…

Hej BB.

Det her er så åndssvagt, og jeg kan næsten ikke fatte, at jeg gør det her… Men alligevel har jeg bare så ondt i maven og konstant lyst til at græde. Jeg snakkede med en fra jeres Børnetelefon – det var rigtig rart i situationen, men jeg har fået det skidt og underligt igen…

Jeg var inde og se den nye film, “Hvidstensgruppen”. Den er så god, gribende og rørende, og jeg tudede det meste af filmen. Problemet er bare, at det ikke blev ved det, jeg græder stadig over det. Inde i hovedet er det som om, jeg bliver ved med at genspille nogle scener fra filmen, selvfølgelig de sørgeligste. Jeg kan ikke lade være…

Jeg er selv politisk aktiv og kan godt lide samfundsfag. Men når jeg sammenligner min ungdom med hvordan det var at være med i modstandskampen, har jeg jo ingen problemer! Mit største problem er nok om jeg skal tage den eller den skjorte på i morgen, men dengang var livet bare helt anderledes.

Jeg ved, at det er gak, men jeg føler det lidt som om, at jeg bare lever, men ikke lever for en grund? Jeg kæmper ikke for en sag, jeg kan risikere at dø for, ligesom de gør i f.eks. det Arabiske Forår. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er bange for at dø for tidligt, men jeg har bare ikke lyst til at leve et liv, hvor jeg ikke kæmper for noget.

Jeg er som sagt politisk aktiv, men det er bare som om, det ikke er nok..? Vi unge i Danmark har ikke noget seriøst at kæmpe for, kun klimaproblemer, EU-politik og nogle andre ting, men jeg føler det som om, at jeg er den eneste i min omgangskreds (uden for ungdomspartiet, selvfølgelig), der går op i det.

Jeg har prøvet at tale med min mor og far, men de klappede mig bare på håret, sagde jeg var teenager og det gik over. Da jeg sagde, at jeg følte det var lidt mere end det sagde de bare, at tiderne er ændret og jeg ikke skal tænke så meget over det. Jeg kan bare ikke lade være! Jeg tænker rigtig meget på det, min mave knuger sig sammen… Undskyld, hvis det blev langt, men jeg har bare brug for at komme ud med det..

Kram fra mig.