Kære pige på 13 år Tak for dit brev. Du er god til at beskrive, hvad der sker i dit liv lige nu. Når jeg læser dit brev, får jeg et indtryk af, at du gør dig forskellige tanker om bl.a. venner, skole, mobning, ensomhed og familie. Du skriver, at dit problem mest er, at du næsten altid siger nej, når nogen spørger dig, om du vil være sammen. Jeg vil starte med at skrive noget om det. Jeg ved ikke, om det stadigvæk er det, som fylder mest i dine tanker? Måske er der noget andet på spil for dig, når du læser mit svar? Derfor tænker jeg, at det måske også kan være en hjælp for dig, at ringe ind til os på 116 111. Du er helt anonym og det er gratis. Okay, lad mig se en gang. Du skriver i dit brev, at du ikke har lyst til at være sammen med nogen efter skole, og at du ikke ved, hvorfor du har det sådan. Jeg kan forstå på dit brev, at du synes, det er et problem. Først vil jeg sige til dig, at der for mig at se ikke er noget forkert i, hvis du nogle gange ikke har lyst til at være sammen med kammerater. Nogle dage – måske især efter en travl skoledag - kan man have brug for at hvile sit hoved, og bare være alene med sig selv. Jeg tror, det er vigtigt, at man også lære at slappe af med mig selv, ligesom når du fx læser bøger. Når det er sagt, så kan det måske blive et problem, hvis du synes, du læser bøger, for at komme ind i en anden verden, så du kan glemme problemer. Jeg kan forstå på dit brev, at du undrer dig over, hvorfor du lige nu ikke har lyst til at være sammen med venner. Du nævner bl.a. din barndomsveninde. Jeg ved ikke, om du selv har nogle bud på, hvorfor du har det sådan lige nu. Jeg kan forstå, at du for et halvt år siden oplevede, at nogle piger fra din klasse ignorerede dig og holdt dig uden for. Du skriver, at det er stoppet, og det er jeg glad for at høre. Når jeg læser dit brev tænker jeg, at dine oplevelser med at blive holdt udenfor og ignoreret måske har gjort det sværere for dig at kaste dig ud i nye venskaber. Når man, som du har oplevet at blive ignoreret, tror jeg det er ganske naturligt, hvis man får brug for at passe mere på sig selv. Det er ikke rart at føle sig holdt udenfor eller opleve, at nogen, man kender godt, vender ryggen til en? Hvad tænker du om det, jeg skriver her? Selvom du skriver, at du har fået det bedre mht. pigerne i din klasse, så tænker jeg, at et halvt år ikke er lang tid siden. Jeg er derfor også nysgerrig på, hvordan I fik det løst? Fik I mon hjælp af jeres lærer, eller var der andre der hjalp jer med at tale sammen?
Det kan være svært at glemme, hvis man er blevet såret, skuffet, ked af det eller vred. Jeg ved ikke, hvordan du har det med pigerne i din klasse nu? Du skriver, at du gerne vil skifte skole, og det får mig til at tænke på, om det stadigvæk er svært i din klasse? Det er vigtigt for mig at sige til dig, at selvom drillerierne er stoppet, så kan man stadigvæk have brug for at få talt om, hvad der skete. Du skriver i dit brev, at du ikke vil have hjælp af lærerne. Jeg taler ofte med børn og unge, der fortæller, at det kan være svært at bede om hjælp hos en lærer, fordi de er bange for, hvad de andre i klassen vil synes om én. Jeg ved ikke, om det er en af grunden til, at du ikke vil have din mor til at snakke med dine lærere? Men når det handler om mobning, og hvordan man respektere hinanden i en klasse, så er det de fleste gange nødvendigt at få hjælp fra en lærer. Hvis du har mod på det, kunne du foreslå en lærer, at I kunne holde en trivselsdag i klassen, eller bruge nogle timer på at snakke om, hvordan I bedst muligt passer på hinanden i klassen. Jeg ved ikke, hvad du synes om min idé?
Hvis din lærer savner idéer til hvordan I kan tale om trivsel, har vi lavet nogle forslag på vores hjemmeside, som er lige til at bruge - måske kan du fortælle om det til din lærer? Du kan se forslagene ved at klikke her: http://www.bornsvilkar.dk/Raadgivning/SkoleTjenesten/Undervisningsmateriale/trivsel-i-skolen.aspx
Jeg vil lige vende tilbage til det her med, at du synes, at du altid siger nej, når nogen spørger om du vil være sammen. Du skriver, at du er en smule usikker på, om det er dig, der er noget galt med, eller det er alle andre. Som sagt tror jeg, det er vigtigt, at du nogle dage giver dig selv lov til at være alene, hvis det er det, du har mest lyst til. Det er helt okay, hvis du har det sådan nogle dage. Andre dage skal du måske prøve at tage imod en invitation også selvom, du synes, det er svært. Måske kunne du beslutte dig for en dag, hvor du og fx din barndomsveninde kunne lave noget sjovt sammen? Hvis du finder på noget, som du har lyst til at lave, og så inviterer hende hjem til dig. På den måde laver I noget, som du kan lide, og som du er tryg ved, og så kan det være, at det bliver nemmere for dig at have en med hjem efter skole? Jeg håber, du finder frem til en god løsning. Nogle gange skal man gøre noget – springe ud i noget nyt – også selvom, man ikke er helt glad for idéen til at starte med. Kærlig hilsen BørneBrevkassen
