Brev

Mit liv er et helvede.

Hej.

Jeg er en pige på tretten, fylder dog fjorten om lidt over en måned.

Til problemet;

Jeg er blevet mobbet så langt jeg kan huske tilbage og det har påvirket mig.
 
Jeg blev ikke ramt af det før jeg var ti men så var det som om deres ord var en ødelæggende storm. Ordene rev mit skjold væk og ødelagde mit sind.

Jeg vendte mine ægte venner ryggen, bange for at hvis jeg støttede dem ville mobningen blive værre. Jeg mobbede de eneste venner som jeg kunne stole på.

Nu, tre år efter kan jeg virkelig mærke hvad mobningen gjorder ved mig.

Jeg er bange for unge. Jeg føler mig faktisk kun tilpas sammen med voksne.

Jeg tør ikke engang gå med hovedet oppe når jeg går til bussen. Jeg løfter kun hovedet for at nikke til bilen som holder for mig, altså mit tegnsprog for tak. Ellers kan jeg ikke, jeg føler deres øjne er på mig og at de dømmer mig.

Mit forhold til mine forældre er anspændt.

Jeg er bange for min far, han har råbt af mig, kaldt mig fede kælling osv.

Forholdet til mor er bedre, ikke meget men lidt.

Jeg ville dog aldrig kunne fortælle dem mine følelser.

Jeg føler i forvejen at jeg er en forfærdelig datter.
 
Jeg har også selvmordstanker, nogle dage er værre end andre.

Jeg har opgivet livet og jeg er ikke bange for døden. Jeg er ikke bange for selv at dø, jeg er bange for at dem jeg elsker dør. Det tænker jeg meget over og får det dårligt hvis mine forældre er forsinket osv.

Jeg har mistet en del af min familie til døden, den første da jeg var to år.

Jeg begyndte at føle at det var min skyld at de døde og nu kan jeg ikke klare tanken om at dem jeg elsker en dag ikke er her.

Især om aftenen er det hårdt.

Det er som om at alle de hårde ord og tanker jeg har fået i løbet af dagen bliver værre og det holder mig ofte fra at sove. Jeg er bange, græder og tør ikke sove. Det betyder også jeg får omkring fem timers søvn i hverdagene.

Det værste er angsten for at blive afvist.

Jeg har to veninder som betyder alt for mig. Jeg føler bare altid at jeg ikke er god nok til dem, jeg gemmer alle mine problemer væk og putter et falsk smil på mine læber. De har dog fundet ud af det og vi snakkede om det, dog kan jeg ikke holde ud at de skal vide hvad jeg føler.
 
Jeg er træt af det. Jeg er træt af at være ked af det, havde det dårlig både fysisk og psykisk.

Jeg vil bare være glad, jeg vil bare være lykkelig.

Er det for meget at bede om?

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13, snart 14 år!

Tak for dit brev, og din meget fine beskrivelse af, hvordan du har det. Det er rigtig godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp, for jeg kan høre, at der er nogle ting, som er rigtig svært i øjeblikket.

Og for at svare på det sidste spørgsmål i dit brev: Nej, det er ikke for meget at bede om, at du bare gerne vil være glad og lykkelig. Det har alle mennesker ret til at være. Jeg vil forsøge at hjælpe dig så godt jeg kan, så du forhåbentlig snart kan føle dig glad og lykkelig. Det har du fortjent.

Der er ingen tvivl om, at det er utroligt hårdt at blive mobbet, og det påvirker en rigtig meget – både mens det står på, men også efterfølgende, da mobningen efterlader mange ar på sjælen og i sindet. Som jeg forstår dit brev, er et af de ar, mobningen har efterladt hos dig, at du er blevet bange for unge. Det kan jeg godt forstå, du er, for du har jo dårlige erfaringer med dem – nemlig at de mobbede dig, og at de fik dig til at vende ryggen til de venner, du stolede på. Det er ligesom om, at du har mistet tilliden til, at unge vil dig det godt, og måske har en frygt for, at de vil behandle dig dårligt. Jeg tænker, at det er helt naturligt, at du reagerer på den måde, og føler dig mest tryg ved voksne. Det er også helt naturligt, at du føler, at andre mennesker dømmer dig, hvis de kigger på dig. Da du er blevet mobbet, har du en erfaring med, at andre mennesker taler eller tænker dårligt om dig, og du kan derfor bliver mistroisk overfor andre og vil måske derfor helst undgå kontakt med dem. På samme måde kan angsten for at blive afvist være opstået, fordi du har følt dig udenfor. Mon det giver mening for dig..?

Det er dog rigtig dejlig at læse, at du har dine to veninder. Det lyder som om, at I holder rigtig meget af hinanden, og vil hinanden det bedste. Du skal ikke være i tvivl om, at du er god nok til dem. De har jo valgt dig som veninde. Gode veninder og venner er den bedste hjælp og støtte man kan få, når tingene er svære, men jeg kan godt forstå, at der er nogle ting, som det kan være svært at snakke med dem om. At du vendte ryggen til dine ægte venner, da du var bange for at mobningen ville blive værre, hvis du støttede dem, er også en helt naturlig reaktion.

Hvis man bliver udsat for mobning, lever man i konstant angst for at det bliver værre, og vil gøre hvad som helst for, at det ikke bliver det. Dette er også grunden til, at mange børn og unge som bliver udsat for mobning, helst ikke vil fortælle det til deres lærere eller andre voksne for at få hjælp. Derudover kan det være rigtig svært at gå imod dem, der mobber, og sige at man ikke vil være med til at mobbe andre. I sådanne situationer er de fleste bange for, at de så selv vil blive ofre for mobningen.

Det er vigtig for mig at sige til dig, at dem som mobber ikke er ’onde’ børn, selv om det kan opleves sådan af dem, der bliver udsat for mobningen. Som udgangspunkt tror jeg ikke, at der er nogen der ønsker at mobbe og være lede overfor andre, men mobningen kan opstå, hvis der er nogle ting i klassen eller fællesskabet, som ikke fungerer – det kan fx være, at man ikke har respekt for hinanden eller ikke ved, hvordan man skal løse konflikter. Hvis der opstår mobning i en klasse, er det derfor rigtig vigtigt, at man får sagt det til lærerne – også selvom det er svært - så de kan hjælpe med at få mobningen stoppet, så klassen bliver et rart sted for alle at være.

Når jeg læser dit brev, får jeg opfattelsen af, at du har dårlig samvittighed over, at du vendte ryggen til dine ægte venner. Er det mon rigtigt forstået? Hvis du har det, tænker jeg, at det kunne være rigtig godt for dig, hvis du tog kontakt til dem, og fortalte dem om din frygt for at forværre mobningen, hvis du støttede dem. At det ikke var din mening at være med til at mobbe dem, og at du har det skidt over det. De vil sikkert kunne forstå dig, og måske kan I også dele erfaringer omkring at blive udsat for mobning, og hvad det kan gøre ved én. Hvordan synes du det lyder?

Jeg tænker på, om du mon har fået hjælp fra voksne i forbindelse med mobningen og de ar, den har efterladt hos dig?  Du skriver, at du ikke har lyst til at tale med dine forældre om dine følelser. Men er der mon en sød lærer, som du kunne tale med om det? Det kan også være, at du kan snakke med skolepsykologen?

Jeg tænker, at det også er vigtigt, at du får talt med en voksen om forholdet til dine forældre, og at du er bange for din far. Det er på ingen måde i orden, at din far råber af dig og kalder dig grimme ting. Det må virkelig være ubehageligt for dig, og jeg tænker, at det kan være derfor, du får en følelse af at være en forfærdelig datter. Men det er du ikke! Du bliver behandlet dårligt, og derfor får du en følelse af ikke at være god nok, og frygter at blive afvist.

Jeg tænker på, hvad du gør, når han råber af dig? Går du væk fra ham, eller bliver du der? For at passe på dig selv, synes jeg, at du skal gå væk fra ham, hvis han råber eller kalder dig grimme ting, så du ikke skal udsættes for at høre på det. Du kan måske gå ned til en af dine veninder? Det er også rigtig vigtigt, at du får talt med nogle voksne om dine selvmordstanker. Der er nogle unge, der ligesom dig oplever at have selvmordstanker, efter de har været udsat for mobning. Det er fordi arrene efter det er så dybe, og deres selvværd er helt ødelagt. Det er ydermere belastende for dig, at din far råber af dig, og at du har et anspændt forhold til dine forældre og ikke føler, at du kan snakke med dem om, hvordan du har det. 

Jeg tænker, at det også kan hjælpe på din søvnløshed at få snakket med en voksen du er tryg ved om det hele. Når man har mange tanker og bekymringer, kan det være rigtig svært at sove, og når man ikke sover ret meget, kan det hele føles meget mere uoverskueligt. Jeg håber, det giver mening for dig.

I forhold til din frygt for, at nogle i din familie skal dø, tænker jeg, at det er naturligt, at man bliver bange for at miste nogen, når man har prøvet det. Det er dog helt sikkert, at det ikke er din skyld, at de døde. Jeg tænker, at det også kunne være godt for dig at få snakket om, så du ikke skal gå og frygte, at du mister dem, du holder af, samtidig med at du kan få hjælp til at håndtere det savn, du måske oplever i forhold til dem, du har mistet i din familie.

Som jeg tidligere skrev, synes jeg, at det er rigtig godt, at du har snakket med dine veninder om det, der er svært. Du skriver, at du ikke kan holde ud, at de skal vide, hvad du føler. Jeg tænker på, hvordan du tror det ville være at fortælle en voksen om det, som jeg har foreslået i mit svar til dig? Hvis du fx kunne fortælle det til en af dine lærere eller skolepsykologen, så tænker jeg, at de kan hjælpe dig med at få noget hjælp, så du kan få det godt. Hvis du synes det er svært at sige det til dem, kan du måske vise dem det brev, du har skrevet til brevkassen og mit svar til dig. I brevet bekriver du det hele rigtig godt.

Jeg ved godt, at det kræver mod at bede om hjælp, men du har allerede taget første skridt ved at skrive til brevkassen. Det er virkelig sejt og godt gået! Jeg håber virkelig, at har mod på at snakke med en voksen om det, så du snart kan få noget hjælp. Jeg ønsker dig alt det bedste.

Mange knus og kærlige hilsner, BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat