fyldt 15 år?

Jeg håber at du bliver ved med at drømme og holder fast i dine ønsker, men også at du får fortalt og snakket med dine forældre om hvor meget det betyder for dig.

Jeg tror på dig!

Men husk at du er altid velkommen til at skrive igen eller også ringe/ chatte med os på 116111.

Kærlig hilsen

Børnetelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat