Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Angst, gråd og smerte!

Jeg er træt af mennesker der tror de forstår og ved hvordan jeg har det – kan godt være de gør deres bedste og bare vil være søde, men jeg brækker mig over det!!!!!!!

Ingen forstår smerten, ingen forstår vreden, ingen forstår ensomheden, ingen forstår hvor ulykkelig jeg er… Ingen forstår noget! Føler mig så forladt, alene, mislykket, ødelagt, intet værd.. Folk fortæller mig at jeg bare skal sove og dagen i morgen er bedre, men jeg ved jo det ikke passer, når jeg i ugevis har grædt hver eneste dag… Det bliver aldrig bedre… Og jeg kan ikke mere!!!

Hvorfor er der ikke bare en der kom komme og samle mig om, redde mig, holde om mig, passe på mig… Mit hjerte ligger i tusindevis af stumper og stykker… Spredt over det hele… Umuligt at samle igen.

Ringede til børnetelefonen i aften, men braste helt i gråd da der skulle afsluttes, hader at folk skal gå, forlade mig og lade mig være alene… Hvordan skal jeg klare at komme igennem endnu en angstfyldt nat, fyldt med billeder fra fortiden dom ikke vil slippe mig?? Jeg vil bare have fred for al den larm i mit hoved, jeg vil gerne bare kunne sove uden at være bange, jeg vil bare gerne kunne trække vejret uden at føle mig kvalt… Jeg vil bare gerne stoppe med at græde! En eller anden må hjælpe mig, jeg kan ikke mere… Og jeg mener det virkelig… JEG KAN IKKE MERE! Men ingen ser og hører mig, ingen kan nå mig… Det er for sent…

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år.

Tak for dit brev, hvor du meget tydeligt giver udtryk for, hvor svært livet er for dig, og hvor håbløst du synes, det er lige nu.
Du skriver ikke, hvad det er, der har bragt dig så langt ud, men når jeg læser dit brev, er jeg ikke i tvivl om, at du har brug for hjælp.

Du længes efter, at der er nogen, der kan komme og samle dig op, holde om dig, redde dig og passe på dig. Du skriver, at du græder meget, at du er angst, har larm i dit hoved og ikke kan slippe fortidens billeder.

Og så skriver du, at det er for sent. Det tror jeg ikke det er. - Tro mig, det er aldrig for sent, selv om det lige nu mærkes sådan.

Jeg glæder mig over, at du ringede til BørneTelefonen og fik snakket så godt med en rådgiver, at du græd, da du skulle slippe hende, og jeg glæder mig over, at du har skrevet brev til BørneBrevkassen.

Ved at tage de to initiativer, tænker jeg, at du måske alligevel inderst inde har et lille håb om bedring. Selv om det var hårdt at afslutte din samtale på BørneTelefonen, vil jeg alligevel opfordre dig til at ringe igen, når du har brug for det. I din situation kan det nemlig lette lidt at komme af med tankerne.

Jeg undrer mig over, at du tilsyneladende ikke får noget hjælp?

Sådan som jeg læser dit brev, tænker jeg, at din læge skal hjælpe dig med at vurdere, hvilken form for hjælp, du behøver. Mon du har snakket med ham/hende? Hvis ikke, vil jeg opfordre dig til at kontakte din læge hurtigst muligt.

Eller måske er det en sagsbehandler, du skal i kontakt med?

I Børns Vilkår har vi en en ordning med bisiddere, der er personer, der kan hjælpe børn og unge med at kontakte socialforvaltningen, gå med til møder og tale den unges sag. Du kan læse mere om bisidderordningen på vores hjemmeside.

Jeg tænker også, at du kan have glæde af at kigge på www.tabu.dk der er psykiatrifondens hjemmeside med mange tilbud til børn og unge om hjælp.

Jeg håber, mit svar har givet dig lidt mod på at gå videre med at opsøge hjælp, for det er altså ved at tale om det, at du kan få det bedre.

Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen

 

 

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat