Kære pige på 16 Tak for dit brev, jeg er ked af, du har måttet vente så længe på svar, for jeg kan godt se, at det er en meget ubehagelig situation, du står i. - Nu er der gået noget tid, så måske er mit svar allerede forældet, men jeg vil alligevel forsøge at dele mine tanker om din situation med dig... (I håbet om, at det stadig er brugbart for dig eller for andre i en ligende situation.)
Først og fremmest kan jeg godt forstå din frustration over hele situationen. Et dumt rygte medførte, at dine venner vendte sig imod dig, og efter en grim tur igennem de sociale medier, blev det hele bare værre. Jeg kan forestille mig, du må have følt dig helt magtesløs, da det gik op for dig, at trådene ikke bare kunne reddes ud igen...
Og nu er der så gået 7 måneder, hvilket naturligvis har tæret på din selvtillid og dit selvværd. - Det er der ikke noget underligt i, for vi mennesker kan i længden ikke holde til at blive frosset ud af fællesskabet...
Jeg synes, det er rigtig godt, at du har fortalt din mor, hvordan du har det. Når hun reagerede ved at sige, at det nok skal gå, så tænker jeg, det er hendes forsøg på at trøste dig..? Og at det nok også er et udtryk for, at hun ikke ved, hvad hun skal gøre for at hjælpe dig..? Har jeg mon ret i det?
Jeg er lidt usikker på, om situationen er gået så meget i hårdknude, at du ikke tror på, det nogensinde kan blive godt igen, eller om du stadig har en lille rest af håb om, at tingene kan forandre sig til det bedre..?
Hvis det er sådan, at du på ingen måde kan se dig selv blive en aktiv del af klassen og vennerne igen, så tænker jeg, at du og din mor skal overveje, om ikke et skoleskifte vil være en mulighed for dig..? I hvert fald så viser forskningen, at over halvdelen af dem, der skifter skole på grund af mistrivsel, faktisk får det bedre i en ny klasse!
Hvis du stadig har bevaret håbet om, at I igen kan få fælleskabet på ret køl, så tror jeg, det er nødvendigt, at få de voksne lidt på banen - også selvom I er så gamle, som I er. Hvis du har kendt de her mennesker i så lang tid, så gætter jeg på, at din mor måske også kender nogle af deres mødre..? Og måske kunne hun ringe til dem og fortælle, hvor fortvivlet du er og foreslå at I mødes og fx spiser sammen en aften og får snakket sammen om, hvad der faktisk skete, og hvordan I kan lægge det bag jer..?
En anden mulighed kunne måske være, at du skrev til din bedste veninde og fortalte hende, hvor fortvivlet du er over situationen. Måske kunne du også bede din ven, ham du har kendt siden børnehaven, om at støtte dig og afkræfte, at alle de rygter, der går om jer..?
Det kan også være, du skulle foreslå din mor at ringe anonymt til vores rådgivning for forældre, ForældreTelefonen 35 55 55 57, hvor hun kan tale med en af rådgiverne om, hvordan hun bedst støtter dig..?
Hvis ikke, du synes, nogen af forslagene her er hjælpsomme, så prøv i stedet at søge lidt mere direkte rådgivning - fx. på chatten her på hjemmesiden, hvor du og rådgiveren kan skrive lidt mere uddybende frem og tilbage...
Mange knus fra BørneBrevkassen
