Kære C-CG
Det er så godt, at du skriver hertil og fortæller om det, der fylder. Du har allerede taget et første vigtigt skridt i at ændre på din situation, tror jeg.
Det lyder til at være rigtig hårdt og svært at være dig. Og det kan jeg godt forstå. Dit forhold til din mor har længe ikke været godt, og det er ikke okay, at du så går med så mange tanker, følelser og oplevelser af den slags alene.
I denne verden skal der være plads til os alle, om vi går med sort makeup eller ej. Der skal også være plads til dig, og du har selvfølgelig brug for, at dine nærmeste viser dig, at de elsker dig, som du er og kan rumme dig.
Men for nogle mennesker er det meget svært at håndtere nogen/noget, som er meget forskelligt fra en selv. Jeg kender jo ikke din mor, men det kunne måske være gældende for hende..? Som mor har man også nogen gange brug for at få hjælp til at håndtere sine egne forventninger til sig selv som mor og sine børn, som man ikke altid kan styre. Så måske skulle du og din mor overveje om I kunne have glæde af, hvis nogen udefra hjalp jer med at komme tættere på hinanden igen..?
Som udgangspunkt tror jeg, at mennesker ønsker at have det godt med hinanden. Men nogen gange har selv voksne svært ved at bede om den hjælp, de måske kan have brug for. Men i dette tilfælde kan din mor så være glad for, at hun har fået sig en datter, som faktisk formår at tage initiativ til at få hjælp, når hun trænger til det!
Nu kender jeg ikke til din og din mors historie, men du skriver, at hun mange gange har skubbet dig væk. At blive afvist af sin mor er meget smertefuldt, og man vil ofte forsøge igen og igen for at få hendes accept og kærlighed.
Du fortæller, at du ofte skærer i dig selv. Det er nok ikke den bedste måde at løse problemer på, det giver dig til gengæld et ekstra problem nemlig at stoppe med det igen. Men jeg gætter på, det virker det lindrende for dig at gøre det? Nogen bruger det også som en slags straf? Jeg ved ikke, hvordan det er for dig, men det er selvfølgelig et tegn på, at du ikke har det godt. Mon din mor ved, at du skærer i dig selv? Er der andre der ved noget om det? Har du talt med fx din kæreste om det?
Jeg vil råde dig kraftigt til at få talt med en voksen om, hvad der foregår og hvordan du har det. Kan du mon forestille dig dette: At du fortæller din mor, at du har brug for hende og brug for at tale med hende. At du evt. viser hende vores brevveksling?
Nogen gange kan det lette en svær samtale, ved at tage udgangspunkt i et brev. Når hun læser dit brev, får du taletid og bliver ikke afbrudt. Hun får ligeledes mulighed for at tænke lidt over det hun har læst, inden I sætter jer og taler sammen. Måske du er heldig, og hun både kan og vil forstå dig og hjælpe dig?
Dit forhold til din far ved jeg ikke noget om, men måske det kunne være en mulighed at forsøge dig med en snak med din far? Måske han kunne hjælpe dig og din mor i jeres konfliktfyldte forhold?
Din ensomhedsfølelse i skolen, som du skriver om, er ikke holdbar. Har du gennem din skoletid talt med din lærer om, hvordan du oplever dit skoleliv? Din lærer har et medansvar for at du trives i skolen. Mon du har en lærer du har tillid til, som du kunne tale med? På de fleste skoler er der også en AKT-lærer, som netop er specialiseret i at hjælpe/tale med børn og unge, som har det svært på den ene eller anden måde. Et andet bud vil være at opsøge skolepsykologen eller sundhedsplejersken. Begge er de vant til at tale med unge, som har det svært og ville kunne hjælpe dig yderligt.
Du skriver, at du er bange for at komme tilbage til den pige, du engang var. Den pige som isolerede sig, gemte sig væk og var bange. Jeg tænker at der er stor sandsynlighed for at det ikke sker for dig, da du håndterer det og reagerer som du gør – forsøger at få den hjælp du har brug for. Super godt!!
Du skriver også, at du ikke ønsker at skulle væk hjemmefra. At du har planer og idéer om, hvad du skal når du bliver 18 år, og det er jo super sejt, at du har drømme, som du ønsker at holde ved. Bliv ved med det – det er et modenheds- og sundhedstegn!
Det er hårdt at opleve at skulle kæmpe meget for at få tingene til at fungere for en i sit liv. Og jeg ville ønske, jeg kunne fjerne nogle af dine problemer bare med et svar til dig... – Men der er desværre nok ikke andre veje end den du heldigvis allerede er ved at gå. Få den hjælp som du har brug for og krav på - insistere på at du er dig og har lov til at være her med alt det gode, du har i dig. Om det så er med sort makeup og pink hår eller what ever…
Jeg håber virkelig at du kan bruge mine forslag og spørgsmål til noget.
Hvis du har brug for at skrive igen, er du meget velkommen. Ellers er det en mulighed at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive til UngeChatten. Begge steder sidder der rådgivere klar til at tale med dig.
Bedste hilsner BørneBrevkassen
