Mobbet i 6 måneder
Kære børnebrevkasse.
Jeg er blevet mobbet i 6 måneder, men er nu flytte skole.
Jeg har stadig de tanker i baghovedet hvor 2 piger kom hen til mig og sagde hvad fanden jeg havde gang i. Det rørte mig, og jeg begyndte og græde op af min veninde der gik en klasse under mig. Jeg løb ind på toilettet, og skrev straks til min mor hun skulle komme og hente mig på skolen. Hun kom med det samme fordi hun vidste godt jeg ikke havde det godt. Hun skrev jeg skulle komme ud til parkeringspladsen, men jeg havde låst mig inde på toilettet, og alle pigerne stod udenfor og kastede vådt papir ind til mig, så jeg turde ikke komme ud.
Min mor kom ind og fik alle pigerne ud af toilettet, i det der kommer min matematik lære ud, fordi vi skulle til at have matematik lige da jeg sag inde på toilettet. De stod længe og snakkede med hinanden, og jeg kunne høre alt hvad min mor fortalte til min lære. Han blev overrasket over havd der lige havde forgået.
Min mor fik kaldt mig ud af toilettet og jeg stod og sagde til min mor jeg ikke gad og være her mere. Vi gik ud af toiletterne og der stod alle pigerne og grinede. Jeg kiggede bare ned i jorden. Jeg så min bedste drenge ven stå overe i hjørnet, han vidste jeg ville flytte, jeg begyndte igen og stå at tude, og begyndte at synke sammen, jeg kunne ikke se ham øjne, fordi jeg skulle væk fra ham. Han kom løbende hen til mig og begyndte at kramme mig, han sagde han elskede mig og han var glad for jeg var hans bedste Ven. Jeg sagde ilm og gav ham et farvel kram. Jeg havde altid bedst kunne med drengende, vi gik igennem klasse, og alle kiggede ked af det på mig, jeg tog mine ting og satte mig ud i bilen.
Mig og min mor kørte hjem, da vi kom hjem stod min far og kiggede, han kunne jo ikke forstå jeg var blevet mobbet. Min mor havde lavet en aftale med min matematik lære skulle snakke med min klasselærers, fordi nu havde jeg gået til klasselære alen, men også med veninder og med min mor. De lavede en aftale om at de skulle ringe samme dag, men vi hørte ikke fra dem. Men næste dag ringer min klasselære til mine forældre, min mor flipper helt ud og sagde at hun skulle få syr på de kællinger der var i den klasse, og sagde jeg var flyttet. Min klasselære spurgte så min mor om jeg ikke kom og sagde farvel. Jeg ville gerne sige farvel til drengende, men min mor sagde nej.
Nu er det 7 måneder siden det her skete, og jeg tænker på det hver dag, jeg begynder at græde, når folk ikke ser det. Jeg kan ikke klare det. Nu går jeg på en international School, hvor jeg er rigtig glad for at være. Men jeg kan ikke komme over det.
Ps jeg har stadig kontakt til min bedste ven, men vi ser ikke hinanden mere, vi skriver bare sammen.
Venlig hilsen den pigen som er ked af det vær eneste dag.!
