Kære pige på 11 år
Jeg kan godt forstå, at det må være svært for dig, at din bedste veninde nu kun vil være sammen med den nye pige. Når nogle af de andre piger så også behandler dig dårligt, så kan jeg forestille mig, at du ikke har det særligt godt med at komme i skole lige for tiden?
Er der mon en voksen, der har lagt mærke til det? Har dine forældre fx spurgt dig, hvordan du har det i skolen? Hvis ikke, så skulle du nok fortælle dem, hvad der sker. Så vil de nemlig kunne hjælpe dig med at tale med din veninde.
Måske tænker din veninde slet ikke over, at jeres venskab har ændret sig. Måske synes hun bare, at den nye pige er så spændende, at hun lidt glemmer dig. Men hvis du fortæller hende, at du savner hende og føler dig udenfor, så kan det være, at hun husker på, hvor godt et venskab, I to har. Man kan jo sagtens være venner med mere end en.
Det er din læreres ansvar at sørge for, at du har det godt i skolen. Men hvis din lærer ikke ved, hvad der sker, så er det svært at hjælpe. Jeg vil derfor også råde dig til hurtigt at få talt med din lærer. Du kan få dine forældres hjælp. Eller du kan vise dit brev og mit svar. Så vil din lærer forstå, hvad det handler om.
Det lyder til, at du synes rigtig godt om den nye pige. Har du foreslået, at I laver noget alle tre? Det vil din lærer eller dine forældre også kunne hjælpe dig med. I kunne arrangere en biograftur eller en filmaften derhjemme. Og din lærer vil kunne sørge for, at I kommer sammen til gruppearbejde.
Nogle gange ændrer venskaber sig. Og det kan godt være, at du og din veninde ikke bliver lige så tætte igen. Det er dog vigtigt, at du ikke føler dig alene i klassen. Det skal din lærer hjælpe dig med.
Du kan også selv tænke over, om der måske er en anden pige, du kunne tænke dig at lære bedre at kende. Så kunne du fx invitere hende hjem en dag.
Jeg håber, du får dit venskab tilbage – og at du også kan få et godt venskab med den nye pige.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen