Kære M Tusind tak for dit flotte, lange brev. Jeg kan forstå, at du går og tumler med meget, og der er mange udfordringer, der banker på din dør. Jeg vil prøve så godt jeg kan at give dig et svar, som jeg håber, du kan bruge til noget. Når jeg læser dit brev, er det tydeligt, at du allerede har gjort meget for at komme den nylige mobning til livs, hvilket er et godt tegn på, at du har en stor forståelse for dig selv og i høj grad respekterer dig selv i verden, for ellers ville du måske ikke kæmpe, som du har gjort. Det er rigtig flot, det er ikke alle der formår at sige højt, hvad de tumler med, selvom de ved, at det måske kunne være en hjælp. Du skriver, at du i starten af efterskoleperioden fik det langt bedre og mere selvtillid, og det er jeg så glad for på dine vegne, at du har oplevet. Sådan er livet jo så godt, at trods det ser sort ud, så kan der skabes bedring. Den viden tænker jeg, at du netop nu, i en sværere periode, skal huske ekstra meget på. Men spørgsmålet er så, hvordan din verden igen kan komme til at stråle og være fantastisk. Som jeg læser dit brev, er din største frustration måske, at der ikke er nogen, der lytter rigtig til, hvad det er du fortæller og har på hjertet. Er det mon rigtigt læst? Du fortæller de voksne om mobningen, men de gør ingenting og tror mere på de andre? Men har de givet dig en ordentlig forklaring på, hvorfor de tror mere på de andre? For det undrer mig lidt.
Og du har også fortalt dine forældre, hvordan sagerne står, og de prøver at hjælpe, men uden held. Alligevel vil de ikke lade dig flytte skole, hvad er deres begrundelse for det? Jeg tænker, at du måske med alt det mod du har vist indtil nu, kunne forsøge at skære endnu mere ind til benet og ’kræve’, at de voksne omkring dig gør noget for at afhjælpe situationen, eller som det mindste give dig en ordentlig forklaring på deres manglende handlinger.
Jeg synes, det lyder som om, miljøet på din skole godt kunne trænge til, at de voksne gjorde noget ved det. Når din kæreste ligefrem forlader skolen pga mobning, og det så derefter er begyndt at gå ud over dig, lyder det som om, der er nogle usunde og ubehagelige måder at være sammen på, og det kan være svært at ændre på for eleverne alene. Det skal lærerne, skolens ledelse og forældrene være med til. Din mor har jo allerede kontaktet skolen, så de burde være opmærksomme på, at der bør gøres noget. Måske kan du vise din mor det her link og foreslå hende, at hun kæmper videre sammen med dig for at få stoppet mobningen på skolen: http://www.bornsvilkar.dk/Temaer/Mobning.aspx Hun kan også få gode råd ved at ringe til ForældreTelefonen på 35 55 55 57.Jeg tænker sådan på de venner, du fik, og som nu ikke længere er der for dig, har du måske haft mulighed for at tale med dem for at høre, hvad der foregår? Det er ikke altid det er så let at gå tilbage til tidligere venner, men på den anden side, så tænker jeg, at de måske kan være med til at spore dig ind på en årsag til den ubehagelige udvikling. Og måske hvis du har en fornemmelse af, hvad årsagen kan være, kan det være lettere at komme aktivt videre. Enten ved at ryste på hovedet over en dum ubrugelig årsag, eller måske lære noget af det og være den store spiller, som sættet de andre spillere ud af spillet ved at gøre det rigtige, nemlig at fortsætte som du har gjort hidtil og bruge de voksne endnu mere aktivt. Til sidst er jeg lidt nysgerrig på, hvad din kæreste siger til alt dette? Hun må være god at tale med om det, tænker jeg. Jeg håber, du kan bruge mit svar til lidt, om ikke andet så bare til at sætte nogle tanker i gang. Kærlig hilsen BørneTelefonen
