Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

mobbning

hej
jeg er en pige på elleve som er meget lille i forhold til sin alder folk kalder mig for dværg og tegne tegninger af mig som en nisse jeg har kun tre rigtige venner jeg er blevet drillet siden 0 klase plus bagtalt.
 
hvad skal jeg gøre?

Pige, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 11 år,
Tak for dit brev til BørneBrevkassen, hvor du fortæller at du siden 0. kl. er blevet drillet og bagtalt, og at du kun har tre rigtige venner. Jeg kan godt forstå, at du spørger om hvad du skal gøre... for det er jo slet ikke okay at drille og bagtale - Jeg tænker, at det er godt, at du har skrevet ind til BørneBrevkassen - for jeg vil gerne prøve at hjælpe dig.

Du fortæller, at du er meget lille i forhold til din alder - mon det er dét, de andre driller dig med..?

Jeg har talt med flere andre børn på din alder, der på mange måder fortæller om den samme situation som du står i: At de bliver drillet eller mobbet af deres klassekammerater med enten at være for lave eller for høje.

Når man kommer i puberteten/teenageårene bliver man meget mere opmærksom på, hvordan man ser ud, hvordan man udvikler sig (pigerne får bryster, menstruation - drengene stemmer går i overgang, man får kønshår, man vokser osv.). Kroppen forandres - for nogen begynder den forandring tidligt, og for andre begynder den senere... Men dét der betyder noget, for mange af de børn og unge jeg har talt med, er at man gerne, så meget som mulig, vil ligne de andre og ikke enten være for høj eller for lav - Mon du kan følge mig..?

Jeg ved ikke, om du selv oplever det som et problem..? Men måske kunne du sammen med din mor (eller far) tage en snak med din læge om din højde. Ikke at jeg tror, at din læge kan gøre noget ved det, men nogen gange kan det give en tryghed at få at vide, at man nok skal skyde i vejret på et tidspunkt... Og måske du kunne kigge på dine forældres højde - for ofte bliver man nogenlunde lige så høj som sine forældre (sin mor for pigers vedkommende)...

Du spørger, hvad du skal gøre i forhold til drillerierne (at de f.eks. kalder dig dværg...). Jeg tænker, at du skal fortælle dine forældre om, hvad der sker over i skolen, og hvad det gør ved dig (at du måske bliver ked af det...). Måske du allerede har talt med dine forældre (?) - men det jeg tænker er vigtigt, er at du ikke går rundt med det alene - du skal have hjælp af en eller flere voksne til at stoppe drillerierne.

Derfor tænker jeg, at du måske skulle prøve at tale med én af dine lærere om det (måske sammen med dine forældre). En lærer du føler dig tryg ved, og som du ved vil støtte og hjælpe dig... Det kan måske også være en anden voksen (?) - en voksen fra din klub eller sundhedsplejersken på din skole. Tror du, at du kan det..?

Når der er drillerier eller mobning i en klasse handler det oftest ikke om, at du f.eks. er lav (høj, tyk eller tynd). Det handler om, at der blandt eleverne er skabt nogen uheldige og dumme måder at være sammen på. Det er gået hen og blevet okay at tale grimt til hinanden, kalde hinanden for øgenavne, holde hinanden udenfor, bagtale hinanden osv.

I sådanne nogen klasse kan eleverne ofte ikke selv finde ud af at stoppe drillerierne og mobningen - For alle går måske rundt og er bange for, at det bliver dem, det går ud over næste gang. Derfor bliver alle ved. Mon du kan følge mig..?

Det jeg prøver at sige til dig er, at drillerierne af dig ikke er din skyld - det har ikke noget at gøre med din højde... Dét det handler om, er måderne I er sammen på. Og jeg tænker, at din klasse skal have hjælp af lærerne (og forældrene) til at stoppe med at drille (og mobbe).

Jeg ved ikke, om du ved det, men dine lærere skal ikke kun lære dig at læse, skrive og regning... De skal også støtte, hjælpe og sørge for at alle eleverne har det godt - at de er glade og trives i deres skole. Det har alle børn nemlig ret til. Derfor tænker jeg, at det er vigtigt at du får talt med én af dine lærere.

Du fortæller også, at det har stået på siden 0. kl. Jeg ved ikke, om dine forældre har overvejet, om du skal skifte skole (?), men nogen gange kan det være godt med en frisk start - for jeg tænker nemlig, at det slet ikke er okay, at drillerierne af dig har stået på i så mange år...

Du skal vide, at du er meget velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 eller at logge på BørneChattten, hvis du har brug for at tale med en af vores rådgivere der. Dine forældre er også velkommen til at ringe til ForældreTelefonen 35 55 55 57 på , hvis de har brug for støtte eller et godt råd til, hvordan de skal kontakte din skole.

Kærlig hilsen
BørneBrevkassen

Få flere gode råd om hvordan man kan stoppe mobning

Bliver du mobbet, holdt uden for, kaldt øgenavne, drillet, ignoreret eller bliver du måske skubbet eller slået? Lige meget hvad skal det stoppes, for ingen mennesker skal finde sig i mobning.

Mobning forgår også på sociale medier. Det kaldes cybermobning, digital mobning eller internet mobning. Net-mobning kan have store konsekvenser, fordi det kan være svært at slette igen og det kan betyde, at den der mobbes, aldrig får en pause fra mobberiet.

Måske man kunne tro, at mobning kun forgår mellem mobberen og mobbeofferet, men faktisk er mobning ofte et resultat af en dårlig kultur i klassen. Mobning er hele klassens problem. Vidste du at din skole også skal have en antimobbestrategi? Og hvis du fortæller skolen, at du bliver mobbet, er det deres pligt at hjælpe dig.

Hvis du selv eller en du kender bliver mobbet, så kig på siden her og få hjælp til hvad man kan gøre for at stoppe mobning. Du kan se film, læse andre børns breve og BørneTelefonen svar eller du kan se, hvordan du klager til din skole.

Guide
Bliver du mobbet? Har skolen ikke hjulpet? Så har du ret til at klage. Følg guiden og se hvilke muligheder du har.

Trin-for-trin hjælp

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat