Kære pige på 12 år
Mange tak for dit brev. Jeg kan høre at den måde dig og dine veninder er sammen på for tiden er gået over stregen og blevet til mobning. Jeg kan godt forstå, du ikke kan lide det og ikke kan leve med at de siger den slags ting om dig og sparker dig. Det skal selvfølgelig stoppes!
Jeg synes, det er rigtig sejt, at du mærker efter, hvad du vil være med til og skriver herind for at få hjælp til at få det stoppet. Det viser, du er god til at passe på dig selv. Dine veninder skal nemlig ikke behandle dig på den måde.
Faktisk vil jeg sige, at man slet ikke er venner, når man behandler nogen på den måde. Venner passer på hinanden, har det sjovt sammen og er søde ved hinanden. Når dine veninder gør det de gør, synes jeg ikke de lyder som de kan finde ud af at være veninder lige for tiden.
Jeg tænker på, om der er nogle voksne, der ved hvad der sker mellem dig og dine veninder? Der er nemlig sådan at det er de voksnes ansvar at hjælpe børn med at stoppe mobning. Når det er noget, der sker på skolen, skal klasselæreren have det at vide.
Alle skoler skal have en ‘anti-mobbe politik’. Det betyder at skolen, skal have nogle regler for, hvad de voksne skal gøre, hvis der er nogle børn, der oplever mobning i skolen.
Derfor er det vigtigt, at der er nogle voksne, der får at vide, at der er nogle børn, der ikke har det godt i skolen. Mobning påvirker ikke kun den der bliver mobbet. Det skaber en rigtig dårlig stemning i klassen, at nogen taler grimt til andre eller slår og sparker.
Det er faktisk også sådan, at børn der er glade og har det godt ikke mobber andre. Derfor kunne det også tyde på, at de piger, der er i din venindegruppe heller ikke har det så godt. Jeg har snakket med nogle børn, der har mobbet, der fortæller at de mobbede, fordi de selv var bange for at blive mobbet, hvis de ikke gjorde det.
Derfor er det rigtig sejt, at du skriver herind, fordi du gerne vil have at I er sammen på en ordentlig måde i klassen.
Hvilken voksen kan du mon sige det her til? Mon du kan fortælle det til dine forældre eller en anden voksen, du er tryg ved? Måske en fra din familie, din skole eller en venindes familie? Måske den voksne kan hjælpe dig med at sige det til klasselæreren, hvis du synes det er svært at sige det til ham/hende?
Nogle børn synes det kan være svært at sige det til en voksen. Måske du også har det sådan? Jeg ved at det kan hjælpe nogen at vise de voksne, det brev der er sendt herind til BørneTelefonen og vores svar. Måske det også var en ide for dig at vise dit brev og mit svar?
Nogle synes også det er nemmere at skrive til en voksen end at sige det først. På vores hjemmeside har vi nogle gode råd til, hvordan man kan skrive et brev til nogen, man gerne vil have hjælp af. Du kan finde det her.
Jeg håber mine råd giver dig mod til at fortælle en voksen, at du bliver mobbet, så det kan blive stoppet.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen