Kære du,
Hvor er det godt du skriver hertil, og hvor er du en god kæreste, der prøver at hjælpe!
Du har rigtigt meget ret i, at hun skal snakke med nogen.. Det er rigtigt vigtigt, at hun kommer til at snakke med nogle voksne.. Det er de voksne, der kan hjælpe nogen, der har det så svært, som din kæreste har… Jeg kan godt forstå, hvis det er svært for hende at tale med hendes forældre om det, men mon der er nogle andre voksne, som hun stoler på? (Hvad med dine forældre? eller en lærer måske?)
Måske du kunne vise hende det her brev? Der findes noget der hedder LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, deres overordnede formål er at give støtte, rådgivning og information til personer, der er ramt af en spiseforstyrrelse eller er selvskadende. Måske hun kunne gå ind på deres hjemmeside og kigge? Den hedder http://www.selvskade.dk... Jeg ved at de også har rådgivning ligesom BørneTelefonen og BørneChatten.. LMS telefonrådgivning er mandag – torsdag fra kl. 18 – 20 på Tlf.: 70 10 18 18, Chat rådgivningen er mandag - torsdag fra kl. 17 – 19, de har også en mailrådgivning, som kan findes igennem LMS´s hjemmeside http://www.lmsnyt.dk/saadan-faar-du-hjaelp/mailraadgivning/
Jeg synes, at det er rigtigt vigtigt, at du ikke går med den her viden alene.. Jeg kan godt forstå, at du blev rigtigt ked af det indeni.. Måske det var en mulighed, at du fortalte hende det? At du bliver ked af det over, at hun har det så skidt, og at I begge to skal have hjælp til at det bliver bedre?
Så kunne du måske forklare hende, at du blev nødt til at sige det til en voksen? Det kan godt være, at hun ikke er helt enig med mig om, at de voksne skal have det at vide.. Men jeg ved, at det som regel ikke er noget, der går væk af sig selv, og at det er noget, man skal bruge voksne til at hjælpe sig af med…
Jeg håber, at din kæreste får hjælp, og at du føler, at du har fået svar på dine spørgsmål. Du og din kæreste er du altid velkommen til at skrive ind på BørneChatten eller ringe på BørneTelefonen på 116 111, begge steder er der voksne der sidder klar til at give råd og vejledning…
Mange venlige hilsner
BørneBrevkassen