Brev

Dårlig samvitighed

Hej BB.
Jeg ved ikke om mit problem er så stort men jeg har det træls. Jeg har det tit dårligt og dårlig samvitighed men jeg ved ikke hvorfor. Jeg har både pige og drenge venner og en “kæreste”, jeg er aldrig blevet misbrugt eller mishandlet. Har mit eget værelse og klarer mig fint i skolen. Men alligevel har jeg dårlig samvitighed tit og jeg får bare lyst til at forsvinde, bare væk. Hilsen CW

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære CW på 12 år Tak for dit brev til BørneBrevkassen. Jeg vil gerne starte med at fortælle dig, at vi synes alle breve til BørneBrevkassen er vigtige. Det, med om problemer er store eller små, er jo svært at afgøre. Noget kan være svært for nogen og ikke betyde noget for andre. Det lyder ikke som om, du har det helt okay for tiden, og derfor er det super godt, du skriver hertil.Jeg tror, at mange andre vil kunne genkende din beskrivelse af, indimellem bare at have lyst til at forsvinde- sådan kan man sagtens have det, også selvom der ikke er sket nogen forfærdelige ting i ens liv... Når du beskriver, at du har dårlig samvittighed, får det mig til at spekulere på, hvordan du mon har det generelt. I din alder sker der rigtig mange ting både med kroppen og også ofte med tankerne. Jeg kender mange børn på din alder, der kan opleve lige pludselig at blive triste, kede af det uden nogen synlig grund. Andre igen bliver irriterede eller vrede og tit opstår dårlig samvittighed i den forbindelse. Nu ved jeg ikke, hvem du får dårlig samvittighed overfor, eller om du har en ide om, hvorfor den dårlige samvittighed opstår? Er det mon i sær i forhold til venner/ familie/ lærere eller er der ikke rigtig noget mønster i det? Sommetider kan man få dårlig samvittighed, hvis man siger/ gør noget andet end det, man inderst inde føler, man bør gøre... Det kan der være mange grunde til, ting som usikkerhed, gruppens forventning og ændrede følelser indeni. Det kan også opstå, hvis man gerne vil nå det hele, men ikke rigtig kan få tiden til at slå til. Mon du kan genkende noget af det? Jeg ved ikke, hvordan du har det med din familie, men nogle børn kan af og til opleve at savne familiehygge, eller de er splittede mellem familie og vennerne. Jeg ved ikke om du har sådanne tanker eller hvordan du har det med dine forældre? Men jeg spekulerer på, om det kunne være en mulighed for dig, at tale med dine forældre om, hvordan du har det? Jeg tror nemlig, det kunne være meget godt både for dem og for dig, hvis de vidste, at du går og tumler med dårlig samvittighed ind i mellem, og at du af og til synes, det hele er lidt svært. (Det kan også være, du kan komme i tanke om en anden voksen i din familie, du hellere vil snakke med? - Hvis det ville være lettere for dig...) Hvis du ikke rigtig kan finde ud af, hvorfor den ubehagelige dårlige samvittighed opstår, kunne du prøve at lægge mærke til, hvornår du oplever den dårlige samvittighed. Er der sammen med bestemte mennesker, eller måske ved bestemte situationer? Var det være en ide, i en periode at skrive ned, hvornår du oplever den følelse. Det kunne være, det var ved helt bestemte situationer, måske er det sådan? Eller måske er det et helt tilfældigt, hvornår du har denne følelse. Ved at skrive det ned, var det måske lettere selv at forstå, hvad der sker og give dig en ide til, hvordan du kan takle det.  Var det en ide at tale med din skoles sundhedsplejerske, sådanne er ofte gode at tale med omkring både hvordan man føler, og hvordan man har det generelt. Det er også tit at sundhedsplejersker kan være gode til, at spørge mere ind til det du fortæller, måske kunne du derved selv bedre forstå hvor denne dårlige samvittighed kommer fra. Hvis du er meget generet af den dårlige samvittighed, kunne det måske også være en mulighed at lave en aftale med dig selv om at gøre noget bestemt, når du oplever at have dårlig samvittighed. Måske kunne du gøre noget, du kan lide at bruge tid på, som en slags modreaktion på den anden følelse?  Det kan også være, du har brug for at tale dine oplevelser mere igennem. Hvis du tænker det, kunne du fx prøve BørneChatten her på hjemmesiden. Du er også velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du vil tale med en af rådgiverne om, hvordan du har det. Mange kærlige hilsner BørneBrevkassen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat