Selvskade, angst, stress og depression?

Hej BB,

Jeg er en pige på 14 år, som altid har haft det svært.

Jeg fik en meget svær start på livet, hvor jeg blandt andet har mistet min far.

Jeg har altid været en meget speciel pige, der ofte har opført mig ældre end jeg var. Jeg har altid taget skolen meget seriøst, og lavet mine ting.

Det har faktisk givet mig meget modstand, og allerede halvvejs gennem 0. klasse, blev mine klassekammerater trætte af mig, og begyndte at holde mig uden for.

I 2. klasse, sendte min matematiklærer mig til psykolog, fordi jeg græd vær dag når jeg mødte op i skolen. Hun mente at jeg måtte have ADHD, men psykologen fandt intet. Alt sammen fordi, hun chikanerede mig, og jeg blev mobbet af klassekammeraterne. Hun har sat spor i min hukommelse.

I 3. klasse, blev jeg mobbet med at jeg var en nørd, fordi jeg kunne størstedelen af det periodiske system. Jeg har altid kun leget med drenge, men det skulle lærerne selvfølgelig også ødelægge, og jeg blev tvunget sammen med pigerne. Det blev til endnu mere mobning, fra begge køn.

I 4. fik vi nye lærere, som ikke gjorde sagen meget bedre.

5. og 6. klasse gik med chikanering fra klassens dygtigste elev. Desuden svigtede min bedste veninde gennem hele mit liv, mig, og hendes klasse startede med at mobbe mig. De ventede på mig hver dag efter skole, dette stod på i 2 år.

I 6. klasse fik jeg 2 hjernerystelser, og var syg i sammenlagt 2-3 måneder. I dag begynder jeg at hyperventilere hver gang jeg går igennem skolegården, i angst for, at endnu en bold rammer mig.

I 7. klasse, startede 3 nye elever, som ændrede forholdene i klassen, lige da jeg troede at det begyndte at gå godt. Min eneste rigtige veninde, hoppede med på dulle-vognen, og her begyndte de at chikanere mig igen. Den nye dreng begyndte også, og han gjorde det så meget, at mine lærere greb fat i ham, uden at jeg sagde noget. Jeg kan ikke være i nærheden af ham, uden at bryde sammen i gråd, fordi han nedgør mig og smadrer mig psykisk, når lærerne kigger væk.

Min største frygt er ensomhed, og selvom at jeg har en masse venner over nettet, er det langt fra godt nok, når ens ven aldrig kommer og giver en et fysisk kram. De bor for langt væk.

Jeg får nogle gange nogle flip, hvor jeg borer negle ind i siden på mig, ridser i min hud eller bider i mig selv.

Når jeg går igennem skolegården, eller det sted hvor min bedste venindes klasse mobbede mig i to år, begynder jeg at ryste, og i værste fald bryde sammen.

Jeg sidder ofte ene og alene oppe på mit værelse, uden håb. Jeg er konstant trist.

Jeg har svært ved at binde mig til mennesker, fordi jeg ved, at de bare forlader mig igen. Enten ved at dø, eller vende ryggen til mig.

Jeg ved at jeg må have fået en eller anden psykisk lidelse, men jeg ved ikke hvad. Hvad jeg ved er, at jeg bør komme i behandling.

Problemet er, at min enlige mor selv ofte er stresset og deprimeret, og jeg har ikke lyst til, at hun skal blive endnu mere trist, fordi jeg har det svært.

Jeg ved bare, at det vil gøre det hele endnu værre.

Mine lærere gør ikke så meget ved problemerne i klassen. Der er ingen skoler at flytte til i nærheden.

Hvad skal jeg gøre?

Hilsen Trist Pige