Kære pige på 13
Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver til BørneBrevkassen, for det lyder som om, at du har en masse ting, du tumler med.
Det lyder som om, at din mor reagerede meget voldsomt og at du har fået unødig skæld ud og stuearrest. Det kan jeg godt forstå gør dig ked af det.
Du fortæller i dit brev, at din far er i Afghanistan... Mon det betyder, at han bor der, og at du ikke ser ham...? Eller er han mon soldat udsendt for at skabe fred? Du fortæller også, at du har en plejemor, og at du bor alene sammen med din mor.. Mon du indimellem er i aflastning hos en plejefamilie..?
Det lyder som om, at du prøvede at fortælle din mor omkring købet af de nye BH'er, men at du slet ikke fik et ord igennem... Jeg synes ikke, den måde din mor reagerede på, var i orden! (Måske misforstod hun de nye bh'er, og forstod slet ikke, at du har brug for dem..? - men hendes reaktion var stadig ikke okay.)
Mon du siden hen har delt din oplevelse med en voksen, du har tillid til.. Evt. din plejemor..? Jeg tænker nemlig, at det kunne være rart for dig, at dele episoden med en voksen, som kunne tale lidt med din mor om hendes reaktion...? Hvad tænker du mon om det..?
Hvor lyder det væmmeligt, at du du blev slået af 3 tyrkiske drenge på vej hjem. Jeg kan forestille mig at du må være blevet rigtig forskrækket! Som du sikkert ved, så må de jo naturligvis ikke må slå dig. (Hvis noget lignende nogensinde skulle ske igen så tror jeg, du skal prøve at få hevet fat i en voksen, som må gribe ind og stoppe dem.) Det er ikke acceptabelt! Ville du mon kunne snakke med din plejemor om det her, så vil hun måske kunne hjælpe dig med at finde ud af, om drengene evt. skal meldes til politiet..? Og så I kan snakke om, hvad du kan gøre, hvis du en anden gang møder dem..?
Du fortæller også,
at du ikke føler, at du passer ind nogle steder.. Mon du altid har haft det sådan..?
Grunden til jeg spørger er, at man i teenageårene i takt med, at man gør sig mange tanker om, hvem man er osv. Særligt i de år. kan man have svært ved at finde ud af, hvor man passer ind henne - og man tænker også ofte over, om man måske er anderledes end andre... Det er en naturlig del af ens udvikling... Men måske det alligevel kan være rart for dig at vende med en voksen...?
Men måske skyldes følelsen snarere, at du er kommet i klemme mellem to forskellige kulturer? Når jeg læser dit brev, så tænker jeg på, om din mor mon er fra et andet land (Afganistan?), og at hun opdrager dig på en måde, der er meget forskellig fra dine klassekammeraters måde at blive opdraget på. (Jeg tænker, det kunne være en af grundene til, at hun blev så gal over de der bh'er..?)
Hvis jeg har gættet rigtigt, så vil jeg foreslå dig, at du (endnu en gang) tager fat i din plejemor eller en af dine lærere fortæller, at du har det svært for tiden... Det kan tit være en stor lettelse at tale med nogen om de ting, der er svære. Desuden kan andre voksne tit hjælpe til med at overtale ens forældre, så man kan få lov til lidt mere, end hvis man selv skulle spørge...
Skulle du sidde tilbage med en følelse af, at du stadig ikke ved, hvordan du skal gribe situationen an, så er det måske en idé at ringe til vores BørneTelefon på 116 111. Det er anonymt og gratis - og det vil ikke fremgå af din/jeres telefonregning, at du har ringet til BørneTelefonen.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen
