Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

mobning i mange år

Hej BB

Jeg skriver til jer fordi at jeg ikke har andre muligheder.

Jeg er en pige på 11 år.

Jeg har det dårligt i skolen, jeg er blevet mobbet og drillet.

Jeg havde engang en veninde fra da jeg startede på denne her skole fra 2011. Hun var den veninde jeg fortalte ALLE mine hemmeligheder til, lad os kalde hende P. Hun var min veninde i ca. 2 år, (jeg går i femte klasse på det her tidspunkt).

En dag da jeg kunne mærke at det var for meget fordi at hun KUN tænkte på sig selv, og hun gad næsten ikke at høre min mening, så sagde jeg til hende at hun var lidt for egoistisk, hun blev sur på mig og der kom MANGE skænderier imellem os, jeg blev holdt ude for fælleskabet i klassen og blev mobbet med min religion og udseende osv.

Hun fortalte ALLE mine hemmeligheder også private ting. Jeg blev til grin og jeg blev kendt for at jeg var lonely.

Alle mobbede mig og der var et tidspunkt hvor at jeg var ude ved klassens gang, de tændte for vandhanen og gjorde mig helæ våd.

Vi har alle sammen på 5. årgang fået nye klasser men jeg er stadig mobbet med mit udseende og kaldt for brilleabe pga mine briller.

please hjælp

Pige, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på 11 år,

Tak for dit brev. Hvor er det et flot mod, du har haft ved at skrive til os. Jeg kan godt forstå, du skriver HJÆLP, for det lyder ikke til at være rart for dig at gå i skole, når du bliver mobbet på den måde.

Først vil jeg sige til dig, at det var et flot mod, du viste overfor din veninde ved at fortælle hende, at du oplevede hende, som om hun ikke gad lytte til dig. Flot af dig at du forsøgte - som en god veninde - at tage den snak op. Det er nemlig vigtigt, at man er ærlig overfor sig selv, og hvad man vil finde sig i. Øv, at din veninde ikke kunne holde til den kritik og begyndte at behandle dig grimt. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om ikke du fortjener en veninde, der er mere fair.

Jeg ved fra andre piger på din alder, at det er helt normalt at have en meget tæt veninde i mange år, og så begynder man at glide lidt fra hinanden. Men det betyder ikke, at det er i orden at opføre sig, som din veninde har gjort. Det er bestemt ikke i orden!

Har du mon snakket med nogle voksne om, hvordan det er for dig at gå i skole lige nu? Jeg tænker, det er vigtigt at din lærer får besked om, hvordan du har det i klassen. Måske er der andre, som også har det svært, men ikke har haft det samme mod som dig til at bede om hjælp?

Det er lærerens ansvar at sørge for, at skolen er et trygt og rart sted at være uden mobning. Alle skoler, skal have det der hedder en antimobbestrategi, det vil sige nogle regler for hvad de voksne skal gøre, hvis der opstår mobning. Men det er vigtigt, at lærerne ved besked om, at der er et problem i klassen for at kunne gøre noget ved det. Der sker mange ting, som lærerne aldrig får øje på, fordi de ikke er der, derfor er det vigtigt at give dem besked.

Kunne du snakke med dine forældre, om at de skal hjælpe dig med at få snakket med din lærer om, hvordan du oplever det at gå i skole lige nu? Det er ikke i orden, at du skal have det, som du har det. Jeg ved, at det kan være svært at få taget hul på sådan en snak. Måske kunne det være en hjælp for dig at bruge brevet og svaret fra os som en støtte, når du skal fortælle om, hvordan du har det.

Det kan nogle gange godt være svært at vide - som forældre, hvad man skal gøre ved sådan et problem. Men det er helt i orden at ringe til læreren og fortælle, hvordan du oplever skolen. Eller dine forældre kan, hvis de har brug for lidt mere voksen snak ringe til Forældretelefonen 35 55 55 57. Der sidder voksne, som er vant til at hjælpe forældre.

Du kan også, hvis det hele er for meget for dig lige nu, ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke med dig.

De bedste hilsner BørneTelefonen

Få flere gode råd om hvordan man kan stoppe mobning

Bliver du mobbet, holdt uden for, kaldt øgenavne, drillet, ignoreret eller bliver du måske skubbet eller slået? Lige meget hvad skal det stoppes, for ingen mennesker skal finde sig i mobning.

Mobning forgår også på sociale medier. Det kaldes cybermobning, digital mobning eller internet mobning. Net-mobning kan have store konsekvenser, fordi det kan være svært at slette igen og det kan betyde, at den der mobbes, aldrig får en pause fra mobberiet.

Måske man kunne tro, at mobning kun forgår mellem mobberen og mobbeofferet, men faktisk er mobning ofte et resultat af en dårlig kultur i klassen. Mobning er hele klassens problem. Vidste du at din skole også skal have en antimobbestrategi? Og hvis du fortæller skolen, at du bliver mobbet, er det deres pligt at hjælpe dig.

Hvis du selv eller en du kender bliver mobbet, så kig på siden her og få hjælp til hvad man kan gøre for at stoppe mobning. Du kan se film, læse andre børns breve og BørneTelefonen svar eller du kan se, hvordan du klager til din skole.

Guide
Bliver du mobbet? Har skolen ikke hjulpet? Så har du ret til at klage. Følg guiden og se hvilke muligheder du har.

Trin-for-trin hjælp

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat