Kære pige på 13, snart 14 år!
Tak for dit brev, og din meget fine beskrivelse af, hvordan du har det. Det er rigtig godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp, for jeg kan høre, at der er nogle ting, som er rigtig svært i øjeblikket.
Og for at svare på det sidste spørgsmål i dit brev: Nej, det er ikke for meget at bede om, at du bare gerne vil være glad og lykkelig. Det har alle mennesker ret til at være. Jeg vil forsøge at hjælpe dig så godt jeg kan, så du forhåbentlig snart kan føle dig glad og lykkelig. Det har du fortjent.
Der er ingen tvivl om, at det er utroligt hårdt at blive mobbet, og det påvirker en rigtig meget – både mens det står på, men også efterfølgende, da mobningen efterlader mange ar på sjælen og i sindet. Som jeg forstår dit brev, er et af de ar, mobningen har efterladt hos dig, at du er blevet bange for unge. Det kan jeg godt forstå, du er, for du har jo dårlige erfaringer med dem – nemlig at de mobbede dig, og at de fik dig til at vende ryggen til de venner, du stolede på. Det er ligesom om, at du har mistet tilliden til, at unge vil dig det godt, og måske har en frygt for, at de vil behandle dig dårligt. Jeg tænker, at det er helt naturligt, at du reagerer på den måde, og føler dig mest tryg ved voksne. Det er også helt naturligt, at du føler, at andre mennesker dømmer dig, hvis de kigger på dig. Da du er blevet mobbet, har du en erfaring med, at andre mennesker taler eller tænker dårligt om dig, og du kan derfor bliver mistroisk overfor andre og vil måske derfor helst undgå kontakt med dem. På samme måde kan angsten for at blive afvist være opstået, fordi du har følt dig udenfor. Mon det giver mening for dig..?
Det er dog rigtig dejlig at læse, at du har dine to veninder. Det lyder som om, at I holder rigtig meget af hinanden, og vil hinanden det bedste. Du skal ikke være i tvivl om, at du er god nok til dem. De har jo valgt dig som veninde. Gode veninder og venner er den bedste hjælp og støtte man kan få, når tingene er svære, men jeg kan godt forstå, at der er nogle ting, som det kan være svært at snakke med dem om. At du vendte ryggen til dine ægte venner, da du var bange for at mobningen ville blive værre, hvis du støttede dem, er også en helt naturlig reaktion.
Hvis man bliver udsat for mobning, lever man i konstant angst for at det bliver værre, og vil gøre hvad som helst for, at det ikke bliver det. Dette er også grunden til, at mange børn og unge som bliver udsat for mobning, helst ikke vil fortælle det til deres lærere eller andre voksne for at få hjælp. Derudover kan det være rigtig svært at gå imod dem, der mobber, og sige at man ikke vil være med til at mobbe andre. I sådanne situationer er de fleste bange for, at de så selv vil blive ofre for mobningen.
Det er vigtig for mig at sige til dig, at dem som mobber ikke er ’onde’ børn, selv om det kan opleves sådan af dem, der bliver udsat for mobningen. Som udgangspunkt tror jeg ikke, at der er nogen der ønsker at mobbe og være lede overfor andre, men mobningen kan opstå, hvis der er nogle ting i klassen eller fællesskabet, som ikke fungerer – det kan fx være, at man ikke har respekt for hinanden eller ikke ved, hvordan man skal løse konflikter. Hvis der opstår mobning i en klasse, er det derfor rigtig vigtigt, at man får sagt det til lærerne – også selvom det er svært - så de kan hjælpe med at få mobningen stoppet, så klassen bliver et rart sted for alle at være.
Når jeg læser dit brev, får jeg opfattelsen af, at du har dårlig samvittighed over, at du vendte ryggen til dine ægte venner. Er det mon rigtigt forstået? Hvis du har det, tænker jeg, at det kunne være rigtig godt for dig, hvis du tog kontakt til dem, og fortalte dem om din frygt for at forværre mobningen, hvis du støttede dem. At det ikke var din mening at være med til at mobbe dem, og at du har det skidt over det. De vil sikkert kunne forstå dig, og måske kan I også dele erfaringer omkring at blive udsat for mobning, og hvad det kan gøre ved én. Hvordan synes du det lyder?
Jeg tænker på, om du mon har fået hjælp fra voksne i forbindelse med mobningen og de ar, den har efterladt hos dig? Du skriver, at du ikke har lyst til at tale med dine forældre om dine følelser. Men er der mon en sød lærer, som du kunne tale med om det? Det kan også være, at du kan snakke med skolepsykologen?
Jeg tænker, at det også er vigtigt, at du får talt med en voksen om forholdet til dine forældre, og at du er bange for din far. Det er på ingen måde i orden, at din far råber af dig og kalder dig grimme ting. Det må virkelig være ubehageligt for dig, og jeg tænker, at det kan være derfor, du får en følelse af at være en forfærdelig datter. Men det er du ikke! Du bliver behandlet dårligt, og derfor får du en følelse af ikke at være god nok, og frygter at blive afvist.
Jeg tænker på, hvad du gør, når han råber af dig? Går du væk fra ham, eller bliver du der? For at passe på dig selv, synes jeg, at du skal gå væk fra ham, hvis han råber eller kalder dig grimme ting, så du ikke skal udsættes for at høre på det. Du kan måske gå ned til en af dine veninder? Det er også rigtig vigtigt, at du får talt med nogle voksne om dine selvmordstanker. Der er nogle unge, der ligesom dig oplever at have selvmordstanker, efter de har været udsat for mobning. Det er fordi arrene efter det er så dybe, og deres selvværd er helt ødelagt. Det er ydermere belastende for dig, at din far råber af dig, og at du har et anspændt forhold til dine forældre og ikke føler, at du kan snakke med dem om, hvordan du har det.
Jeg tænker, at det også kan hjælpe på din søvnløshed at få snakket med en voksen du er tryg ved om det hele. Når man har mange tanker og bekymringer, kan det være rigtig svært at sove, og når man ikke sover ret meget, kan det hele føles meget mere uoverskueligt. Jeg håber, det giver mening for dig.
I forhold til din frygt for, at nogle i din familie skal dø, tænker jeg, at det er naturligt, at man bliver bange for at miste nogen, når man har prøvet det. Det er dog helt sikkert, at det ikke er din skyld, at de døde. Jeg tænker, at det også kunne være godt for dig at få snakket om, så du ikke skal gå og frygte, at du mister dem, du holder af, samtidig med at du kan få hjælp til at håndtere det savn, du måske oplever i forhold til dem, du har mistet i din familie.
Som jeg tidligere skrev, synes jeg, at det er rigtig godt, at du har snakket med dine veninder om det, der er svært. Du skriver, at du ikke kan holde ud, at de skal vide, hvad du føler. Jeg tænker på, hvordan du tror det ville være at fortælle en voksen om det, som jeg har foreslået i mit svar til dig? Hvis du fx kunne fortælle det til en af dine lærere eller skolepsykologen, så tænker jeg, at de kan hjælpe dig med at få noget hjælp, så du kan få det godt. Hvis du synes det er svært at sige det til dem, kan du måske vise dem det brev, du har skrevet til brevkassen og mit svar til dig. I brevet bekriver du det hele rigtig godt.
Jeg ved godt, at det kræver mod at bede om hjælp, men du har allerede taget første skridt ved at skrive til brevkassen. Det er virkelig sejt og godt gået! Jeg håber virkelig, at har mod på at snakke med en voksen om det, så du snart kan få noget hjælp. Jeg ønsker dig alt det bedste.
Mange knus og kærlige hilsner, BørneTelefonen
