Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Borderline

Hej bb.
Jeg er en pige på 11. Mit problem er at jeg tror jeg har borderline. Grunden til at jeg skriver det er at det virkelig fylder meget og at al den tomhed som jeg har lige nu måske kan forsvinde med et svar. Jeg tror jeg har borderline fordi at jeg har så syyyyyyyyyyygt voldsomme humør svingninger. Jeg er i puberteten så det hjælper jo rigtig meget. Mine veninder og mine (pap) store søstre har også voldsomme humør svingninger men ikke så voldsomme som mine. Fx for 2 dage siden ville jeg være emo og så farvede jeg mit hår lilla og puttede alle emo og goth ting jeg kunne finde på nettet ind på min ønskelidste og fjernede alt farvet. En anden dag ville jeg være hippie så jeg farvede alt inde på mit værelse i pang farver. I forgårs ville jeg have lang rødt krøllet hår og hele dagen idag ind til nu har jeg trængt på at klippe mig korthåret. Det var kun fordi at min mor ville blive så sindssygt sur at jeg ik gjorde det. Nu vil jeg have langt hår igen. Så ville jeg gå til dans og trængte at jeg nu skulle blive verdens mester i hiphop selvom at dans aldrig har sagt mig noget. Så ringede jeg til min mor og sagde at hun skulle melde mig fra dans (hun havde ik meldt mig til det enu) nu vil jeg gå til dans igen. Så har jeg tænkt meget over min seksualitet ( gennem det sidste år) så tror jeg jeg er bi eller lesbisk eller hetro. Når jeg ser porno ( hvilket jeg vil prøve at stoppe med da det ik gør noget godt for mit selvværd og det freeker min hjerne helt ud. Jeg bliver på en måde bange for det) så ser jeg lesbian og så tror jeg at jeg er lesbisk. Men når jeg stopper igen for jeg lyst til at græde og kaste op. (Ikke fordi det er klamt at være lesbisk men fordi det ikke er mig og jeg synes at det er lidt nasty at jeg blive hypnotiseret til at tro at jeg er det) en dag ville jeg lave lyserødt tema på mit værelse og fortryd det efter to minuter med det. Jeg putter hele tiden mig selv ned i en boks og det skal jeg stoppe med men det kan jeg ik. Når jeg skændes med min mor (hvilket er meget voldsomt for mig) så sidder jeg og græde oppe på mit værelse og for så ondt af mig selv. Men hvis jeg nu har borderline hvorfor er der så ik nogen der har været opmærksom på at “ der er noget galt” og hvorfor er jeg det selv. Jeg føler at alle jeg kender med en diagnose eller personlighedsforstyrelse ikke selv tænker over at de har det. Jeg tror også bare at hvis jeg siger det til min forældre vil de synes det er opmærksomhedskrævende og at jeg ser for meget reality TV ( hvilket jeg ik gør) jeg har altid været meget opmærksomhedskrævende og hader at være alene.

Hilsen mig

Pige, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig.

Først vil jeg rose dig for at være så god til at forklare, hvordan du har det. Det er du meget dygtig til at sætte ord på, hvilket er super godt at kunne.

Som jeg læser i dit brev, er du i tvivl om, hvorvidt du kan have Borderline. Det fylder meget for dig, og du vil tro at et svar på det, kan hjælpe på den tomhed, du føler lige nu. Jeg kan godt forstå, at du søger et svar og din følelser og tanker omkring det, lader også til at fylde meget i øjeblikket. Så jeg synes først og fremmest, at det er en god ide at få undersøgt det lidt nærmere.

Jeg tænker på, om dine forældre ved hvordan du har det? Om de selv har nævnt noget de gange, du har bedt dem om noget og så fortrudt kort tid efter? Hvis ikke de kender til dine tanker og bekymringer, så kan det måske også være derfor, at du og dine mor skændes lidt ofte? Fordi hun ikke ved, at du faktisk har brug for støtte til at finde “vej i dig selv” i øjeblikket. Giver det mening?

Jeg ved, at det kan være rigtig svært at sige. Nogle synes det er nemmest bare at få det overstået og f.eks. sige “Jeg vil gerne tale med dig/jer om noget, men jeg synes det er lidt svært, så jeg har brug for at du/I lytter”. Andre synes det er nemmere at vise dem sit brev hertil og vores svar. Hvad mon du tænker vil være nemmest for dig?

Hvis ikke det går at sige det til dine forældre, så kan du måske sige det til en anden voksen du stoler på? Det kunne f.eks. være en anden voksen fra familien, en lærer eller en pædagog du kender godt og har tillid til?

Du har ret til tryghed og omsorg, og det skal dine forældre og andre voksne give dig, så måske de vil lytte hvis du fortæller dem hvordan du egentlig har det? Hvis ikke du har lyst til at tale med dine forældre, kender du så en anden voksen du kunne have lyst at tale med og som du stoler på?

