Kære du,
Tak for dit meget ærlige brev.
Jeg synes, det er så godt, at du har haft modet til at fortælle dine forældre om mobningen, og at de har reageret ved at kontakte de andre elevers forældre.
Det har desværre ikke fået det til at stoppe. Og jeg tror faktisk også, at denne mobning er så grov og langvarig, at der skal mere til.
Det har stået på i 5-6 år nu - jeg ved, at det kræver uendeliglig meget styrke og mange kræfter at stå imod mobning gennem så lang tid. Hvor villle jeg ønske, at nogen havde hjulpet dig noget før. For du må du have følt dig meget magtesløs og måske også alene, selvom dine forældre har forsøgt at hjælpe dig.
Gad vide om dine forældre mon også har talt med dine lærere?
Hvis ikke, så tænker jeg, at det er vigtigt at involvere lærere og ledelsen. På alle skoler skal der være en anti-mobbepolitik. Og det er lærerne og ledelsens ansvar at hjælpe med at stoppe mobning. Hvis de skal kunne dette, skal de selvfølgelig informeres, om hvad der foregår. De skal vide, hvor dårligt du nu har det over mobningen.
På mange skoler er der AKT-lærere, der har særligt fokus på elevernes trivsel. Måske kunne dine forældre tale med dem om, hvordan de kan hjælpe dine lærere til at skabe en bedre kultur i klassen.
Jeg ved, man kan føle sig meget alene, når man bliver mobbet. Men det er vigtigt for mig, at du ved, at du ikke alene, og dette er ikke dit - men klassens/skolens problem. Derfor er det ikke dig, der skal finde løsningen på mobningen – det skal ske i fællesskab mellem elever, lærere, ledelse og forældre.
Da mobningen har stået på så lang tid, kan jeg forestille mig, at det kunne være rart for dig at tale med en voksen om det, du har været igennem. Det kan være, du har en lærer, du er særlig tæt på, eller måske kunne det være godt at tale med en af AKT-lærerne.
Her til sidst vil jeg bare høre dig, om der er nogen steder på skolen, hvor du føler dig godt tilpas og er sammen med nogen, du er tryg ved? Hvis der er, så tænker jeg, at du kan passe særligt på dig selv i den næste tid ved at være de steder sammen med mennesker, du har det godt med.
Hvis du ikke oplever, at skolen gør noget ved problemerne, så synes jeg, du skal snakke med dine forældre om at skifte skole. For selvom det kan være hårdt at skifte skole, så kan det nogle gange være den bedste mulighed.
Jeg vil foreslå dig at vise dine forældre dit brev og mit svar. Sammen tænker jeg, at I skal lægge en plan for, hvordan skolen kontaktes. Så skolen kan få stoppet mobningen. Jeg vil også foreslå dine forældre at kontakte ForældreTelefonen på 35555557.
Jeg ønsker dig alt det bedste
Kærlig hilsen
BørneTelefonen