Kære pige på 14 år
Du er ikke underlig, du er unik.
Du skal have tusind tak for at skrive herind til BørneBrevkassen. Jeg kan rigtig godt forstå, at det rammer dig at få af vide at du er underlig, for hvad betyder det? De personer der siger at du er underlig, ved sikkert heller ikke hvad det betyder, for ellers havde de vel været mere konkrete.
De fleste mennesker vil helst ikke skille sig ud fra andre, det skaber usikkerhed og utryghed, så vi gør vores bedste for at være ligesom alle andre. Det gør vi fordi vi tror, at det er den bedste måde at blive accepteret på. Dette gælder også for dine venner.
Vi vokser op med, at vi skal ligne de andre, vi får det af vide hele tiden når vi bliver vurderet, i skolen, til aktiviteter og tit også derhjemme, derfor har vi meget svært ved at se det anderledes, det underlige - det unikke som noget godt. Men vi er alle forskellige. Når man er ung, lige som I er, så er man i fuld gang med at finde ud af hvem man er - og hvem man gerne vil være. Der er mange ting man skal tage stilling til omkring skolen, vennerne, kærester. Mange bliver meget kritiske, både overfor sig selv, men bestemt også over for andre. Jeg er sikker på, at rigtig mange unge kan genkende det du beskriver omkring det at føle sig anderledes og få af vide at man er anderledes.
Hvorfor siger jeg nu alt dette til dig? Det gør jeg fordi jeg gerne vil lægge fokus på dig som unik, og jeg vil prøve at fortælle lidt om hvorfor jeg synes du er unik.
Når folk får af vide, at de er underlige, er det tit fordi de gør tingene lidt anderledes end flertallet. Måske griner man lidt højere, måske laver man anderledes jokes, måske glædes man højlydt over noget de andre ikke kan forstå. Man skiller sig ud fra de andre, man vover lidt mere at være sig selv. Når noget eller nogen vurderes højt og positivt, så er det fordi det er noget særligt...
Prøv fx at tænke på nogle af de mennesker, du ser mest op til eller der inspirerer dig mest. Er det netop ikke, fordi de er anderledes på deres egen måde? Måske kunne du få øje på områder hvor du er helt din egen, måske kunne du begynde at lægge mærke til andres unikke områder af deres personlighed. Det er bedre at lede efter positive ting frem for negative.
Du skriver, at du ofte får af vide at du er underlig, det kan jeg godt forstå ikke er rart at få af vide. Det lyder til, at der er nogen som har fået øje på noget særligt hos dig, og har vendt det til noget negativt. Det kan være fordi, at de bliver utrygge og usikre på sig selv - fordi det unikke udfordre deres egen plads i fællesskabet...fordi de andre helst vil ligne hinanden, og ikke risikere at skille sig ud. Mon du kan følge mig i det? Når det er sådan i en klasse, så er det fordi at eleverne er bange for selv at blive holdt udenfor, og det er tegn på at hele klassen har brug for hjælp til at få det godt sammen. Så det bliver ok, at være unik - at tilføje fællesskabet noget særligt.
Jeg syntes bestemt, at du skal tale med din lærer (gerne sammen med dine forældre) - fordi det er lærerens opgave at sørge for at der er et godt sammenhold i klassen og at alle behandler hinanden godt. Du kan eventuelt sige det til læreren, og samtidig give din lærer dette link http://www.sammenmodmobning.dk . Her kan man finde gode trivselsøvelser som læreren kan lave med hele klassen, her er også en video som læreren kan vise, i videoen viser nogle unge hvor hårdt det er at blive holdt udenfor. Videoen hedder ”glem mig nu”.
Hvis din lærer ikke tager dig alvorligt, kan du vise læreren dette brev. Det er så vigtigt, at du har det godt i klassen. Din lærer kan også kikke på Børns Vilkårs hjemmeside, der kan din lærer læse mere om trivsel i klassen. Din lærer er også meget velkommen til at ringe herind til vores FagTelefon på 35555558.
Du er selvfølgelig også meget velkommen til at ringe herind og snakke med vores søde rådgivere på 116 111.
Kærlig hilsen
BørneBrevkassen