Bagefter så tænker jeg, at det er en rigtig god idé at få en tid hos din læge. Når man ikke trives, så er det vigtigt, at man går til lægen, uanset om det skyldes en sygdom eller ej, det er egentlig lige meget. Det vigtige er, at du får noget hjælp til at få det bedre. Jeg kan desværre ikke fortælle dig om du kan have borderline, men det kan din læge hjælpe dig med at undersøge.

Derfor vil jeg også sige til dig, at der ikke er noget galt med dig – også selvom du skulle få stillet en diagnose en dag. En diagnose er ikke dig. Det er en beskrivelse af de ting, du har brug for hjælp og redskaber til i dit liv. Og det kan hjælpe professionelle hjælpe dig med, sådan at både du, din familie og mennesker omkring dig bedre kan forstå de vanskeligheder, du kan møde sommetider. Samtidig kan jeg også godt forstå, at du kan føle, at en diagnose kan være en lettelse – sådan tror jeg, mange har det. For så har man en forklaring, og nogen kan dermed også fortælle en, hvad der så er rigtigt at gøre for at få det bedre.

Som du skriver i dit brev, er du kommet i pubertetsperioden, og det kan også gøre at man har humørsvingninger, kommer på ideer om at skifte udseende og farver som du skriver du har gjort. Det er helt okay at man prøver sig frem, for at undersøge hvem man er og hvem man gerne vil være.

Det er lidt lige som en sommerfuglelarve. Den udklækker fra puppen og efterlader den, hvor den folder sine vinger ud og bliver til en smuk sommerfugl der flyver ud på eventyr. Sådan er du også i gang med at udvikle dine vinger på din egen smukke måde, så du kan flyve ud i verden med når du er klar til det. Det er overgangen fra barn til voksen, som gør at man udvikler sig og bliver til den man gerne vil være.

Det kan måske opleves som både tomhed og forvirring, at skulle finde ud af hvem man er, og hvilke holdninger man har. Det kan være en rigtig svær periode for mange, og du er helt sikkert ikke den eneste, der oplever det sådan.

Jeg tænkte på, at hvis du har lyst kunne du skrive eller ringe til dem der hedder “Privatsnak”, kender du dem?

Her kan du få gratis og anonym rådgivning om kroppen, pubertet, følelser, sex og prævention. De kan blandt andet hjælpe dig med at forklare hvad der sker når du kommer i puberteten. Du kan læse mere om dem her og finde deres telefon nr. herinde: https://bornetelefonen.dk/henvisninger/privatsnak/

Du skriver at du har set porno, men vil stoppe da det ikke gør noget godt for dit selvværd og freaker din hjerne ud.

Det er faktisk ret almindeligt, at man kan blive lidt nysgerrig og begynde at se porno, når man kommer i puberteten. At se porno kan være en måde at lære sig selv og sin krop bedre at kende. Det er dog vigtigt at huske, at der findes meget porno, der er meget voldsomt, og i værste fald kan give en et helt forkert billede af sex. På mange netsider kan det være svært at finde rundt, og det kan gøre, at man måske ser noget, man bestemt ikke havde lyst til.

Når man kommer i puberteten, er der mange der bliver nysgerrige på det seksuelle. Den nysgerrighed kan komme til udtryk på forskellige måder – Fx. ved at nogle får lyst til at se porno.

Det kan være en naturlig del af, at lære sin seksualitet og sine grænser at kende. Men det kan være vigtigt at minde sig selv om, at porno er skuespil. Der er nemlig mange der føler, at de så skal være ligesom i filmene eller være til et bestemt køn. Og måske kan man føle sig presset, til at være på samme måde. Men i filmene, er det ofte være lidt mere voldsomt og “overdrevet” ift. hvordan det er i virkeligheden.

Når jeg læser dit brev, forstår jeg at du vil vide hvorfor andre ikke har opdaget, at der kunne være noget anderledes ved dig, som måske kræver lidt ekstra støtte udefra. Her vil jeg rose dig for at passe på dig selv og have stor selvindsigt. Du er god til at mærke, når du føler der er noget galt og du handler på det ved at skrive ind til os. Her har du allerede taget det første skridt mod at få det bedre med dig selv, hvilket er vigtigt!

Jeg håber mit svar vil hjælpe dig videre med næste skridt på din vej og du er meget velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen  nr 116111, hvis du har brug for at tale med os.

Kærlig Hilsen BørneTelefonen.

Har du en diagnose?

Har du svært ved at følge med i skolen? Forstår dine klassekammerater dig ikke? Har du svært ved at få venner? Har du mange konflikter eller føler du dig ensom?

At leve med en diagnose kan føles svært. Andre børn og unge fortæller, at de føler sig anderledes og har svært ved at passe ind. Det kan derfor være en stor hjælp at få talt med nogen, og få hjælp til hverdagen, så den passer til dine behov.

Klik dig videre her og få hjælp til, hvordan du kan bede om hjælp og fortælle det til din klasse. Du kan også læse andres fortællinger eller få gode råd til hverdagen og hvordan man får nye venner.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat