Kære dreng på 13
Tak for dit brev. Jeg synes, dit brev er et bevis på, at du faktisk måske slet ikke er den 'svage type', som du skriver. At du skriver ind til os viser, at du er sej, modig og gerne vil dig selv det bedste - og du er helt klar over, at det ikke er i orden, det ham fra klassen siger til dig. For det er bestemt ikke i orden. Jeg kan godt forstå, at du er træt af det, og hvor er det godt, at du reagerer på det.
Jeg bliver nysgerrig på, hvad det er der gør, at du ikke er glad for at tale om dit privatliv? Er der mon sket noget, som gør, at du har et sådan? Eller har du altid haft det sådan? Som mennesker er vi alle forskellige, og nogle har lettere ved at tale om personlige ting end andre. Alligevel er det faktisk en rigtig god ting at øve sig i, fordi det kan være lettere at klare de svære ting, man støder ind i i livet, når man deler det med nogen. Det kan være en god øvelse at forestille sig, at hvis nu modet en dag skulle komme, og man fik lyst til at fortælle om de svære ting, hvem kunne man så tænke sig at tale med? En forældre? En voksen på skolen eller i klubben? En vens forældre eller måske en helt tredje? Naboen? BørneTelefonen?
Måske du allerede ved dette. Men det er faktisk din lærers ansvar, at alle i klassen har det godt. Nogle gange kan det bare være svært for lærerne at gøre noget, hvis ikke de ved, at der er nogen i deres klasser, der ikke har det godt. Måske lægger de ikke mærke til det, måske tror de, det er stoppet. Derfor er det rigtig vigtigt, at lærerne får at vide, at der faktisk er nogen i klassen som ikke har det godt.
Man kan jo fortælle om sine tanker på mange måder, og fordi det kan være rigtig svært at tale om sig selv, kan det måske være en ide at skrive til din lærer, eller vise hende/ham det brev, du allerede har skrevet så fint til os? Eller hvis der er nogle i klassen, som du måske taler lidt eller måske endda meget med, så kan de måske gå med og få dig til at føle dig tryg nok til at fortælle om det svære? Eller hvis du er tryg derhjemme, så kan din lærer måske komme hjem til dig?
Der er ingen, der skal gå med selvmordstanker. Det er slet ikke meningen, og det er en meget alvorlig tanke. Derfor synes jeg virkelig også, at det netop er så sejt af dig, at du har skrevet til os. Du har taget dig selv meget seiøst og vist dig selv så meget respekt, at NU er det ikke i orden længere. Hvad mon der har gjort, at du har fundet modet til at skrive til os nu? At tænke over det kan måske igen også være med til at lære dig selv om, hvad der giver dig ekstra mod? Hvis nu det er svært at finde præcist ud af, så kan det være, at du kunne have lyst til at ringe, chatte eller sms'e til os og så vil der altid være en voksen klar til at lytte og måske hjælpe med at se, hvad det er du kan, som gør dig så modig! Nummeret er 116111, og du behøver ikke fortælle, hvem du er.
Jeg håber alt det bedste for dig.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
