Sexual frygt

Kære pige på 13

Tak for dit brev. Jeg kan næsten 'mærke' i brevet, at du har gjort dig umage for at forklare din situation. Jeg kan forestille mig, at det har krævet meget mod, er det rigtigt? Det er rigtig flot af dig, at skrive brevet herind til os. Det viser, at du har et stærkt ønske om, at der er ting i dit liv der skal være anderledes. Og med den historie du fortæller kan jeg virkelig godt forstå dig. På grund af din alder vil du nok opleve, som du allerede gør, at seksuel interesse og nysgerrighed naturligt bliver en større og større del af din verden og det kan jeg sagtens forstå bestemt ikke kan være rart når du er bange for det og har haft ubehagelige oplevelser med det. 

Du har oplevet noget rigtig ubehageligt og slemt og de oplevelser du har været igennem er der ingen der fortjener. Når man på den ene eler anden måder føler at man er blevet tvunget til at gøre noget mod ens vilje, selvom man faktisk blev overtalt til at gå med til det, kan man godt føle, at man selv var skyld i det hele. Når man føler at det er ens egen skyld at der er hændt noget ubehageligt, så kan det være nogle gange være svært at forstå, at man selvfølgelig fortjener al den hjælp man har brug for, for at komme sig over det. Jeg ved ikke om du måske kender lidt til at føle sådan, men jeg synes bestemt at jeg kan læse i dit brev, at du gerne vil vise dig selv den store respekt det er, at handle på, at du ikke har det godt. Du har handlet ved at skrive ind til os. Det er rigtig flot.

At din mor tvang dig til at fortælle hende det hele, kan jeg forestille mig, at hun har gjort i bedste mening, fordi hun har kunnet fornemme på dig at der var noget galt. På den måde har din krop måske hjulpet dig med at vise omverdenen at der er noget der ikke er som det skal være og det er helt naturligt. Man kan sige, at din krop reagerer sundt ved at vise sig og begynde at græde f.eks. Du har lyttet til din krops signaler og det er ikke alle der har mod til at gøre det, men undertrykker dem og det er sjældent særlig godt, fordi så er det svært at ændre på tingene og måske lade hjælpen komme helt ind til der, hvor det er rigtig svært, men også der hvor det gode (med tiden) begynder at blomstre. 

Det der skete med din 'veninde' da du var omkring 9 år, det har du aldrig rigtig fået hjælp til at håndtere. Det kan være rigtig voldsomt at gå med så stærke minder som ikke er gode. Dårlige minder kan måske nogle gange skygge for ens gode udvikling og de gode minder fra gode oplevelser. Alle fortjener minder fra de gode ting i ens liv, så det er vigtigt, at man gør alt hvad man kan for at der er plads til dem. Derfor kan det måske være en rigtig god ide, som din mor foreslår, at du får hjælp. Men det skriver du, at du ikke ønsker? Jeg bliver nysgerrig på, hvorfor mon egentlig ikke? Selvfølgelig kan det lige i situationen være nemmere, hvis alt hvad der minder dig om det svære blot forsvandt, men det gør det desværre ikke. Nogle gange kan det være lettere at lukke øjnene, men på et tidspunkt bliver man bare nødt til at åbne dem igen og så er tingene de samme. Men hvis nu man beslutter sig for at holde øjnene åbne og være stærk og kigge det svære i øjnene, så kan man lige pludselig måske med tiden også se hvad der står bag ved det svære - nemlig alt det gode. Giver det mening? Men undervejs er det bare rigtig vigtigt og godt at have nogen til at støtte en i ikke at komme til at lukke øjnene, en der kan hjælpe en med at være stærk og kigge det svære i øjnene længe nok til det måske går væk. Man må med andre ord bearbejde det svære for at der bliver plads til det gode. 

Jeg tænker både min mor og din lærer rigtig gerne vil hjælpe dig, og nogen gange i livet har man brug for hjælp. Måske er det en psykolog din mor/lærer foreslår du skal tale med? Det kan faktisk være en rigtig god ide, også selvom jeg kan tænke, det kan være svært at åbne op. Men du skal vide en psykolog er uddannet til at hjælpe og lytte, så du igen kan få ro på dine tanker og følelser. Hvis det er svært at skulle fortælle, vil jeg da foreslå du viser hende/ham dit brev til os og mit svar. Her får du præcis fortalt, hvordan du har det og det kan være en god måde at få startet en svær snak på, hvad tænker du om det?

Når du ikke bliver konfronteret med noget, som minder dig om det ubehgelige, hvordan har du det så? Har du også nogle gode stunder i dit liv? Sammen med din familie? Nogle veninder måske? Det kan være en rigtig god ide, når man har svære perioder eller situationer i sit liv, at huske at finde små bitte situationer eller hændelser som er gode og værd at samle på. De kan på en måde være et frikvarter fra det svære og det er godt at have. Så måske, når det hele ser allerværst ud, enten med minderne eller med dem fra din klasse, så kan du måske gå på jagt efter gode små stunder? Og måske hvis eller når du har fundet nogle, så kan du prøve at sørge for, at de måske kan opstå igen. Gøre noget af det samme som tidligere for at skabe en god lille stund. Det kan være helt små ting, som f.eks. at du nød din livret eller hørte et godt nummer i radioen.

Det er slet ikke okay at nogle fra din klasse kalder dig død, du har lov til at være præcis som du vil og se ud som du vil. I er i en alder, hvor puberteten er i gang. I er ved at udvikles fra børn til unge mennesker. Man bliver mere følsom overfor andres vurderinger og har brug for at være en del af fællesskabet. Jeg vil foreslå du fortæller den lærer du er mest tryg ved, hvad du oplever, for det er lærernes ansvar at sikre at alle i klassen trives.

Jeg vil minde om, at du altid er mere end velkommen til at ringe, chatte eller sms'e til Børnetelfonen på 116 111. Her sidder søde rådgiver klar til at lytte. Håber du vil lade de voksne omkring dig hjælpe dig, det har du brug for, så du igen kan sove trygt, finde glæden i din hverdag og ikke frygte den naturlige udvikling du og dine klassekammerater går igennem her i puberteten.

Jeg ønsker dig alt held og lykke og håber der kommer smil på dine læber snart igen. 

Kærlig hilsen Børnetelefonen