Brev

Alt muligt.

Hej børne-brevkassen.
Jeg har tidligere haft et “indlæg” herinde om nogle af mine problemmer. – Jeg har også chattet med en, men det går kun bedre i en uge, efter det, er det hele tilbage igen. Som lille havde jeg et temmelig normalt liv. Men da mine forældre blev skilt, gik det hele galt. Det var min far som var min mor utro.

Min mor har siden det grædt og mere end en gang, overvejet selvmord. (Min mormor har dog hjulpet hende – det kunne jeg ikke selv ..) Jeg har lige siden jeg blev omkring 12 år, virkelig tænkt over hvad jeg spiste. Men da jeg begyndte til psykolog og det hele blev mere alvorligt begyndte jeg at spise som mine veninder. Men da psykolog “ting ting” var helt stoppet. Ville jeg tabe mig igen. Jeg vil stadig tabe mig og er begyndt at bruge slankepiller.

Jeg har i sommerferien tabt 2 kg. Regner da lidt med at meget af det er fedt, for jeg træner rigtig meget. Eksempel dans og nogle lidt mere styrketrænings metoder. Min højde er: 170-171 cm. Nuværende vægt: 55-56 (svinger lidt på dagen) Og det er i mine øjne, alt for meget at se .. Jeg har flyttet skole engang før, da jeg ikke kunne sammen med min anden klasse. På min nuværende skole, går min bedste veninde. (En klasse under mig)

Hun er tydeligt den drengene kan lide, det vil sige. – de spørg mig, om jeg vil give hendes mobil nr.. Og det såre mig også ret dybt, da det åbenbart kun er det jeg bliver brugt til. Min pap far er heller ikke nået at prale af.. For når han er sur, er han rigtig sur. – Det vil sige at han slår .. Og lige i dag, (13-08-2012) .. Er han virkelig sur. Jeg er virkelig ikke tryg når han er sur, for mine tanker siger at han vil komme og dræbe mig med en kniv. ): og det er jo ikke en særlig sjov tanke lige-nu, da jeg går med krykker. (Jeg har forstrukket et ledbånd)

Dog har jeg nået positivt i mit liv. Vi har temmelig mange penge og det er der mange som er rigtig chalux over. Jeg har min egen pony, opstaldet for flere tusinde Kr. om måneden. Så har jeg en dejlig hund .. Og en masse fisk. Jeg er et rigtigt dyre-menneske og elsker bare at være sammen med dyr, jeg føler at de forstår en meget bedre en mennesker. Jeg er på ferie flere gange om året .. I konfirmation var jeg den der fik flest penge .. Vi tæller om RIGTIG – MANGE tusinde kr ..

Men stadig, ville jeg give alle mine penge, for at min mor og far fandt sammen igen .. Jeg ville nærmest skærer en arm af altså. Jeg vil virkelig ikke begynde til psykolog igen, så jeg lader som om jeg er glad. Og utroligt nok, hopper alle folk da på den. Jeg tør ikke at ringe ind til børnetelefonen, for jeg hader at græde og især for fremmede. Så det jeg ærlig talt skriver herind for, er for at få nogle råd.. For jeg hader mig liv, mit udseende, bare ALT ved mig.

Mvh. den triste pige ..

Pige, 15 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige,

Mange tak for dit brev. Det må være meget svært for dig at gå med alle de ting selv, og jeg vil prøve at besvare dine spørgsmål så godt jeg kan.

Jeg vil starte med at sige, at det er godt, at din mormor kunne hjælpe din mor! Det er meningen, at voksne skal hjælpe andre voksne med så svære ting, forældre skal hjælpe deres børn, børn skal ikke hjælpe deres forældre. Når jeg skriver det, handler det ikke om, at du ikke må prøve at hjælpe din mor, når hun har det svært, men jeg bliver nødt til at sige til dig, at børn ikke kan tage ansvaret for sådan noget. Når man er voksen, har man fået en masse erfaring og ved meget mere om livet. Når man er barn, skal man lære alle tingene og få erfaringen. Men samtidig vil jeg sige, at det er helt naturligt, at man gerne vil hjælpe sin mor, og prøver på det. Det er bare vigtigt for mig at fortælle dig, at du har gjort det rigtigt flot, (og garanteret mere end man kan forvente af et barn) selvom det var din mormor, der kunne hjælpe din mor og ikke dig.

Jeg kan ikke fortælle dig om, du er overvægtig, da jeg ikke kan se dig, men ud fra din BMI, som mange sundhedsplejersker og læger bruger, er du normalvægtig. Det, der er farligt, som du selv er lidt inde på, er hvis man spiser for lidt og træner for meget. Man kan risikere, at ens krop ikke kan fungere. Med det mener jeg, at mad er det brændstof, som din krop har brug for, og hvis den ikke får nok, eller ikke får det rigtige mad, fungerer kroppen ikke som den skal. Man kan være mere træt, have svært ved at koncentrere sig og meget andet. Måske det kunne være en god hjælp at tale med din læge eller din sundhedsplejerske om det? Det kan være, de kan hjælpe dig til at finde ud af om det du spiser nu også er det helt rigtige, så du får dækket de vitaminer, mineraler, proteiner osv. som kroppen har behov for?

Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at føle, at drengene kun er interesserede i din veninde. Jeg ved ikke, om du har prøvet at tale med hende om det? Jeg tænker, at hun måske oplever det anderledes? Jeg ved jo ikke, om der også er drenge, der spørger
hende efter dit nummer, ved du det?

Det der med at føle, at man kun kan blive brugt som mellemmand, er slet ikke rart! Jeg ved ikke, om du har prøvet at sige fra? Altså sige til dem, at hvis det er dit nummer de vil have, kan det da godt være, men din venindes nummer må de altså spørge din veninde om? Det kan være, at det kan stoppe drengene med hele tiden at spørge om hendes nummer?

Vedr. din papfar, der bliver så vred at han slår. Det er slet ikke i orden, for man må ikke slå børn i Danmark! Det er heller ikke i orden, at du skal gå og være bange for ham på den måde. Jeg ved ikke, om din mor ved, at han slår? Jeg tænker næsten ikke, at hun kan undgå at vide det, men kan du tale med hende om det? Jeg ved ikke, om det vil kunne hjælpe dig at tale med hende om, hvad det gør ved dig, og om hun vil kunne hjælpe dig? Det kan også være, at du kan tale med en anden voksen, som du stoler på som kan hjælpe dig med at tale med dine forældre om det? Det kan være et familiemedlem, onkel, tante eller måske en pædagog eller noget?

Det kan også være, at det ville være en rigtig god ide for dig, hvis I fik noget hjælp udefra? Altså hvis der var nogle voksne, der ved en masse om børn og familier, der kunne hjælpe jer. I kommunerne er der en særlig afdeling, der arbejder med familier, der har det svært. De har nogle forskellige tilbud til familier, hvor der er konflikter eller bare ting der er svære, det kan f.eks. være noget familiebehandling af en art.

Hvis du tænker, det kunne være en hjælp for dig, at der var nogle professionelle voksne, som ikke kender jer, der gik ind og hjalp jer, kan du evt. ringe op til kommunen og bede om at tale med én, der arbejder med børn og familier. Jeg ved, at det kan være svært at tage kontakt til kommunen, men du kan evt. tale med din lærer på skolen om det, og bede læreren kontakte kommunen. De ved lige hvem de skal tale med, eller kan i al fald finde ud af det.

Når du så skal fortælle dem på kommunen, hvad det er, der er svært hjemme hos jer, har du ret til at have en bisidder med. Det har man, fordi det kan være rigtigt svært at sidde og fortælle sådan nogle ting til én, man ikke kender. En bisidder kan være en voksen, som du kender og stoler på. Men det kan også være en fra Børns Vilkårs bisidderkorps. En bisidder fra Børns Vilkår er en voksen, der ved en masse om lovgivningen og børns rettigheder. Hvis du gerne vil tale med sådan én, kan du fx kontakte Børns Vilkår igennem BørneTelefonen eller BørneChatten.

Det sidste jeg gerne vil skrive lidt om, er at du skriver, at du virkelig ikke vil begynde til psykolog igen. Nu ved jeg jo ikke, hvorfor du har det sådan… Men jeg tænker, at nogen gange er det fordi man ikke føler, at man fik rigtigt hjælp, at det var for svært at tale med psykologen, eller måske fordi man ikke vil være anderledes? Det jeg nok egentligt vil sige er, at der er rigtigt mange både børn og voksne, der går til psykolog af forskellige årsager. Der er også mange, der skifter til en anden psykolog, fordi de ikke rigtigt kan få hjælp af den, de går hos… Så det jeg tænker er, om det er muligt for dig at tænke over, hvorfor du ikke vil gå til psykolog, og hvad der skulle være anderledes, hvis du skulle have hjælp.. Uanset om det var en psykolog eller en anden professionel.

Jeg håber rigtig meget, at du kan bruge svarene, og at jeg har husket at svare på det hele… Du kan altid skrive igen, ringe på BørneTelefonen på 116 111 (hvis du har mod på det) eller skrive til BørneChatten, hvis du har brug for at tale lidt med en voksen, som du ikke kender, om noget af alt det her, eller har nogle flere spørgsmål.

Mange venlige hilsener

BørneBrevkassen