Kære pige på 13 år
Tak for dit brev, jeg er rigtig glad for, at du skriver herind og fortæller om, hvordan du har det. Jeg håber, at jeg kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan gøre, så du ikke længere skal se det som den eneste løsning, at ville væk fra livet.
Det kan være rigtig svært at starte på en ny skole, hvor næsten alle de andre elever kender hinanden og er venner i forvejen. Nogle skoler er rigtigt gode til at hjælpe nye elever ind i klassens fællesskab og andre overlader det fulde ansvar til den nye elev at komme godt ind i klassen. Mon din nye skole, lader det være op til eleven selv, eller har de gjort noget aktivt for at støtte op omkring nye venskaber i klassen? Jeg spørger lidt til dette, fordi man som skole også har et ansvar for, at eleverne trives og har det godt. Derfor kan det også være en idé at opfordre læreren til at støtte klassen omkring det at få venskaber. Rigtig mange elever (både de som er i klassen og den nye)kan være usikre på, hvordan man kommer ind på hinanden - uden at risikere at gøre eller sige noget forkert.
Du skriver, at du er blevet venner med en pige, det er dejligt at høre. Men det virker som om, hun hellere vil være sammen med en anden end dig nu. Hvad mon det er der gør, at du tænker, at hun hellere vil være sammen med en anden end dig? Har du mon snakket med hende, om det du bemærker - for at finde ud af, om hun er opmærksom på det? Vil det være en mulighed, at spørge hende - fx i en sms?
Jeg tænker på, hvordan du mon blev venner med hende? Måske du kunne blive venner med nogle andre ved at gøre det samme, som du gjorde i forhold til hende? Det kunne også være, at du gennem hende kunne få nogle flere venner? Når du skriver, at det virker som om hun hellere vil være sammen med en anden, forestiller jeg mig i hvert fald, at hun også er sammen med nogle andre i frikvarterene, og måske kunne du også være en del af den gruppe, hun er sammen med? Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at spørge om du må være med, hvis din veninde er sammen med en anden. Men måske du kan tænke på, at det værste der kan ske er, at hun siger nej, og så er du det samme sted som du står nu? Det kunne måske også være dig, som foreslår, at i gør noget sammen - jer tre - eller flere? Det kan være en tur i biografen, gå til en fest i ungdomsklubben eller nogle af de andre mange aktiviteter der er i ungdomsskolen, hvilke muligheder mon der er, der hvor i bor?
Du skriver, at du startede på skolen samtidig med en anden pige som du har kendt hele dit liv, og den pige er god til at få venner. Måske du kan støtte dig lidt ved hende, gå hen hvor hun er, eller også kan spørge hende om du må være med til noget af det hun laver i frikvarterene? Når du har kendt hende hele dit liv, er det måske lidt nemmere at spørge hende? Og nogle gange er det nemmere at komme til at snakke med de andre, hvis man først er en del af det som de laver.
Du skriver, at du er blevet mobbet meget på din gamle skole, og det lyder som om, at du også bliver mobbet lidt på din nye skole med din vægt? Det er ikke i orden at mobbe og de voksne på skolen har et ansvar for at det stopper. For at de voksne kan hjælpe med at stoppe mobning, så er det rigtig vigtigt, at de voksne ved hvad der sker, så de har en mulighed for at gøre noget. Mon du har fortalt en af dine lærere om, at du bliver mobbet? Det kan også sommetider være svært at få sagt direkte til en lærer - så kan det sommetider være lidt nemmere at skrive det til læreren. Måske i et brev, måske på intra? Skolen, og især lærere og skoleleder, har pligt og ansvar for at stoppe mobning, og arbejde for et godt fællesskab i klassen, hvor alle elever trives og er trygge. Hvem mon du tænker, vil være en god lærer at snakke med eller skrive til?
Det lyder som om at dine forældre er ret stressede der hjemme, måske over økonomien, som du skriver. Men selvom de er stressede over deres situation, så er det slet ikke i orden, at din far kalder sig sådan nogle grimme ting. Når ens mor eller far kalder en sådan nogle ting, så bliver man rigtig ked af det, og som du skriver, så har man brug for nogen at betro sig til og tale med. Det er jeg glad for at du tænker. Det viser mig, at du siger fra og ikke bare finder dig i det din far kalder dig for - det er en styrke, som du skal holde fast i. Jeg gætter på, at det også er den styrke du har brugt, da du skrev brevet ind brevkassen? Den styrke kan du bruge til, at få det bedre, fx ved at snakke med nogen. Hvordan vil det mon være, at sige eller skrive det til din far og mor, at du godt ved at det er svært for dem, men du har brug for deres støtte?
Jeg kan godt forstå, at du føler dig alene med det hele, og nogle gange når man føler sig alene om alt det der er svært, kan man godt få tanker om at man slet ikke har lyst til at leve mere og det er svært at se andre løsninger. Men der er andre løsninger, selvom de måske kan være svære at få øje på. Når man får tanker om, ikke at have lyst til at leve mere, er det endnu mere vigtigt, at man får fortalt nogle voksne om hvordan man har det, så man kan få hjælp til at få ændret situationen både der hjemme og i skolen, og få håbet tilbage på, at alt det der er svært godt kan ændres til noget bedre.
Er der mon nogle voksne, som du kunne forestille dig du kunne tale med? Det lyder som om, at dine forældre har meget at se til og det måske derfor er rigtig svært at få dem fortalt hvordan du har det. Jeg tænker derfor, om der mon er nogle andre voksne i jeres familie som du kunne tale med? Har du mon en moster eller faster, måske en lærer fra din gamle skole, eller en bedsteforældre, som du kunne tale med eller skrive et brev til? Det kan være en idé at lave en liste med de personer, som du kommer i tanke om og begynde med den første på listen. Det håber jeg, at du har mod på.
Måske du er glad for en af dine lærere, og kunne fortælle både om mobningen og om hvordan du har det der hjemme? Nogle gange kan det være svært at få et øjeblik alene med sin lærer, så det kan være en god idé at sige til læreren, at du gerne vil tale med hende og om I kan tale sammen efter timen. Hvordan tror du det ville være?
Nogle gange kan det være rigtig svært at skulle fortælle om hvordan man har det, og få sagt alt det man gerne vil, så man er sikker på at f.eks. ens lærer eller en anden voksen har forstået hvordan man har det. Derfor er det nogle gange nemmere, hvis man skriver tingene ned. Jeg synes, at du er rigtig god til at sætte ord på hvordan du har det i brevet du har sendt herind, så jeg tænker, at det måske også kunne være en mulighed at vise brevet til din lærer og måske også det her svar?
Det kan være et rigtig stort skridt, når man første gang skal fortælle nogen om hvordan man har det, og man skal lige finde modet til at tale om det. Jeg tror godt at du kan finde modet til det, for jeg synes allerede at du er rigtig modig, når du har skrevet herind og fortalt om hvordan du har det. Hvis det er for svært at tale med din lærer eller en anden voksen lige nu, er du også meget velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 og få hjælp til måske at finde modet til det. Vi vil altid gerne lytte og forsøge at hjælpe dig til at finde ud af, hvad du kan gøre. Ofte er det også nemmere at fortælle om det der er svært, jo flere gange man har fortalt om det.
Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt mere mod på livet og mod på at få hjælp.
De kærligste hilsner, BørneTelefonen
