Brev

Mobning

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 11 år.
Tak for dit brev. Jeg er meget glad for, at du har skrevet. For mobning er aldrig i orden, så det SKAL stoppes! Derfor håber jeg, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, så du kan få den hjælp, som du fortjener. 
Jeg vil først skrive lidt om, det du fortæller mig i brevet, og så lidt om hvad mobning kan betyde og hvorfor der sker mobning. Sidst i mit svar vil jeg komme med nogle forslag til, hvad jeg tror der kan gøres og måske kan hjælpe. Det bliver nok et lidt langt svar, men jeg håber, at du kan bruge det. Måske vil det være godt, at du læser svaret et par gange eller printer det ud og læser det? Det ved du nok bedst selv.
Du fortæller i brevet, at du er blevet mobbet i 3 år. Det er meget lang tid! Du skriver, at du ikke tidligere selv har tænkt, ”at det var noget alvorligt”, så derfor er jeg glad for, at du nu skriver, at du ikke længere vil finde dig i, at mobningen fortsætter.
Du skriver ikke direkte i brevet, hvem det er, der mobber, men jeg gætter på, at det nok er nogle fra skolen, da det både er sket på de sociale medier og i skolen. Har jeg mon ret i det?
Mobning i skolen kan ødelægge ens skoledag og gøre, at man kan have svært ved at koncentrere sig, fordi man ikke har det godt i skolen. Mon du også har mærket det på den måde? Når mobningen også fortsætter efter skole –  på de sociale medier – så har man aldrig ”fred”. Det gør det endnu sværere at holde til og sige fra overfor. Så derfor er rigtig godt, at du ikke længere vil finde dig i det. For der er ingen, der skal eller kan holde til at blive mobbet.
Jeg kan forstå, at du faktisk har forsøgt at hente hjælp. Det er rigtig godt, at du både har fortalt det til din lærer og dine forældre. Hvad mon de gjorde for at stoppe mobningen, eller skete der ikke så meget ved det? For jeg er rigtig ked af, at du føler, at det har gjort det endnu værre. Det er slet ikke i orden. For når man bliver mobbet, så er det de voksnes ansvar at sørge for, at man får det godt! Det lyder til, at der endnu ikke er blevet gjort nok for at stoppe mobningen.
Når man bliver mobbet, kan man tit føle, at der er noget i vejen med en selv. Du skriver fx at det måske har noget at gøre med, at du er pakistaner. Eller måske det, at du er den eneste muslim i din klasse. Men mobning skyldes oftest, at der er et dårligt miljø i klassen.  At eleverne er usikre og utrygge ved noget i klassens fællesskaber. Det kan være, at nogle er usikre på, om de bliver lukket ude af et fællesskab, hvis der kommer en ny ind. Det kan også være, at der er lærere som skælder så meget ud, så eleverne begynder at hakke og mobbe hinanden - fordi skæld ud gør børn utrygge og usikre. Mon du kan genkende nogle af de ting i din klasse?
Når der er usikkerhed og utryghed i klassen, er det meget tilfældigt, hvem der bliver udsat for mobning. Det handler mest om, at det ikke skal gå ud over en selv. Men derfor er det stadig ikke i orden og derfor skal klassen have hjælp af voksne. Det kan være forældre, lærere, skoleleder og måske hvis der en AKT lærer på skolen som kan hjælpe? Men det er altså de voksnes ansvar at gøre noget som hjælper, og sommetider er det børnene som skal hjælpe dem med at gøre noget!
Derfor vil jeg høre, om du mon også har sagt til din lærer, at mobningen ikke er stoppet, men er blevet endnu værre? Selvom det kan virke meget tydeligt for dig, så er det ikke sikkert, at din lærer har forstået, hvor alvorligt det er? Og måske ved din lærer slet ikke, at det er blevet endnu værre? Så måske er det nødvendigt at fortælle det til din lærer eller andre voksne...igen?
Hvis din lærer godt er klar over, at det ikke er blevet bedre - men tværtimod værre, så er det nok en anden sød lærer eller skolelederen du skal få hjælp hos. Måske er der en AKT lærer på din skole, som du har mulighed for at gå over og tale med - mon det er en muligt for dig, eller måske er der en fra din klasse der kan gå med?
For at det kan blive anderledes, så er der nogen der skal sige eller gøre noget. Måske kan du finde styrken i, at du ikke vil finde dig i det længere og fortælle om det der sker og det du håber på, at de voksne hjælper jer elever med. Det kan også være, at du kan skrive det i et brev til din lærer eller skoleleder - ofte virker det stærkt når man afleverer et brev. Et brev bliver ligesom et bevis på, at man er nødt til at gøre noget...
Inde på vores mobilsite har vi lavet nogle værktøjer til at skrive et brev, og der er også det vi kalder en log bog. I Log bogen, kan du skrive om det mobning du bliver udsat for, og bruge det til at vise en voksen, sammen med brevet. Jeg sætter et link ind til dig, så kan du klikke på det, og se om det kan hjælpe dig, så de voksne kommer i gang med at hjælpe:

http://m.bornetelefonen.dk/raadgivning/BorneBrevkassen/Mobning%20og%20drillerier/MobileArticles/vaerktoejskassen.aspx
Jeg håber, at mit lange svar, måske har givet dig mod på at tale med din lærer eller en anden voksen igen. Jeg synes, du har været rigtig god til at forklare mig, hvordan du har det, så du kunne måske overveje at vise den voksne dit brev – og mit svar?
Hvis du ikke rigtig føler, at mit svar hjælper dig videre, så er du altid meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111, og få mere rådgivning der.
Jeg håber dog, at du med mit svar, ved, at du bestemt ikke skal finde dig i, at mobningen fortsætter - men derimod fortsætte med at "råbe" de voksne op - for det er deres ansvar!!
De allerbedste tanker fra
BørneTelefonen. 
 
 
 
 

Få flere gode råd om hvordan man kan stoppe mobning

Bliver du mobbet, holdt uden for, kaldt øgenavne, drillet, ignoreret eller bliver du måske skubbet eller slået? Lige meget hvad skal det stoppes, for ingen mennesker skal finde sig i mobning.

Mobning forgår også på sociale medier. Det kaldes cybermobning, digital mobning eller internet mobning. Net-mobning kan have store konsekvenser, fordi det kan være svært at slette igen og det kan betyde, at den der mobbes, aldrig får en pause fra mobberiet.

Måske man kunne tro, at mobning kun forgår mellem mobberen og mobbeofferet, men faktisk er mobning ofte et resultat af en dårlig kultur i klassen. Mobning er hele klassens problem. Vidste du at din skole også skal have en antimobbestrategi? Og hvis du fortæller skolen, at du bliver mobbet, er det deres pligt at hjælpe dig.

Hvis du selv eller en du kender bliver mobbet, så kig på siden her og få hjælp til hvad man kan gøre for at stoppe mobning. Du kan se film, læse andre børns breve og BørneTelefonen svar eller du kan se, hvordan du klager til din skole.

Guide
Bliver du mobbet? Har skolen ikke hjulpet? Så har du ret til at klage. Følg guiden og se hvilke muligheder du har.

Trin-for-trin hjælp

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat