Kære pige på 13 år
Jeg vil gerne starte med at sige til dig, at man ikke bliver dømt til mobning, selvom det måske kan føles sådan.
Når jeg læser dit brev, lyder det som om, at du igennem mange år har været udsat for mobning, at du har skiftet skole (flere gange?), og at du har cuttet... Men det lyder også som om, at du har mange venner, at du passer din skole og laver dine lektier. Mon det er rigtigt forstået..?
Jeg får lyst til at fortælle dig (for det lyder nemlig som om at du er en smule ensom, og som om, at du ikke helt forstår, hvorfor du bliver mobbet, og hvorfor lærerne hader dig), at mobningen af dig aldrig kan blive din skyld.
Måske du ved det allerede, men mobning handler ikke om, om man har bøjle på tænderne, er tyk eller tynd, er rødhåret eller bærer briller. Mobning handler om, at der blandt eleverne (og måske læreren) er skabt nogen uheldige og dumme måder at være sammen på.
Det er gået hen og blevet ok at holde bestemte elever ude af fællesskabet, ok at kalde hinanden for øgenavne, ok at læreren måske giver bestemte elever skylden for uroen i klassen osv. osv. Der er skabt en kultur, hvor ingen tør siger stop eller hold op, for alle er bange for, at det skal gå ud over dem næste gang, hvis de f.eks. bakker op om den, der bliver mobbet.
Jeg tænker, at det ikke kun er dig, der skal have hjælp, men hele klassen (også dem der mobber, og dem der bare står og kigger på). Hele klassen skal tage et fælles ansvar for at stoppe mobningen, og for at alle bliver respekteret for at være dem de er - og det skal lærerne (og skolens ledelse) hjælpe jer med.
Du fortæller, at din lærer hader dig... Er der mon en anden lærer på din skole, som du har tillid til, og som du tænker vil være god at tale med..? Det behøver ikke nødvendigvis være en af dine egne lærere. Det kan også være en lærer fra din parallelklasse eller fra et andet klassetrin.
Jeg tænker nemlig, at du skal have hjælp fra en voksen til at løse og ændre den kultur, der er i din klasse. Måske du kunne snakke med dine forældre om det? Måske du sammen med dine forældre kunne bede om et møde med skolen?
En mulighed kunne også være, at du fandt en anden voksen. Det kunne f.eks. være en god nabo, en venindes mor, en voksen fra dit fritidsliv eller måske din sundhedsplejerske på din skole..?
Du fortæller, at du har cuttet, men at din x-kæreste fik dig til at stoppe med det. Jeg tænker, uden at vide det med sikkerhed, at cuttingen måske hang sammen med, hvordan du trives i skolen? Men jeg tænker også, at det må have været dejligt, at du i en svær periode af dit liv, har haft en kæreste, der har støttet og hjulpet dig, og som har troet på, at du godt kunne stoppe med at skade dig selv.
Jeg kan godt forstå, at du ikke synes, at det var rart at blive droppet over internettet - især ikke når I havde været så tætte. Men måske han bare ikke havde andre muligheder - måske han simpelthen ikke kunne bære at se dig blive ked af det...
At stoppe et kæresteforhold, hvor den ene stadig er forelsket og glad for den anden, kan være meget svært og gøre ondt (ikke kun på den der føler sig svigtet, men også den der stopper forholdet). Der findes desværre ikke nogen nemme løsninger eller måder til at få svigtet og savnet til at forsvinde. Men måske du skulle prøve at gøre nogen gode ting for dig selv..? Gøre flere af de ting, du ved gør dig glad og giver dig energi.
Det kunne f.eks. være at være sammen med dine venner, begynde at løbe (?) eller lave andre aktive ting i din fritid (?), lave aftensmad med din familie, læse en god bog eller se en film...
Jeg tænker ikke, at der er spor i vejen med dig!!! Og jeg tænker også, at du skal prøve at være dig selv, når du er sammen med dine venner. Tro på, at de vil dig det godt, og at de ikke forsvinder!!!
Jeg tænker, at du virker som en pige, der ved hvad du føler, at du har en god fornemmelse af, hvad du synes er ok og hvad du synes ikke er ok. Måske det kan være svært at se, men jeg tænker, at det er en god styrke at kende sine egne grænser.
Du skal vide, at du er meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller at logge på Ungechatten, hvis du har brug for at tale din situation i gennem med an af vores rådgivere der. Måske de kan hjælpe dig på andre måder.
Mange kærlig hilsner
BørneBrevkassen