Kære 14 årige dreng
Tak for dit brev. Dit brev er ikke spor forvirrende. Det kan være svært at skrive et brev, der lige rammer, hvordan man har det, men det synes jeg, lykkes for dig.
Du lyder til at være “i klemme” – midt i mellem flere muligheder. Du fortæller, det er svært at vælge, for vælger du det ene, kan der følge noget dårligt med og vælger du det andet, kan det også ske. Jeg håber, jeg har forstået det rigtigt? Når man er i klemme, kan man måske være nødt til at vælge noget, man ikke er så glad for. Men måske har man ikke set, alle de muligheder der er?
Her kan det være en god idé at spørge en voksen derhjemme eller måske på skolen, for lige at høre, hvordan de tænker, om det du har skrevet i brevet. Høre hvad de synes, man kan gøre. Måske er der helt andre muligheder at vælge mellem, end dem du har beskrevet her i brevet?
Jeg tænker, at det sværeste for dig er, at din ven, som du har kendt i 12 år, er begyndt at drille dig og at du er begyndt at føle dig mobbet af ham. Det lyder også som det vigtigste.
Mobning er noget mærkeligt noget, og det påvirker et menneske meget mere, end man tror. Det er svært at forestille sig, hvis man ikke har prøvet det. Det kan gøre én rigtig ked af det, som du beskriver, og man kan blive forvirret, så man ikke kan finde ud af, hvad man skal gøre. Man bliver forvirret fordi man bliver bange. Man vil gerne have det til at stoppe, og man ved bare ikke hvordan.
Det har vist sig, at den der mobber også kan være bange. Det er svært at finde ud af, hvordan det hele er startet, for der er også altid “andre der mobber med”. Undersøgelser viser, at “de andre” gør det, fordi de selv er bange for at blive mobbet, hvis de ikke følger med. I sådan nogle grupper har man dårlige måder at være sammen på. Alle er bange for alle.
Derfor er mobning ikke nogens skyld, hverken de børn der mobber eller dem der bliver mobbet. Problemet skal findes i fællesskabet. Derfor kan det være svært at gøre noget ved det alene og derfor er det vigtigt at din lærer hjælper.
Mit forslag vil være, at du fortæller en voksen, meget gerne en lærer, om det du har skrevet om i brevet. Hvis du kan finde mod til det? Kender du mon en voksen, du er tryg ved og har tillid til? Du kan fortælle, at du har brug for hjælp, fordi du ikke ved, hvad du skal gøre. Dine lærere har pligt til at sørge for at ingen af jer elever bliver mobbet, og at I er trygge og godt tilpas.
Hvis du ikke har mod til, at sige det i skolen eller derhjemme, kan du måske finde mod til at ringe til Børnetelefonen på tlf 116111? Her vil du komme til at tale med en rådgiver, som er rigtig god til at lytte og hjælpe dig med hvordan du kommer videre. Det er gratis og anonymt – andre kan ikke se, hvem der har skrevet eller talt med os.
Du fortæller, at mange andre kammerater behandler dig godt i både den nye og gamle gruppe. Husk at der er mange, der kan lide dig og som du kan være sammen med. Det er også vigtigt.
Jeg synes, det er så sejt, at du har skrevet ind til os. Jeg håber, du får den hjælp du behøver.
Kærlig hilsen Børnetelefonen
